Mandag den 23. december, klokken 00:05, i en kælder sort som kul

Julian Krause vågnede og gispede. Prøvede i hvert fald på det. Men han kunne ikke trække vejret, kunne ikke åbne munden, og han kunne intet se. Han sad op, men kunne ikke bevæge sig, hverken armene, benene eller kroppen.

Det føltes, som om han havde briller på. Havde han også en sæk over hovedet? I et alt for langt øjeblik så han Miguel Comte for sig, fasttapet i stolen i sin lejlighed på Strøget med en sæk over hovedet. Og sit diamantarmbånd proppet ned i halsen.

Julian rømmede sig, prøvede at få armene fri, benene fri. Og han prøvede at huske.

Han havde taget flugten fra hotellet, fordi hans stalker fra Oxford guddødeme havde opsporet ham. Julian var spurtet ned af brandtrappen og havde efter alt for mange minutters venten fået en taxa. Af sted til Rigshospitalet for at prøve at finde Poul Nielsen, der (med lidt mild overtalelse) forhåbentlig kunne undersøge, om den forsvundne tvillingesøster, Christa, var indlagt. Enten på Riget, eller et andet sted i psykiatrien.

Han var dårligt kommet inden for på Rigshospitalet, før han igen fik øje på stalkeren iklædt et væld af grønne signaturer. Var hun fulgt efter ham fra hotellet ved Hovedbanegården? Julian var flygtet ud på toilettet. Og så … hvad så? Ingen glimt i mørket, han var spejlblank.

“Man er nok vågnet,” sagde en stemme. “Endelig.”

Julian prøvede at svare, men det blev kun til en mumlen gennem tapen, der var viklet om hans mund. Hans hjerte galoperede derudaf, og han svedte, så det løb af ham.

Det gik op for ham, at kvinden talte engelsk. Ikke dansk, men engelsk.

Efter en dyb indånding mumlede han igen, men tav så, indtil sækken blev revet af og tapen fjernet fra hans mund. Han gispede efter luft, sugede den ned i lungerne.

“Hvor er vi?” spurgte han.  Også på engelsk. Han blinkede med øjnene og prøvede at se i halvmørket.

“Det er din venindes skyld,” sagde kvinden, hvis ansigt pludselig var lige foran hans. “Der gik rygter om, at du var død, og jeg planlagde selvfølgelig at tage herover og være med til din begravelse, vise dig den sidste ære. Men så kom der jo en mail fra universitetet, du var heldigvis ikke kommet til skade i branden, og så måtte jeg naturligvis herover for at finde dig. Være hos dig.”

“Hvordan fandt du mig?”

Den unge kvinde lo. “Det var ikke så svært, jeg ringede bare et par gange, og jeg så dig smutte af sted fra hotellet, du kørte hertil. Og jeg fulgte med. Og så var det jo, at din tossede veninde …”

Et lys blinkede i det fjerne, og Julian så kvinden gøre et kast med hovedet mod en skikkelse, der lå i hjørnet af det lille rum.

Lyset blinkede igen, men gik så ud. Efter endnu en vakkelvorn blinken tændte det, og et dunkelt lys fyldte den lavloftede kælder. Var det et lager af en slags? Reoler med rengøringsmidler langs væggene.

“Er vi på Rigshospitalet?” spurgte Julian.

Kvinden trak på skuldrene. “Nu skal jeg hjælpe dig fri.”

“Tak,” sagde Julian. “Hvad skete der?”

“Det må du nok spørge om,” sagde kvinden og løsnede den velcrotape, Julians fødder var fastgjort til rullestolens fodstøtter med. Derefter fjernede hun Gaffatapen, som Julians arme var tapet fast til rullestolens armlæn med.

“Du gik ud på herretoilettet, og så kom du ud derfra i denne her rullestolen. Du var helt væk, og hun kørte dig herned og snakkede med sig selv, mens hun tapede dig fast. Indtil jeg slog hende med denne her.”

Smilende løftede kvinden en krykke. “Jeg lånte den fra en ældre mand. Den er overraskende let og handy, men et udmærket våben.”

Med ét kom der liv i skikkelsen i hjørnet.

“Pas på!” råbte Julian til den unge kvinde, der snurrede rundt og blev ramt på siden af hovedet med et bat. Julians unge, kvindelige stalker sank sammen på gulvet. Ikke en lyd kom der fra hende, hun faldt simpelthen sammen, som en kludedukke.

Julians greb krykken og svingede den med alle sine kræfter mod den gale kvinde, der var på vej frem mod ham med battet.

Klong, sagde det, da kvinde nummer to faldt sammen på gulvet.

“Et udmærket våben,” medgav Julian og prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol. Men der var ikke megen vægt i krykken, og det gjaldt om at komme væk. Hurtigt.

Har du lyst til at læse mere om Julian Krause?

Så er du er heldig!

Du kan netop nu finde min nye krimi-roman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause og den tavse morder, som e-bog på Mofibo.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.