22. december: Den med den begyndende panik

Søndag den 22. december, klokken 19:32, Hotel Astoria, København

Kit havde prøvet at overtale Julian, og Meriam havde prøvet at overtale ham. Alligevel var han blevet boende på det hotel, hvor han havde indlogeret sig efter den frygtelige nedbrænding af Alpehytten.

Det havde ganske rigtig vist sig, at branden var påsat – og Julian var ikke i tvivl om, at det var for at slå ham ihjel.

Nu sad han på sengen og overvejede, om han alligevel skulle flytte et andet sted hen. Mest fordi det var, som om den insisterende prikken i nakken blev værre og værre.

De havde den unge Christoffer i forvaring, men han havde været tæt på at dø for dem dagen før. Midt i afhøringen var han gået i gulvet og blevet akut indlagt på Gentofte Hospital.

Tidligere på dagen havde Julian været forbi for at kigge til ham, men den unge mand var lagt i kunstig koma. En tid havde Julian siddet ved sengen og kigget på drengen, for han var nærmere en dreng end en mand. Han virkede så fredfyldt, lå med hænderne foldet på maven.

Hans negle var nedbidte og sorte, og på den ene underarm havde han en meget markant tatorvering. Julian rejste sig og gik nærmere, prøvede at se, hvad den forestillede. To ansigter, der flettede sig ind i hinanden. Yin yang.

Og mens han havde stået der, slog det Julian, at tvillingesøsteren måske var indlagt på en psykiatrisk afdeling? Måske var det derfor, de ikke kunne finde hende?

Julian havde fundet sin telefon frem og prøvet at få fat på Poul Nielsen på Rigshospitalet. Poul havde sagt, at han var på vagt hele julen, men han havde ikke taget sin telefon. Julian ville tage ind for at besøge ham på Rigshospitalet, men tog lige forbi hotellet for at skifte tøj og få lidt at spise.

Nu havde han spist, taget et hurtigt bad og skiftet tøj. Og nu sad han på sengen og prøvede (virkelig hårdt!) at tage sig sammen til at komme videre. Telefonen på skrivebordet ringede, højt og insisterende. Han rejste sig og tog den.

“Det er fra receptionen, vi har sendt en gæst op til dig.”

“En gæst?”

“Ja, en ung kvinde, der talte engelsk.”

“Tak,” sagde Julian og smed røret på, greb sin jakke, for ud af døren og hen ad gangen mod brandtrappen. Hurtigt kiggede han sig over skulderen. Og der kom hun guddødeme gående, netop som han smuttede ud på brandtrappen.

Nåede hun at se ham? Han troede det ikke. Men han måtte tjekke ud senere og få sin bagage eftersendt.

Uden for hotellet var der ingen taxaer. Det var der ellers altid, men måske var juletravlheden også ved at slå til her?

Endelig kom der en taxa, og han skyndte sig ind. Til Rigshospitalet. Af sti, af sted.

Julian betalte for taxaen, og gik igen ind af den pyntede hovedindgang, hvor det store, lysende juletræ tog imod ham i forhallen. Og lige der, i mylderet, ramte den ham, forståelsen, og fik forhallen til at snurre rundt, så han måtte sætte sig på en af sofaerne, der stod midt i det hele.

Herrestegud, det havde jo blinket til ham hele tiden. Det var ikke tilfældigt, at han blev ved med at se Bjarne Pedersen for sig, som han drejede sit armbånd rundt og rundt. De to sølvkugler, der symboliserede Bjarne og hans “kæreste”.

Politiet havde sagt, at Julemanden havde haft besøg af advokater og læger og … kvinder. Julemanden selv havde sagt, at han ville giftes. Og Julian havde jo set hende, lige her i forhallen. Han havde set socialrådgiveren, der havde kæmpet for plejebørnene.

Og ja, ligesom Julian havde hun vidnet i retten, men hun havde talt om barnets tarv, om selvforsvar, om bevisets stilling og om formildende omstændigheder.

Værst af alt: Julian havde set hendes smykker. Hun havde haft en lille sølvjulemand i en kæde om halsen, men det var jo jul, så selvfølgelig kunne man da have julesmykker på. Næh, det var ringene, de havde haft ens ringe, hende og Julemanden, store signetringe af sølv, og de havde begge haft en engravering med to cirkler, der flettede sig ind i hinanden.

Lige som de to sølvkugler i Bjarne Pedersens armbånd, ligesom tatoveringen på Christoffers underarm havde engraveringen symboliseret samhørighed, yin yang, soulmates. Jøsses.

Han fandt sin mobiltelefon frem og ringede til Kit, der ikke tog den.

“Kit, det er Julian her, jeg tror, vi er galt på den. Det er ikke plejebørnene, hverken Christoffer eller Christa, det er socialrådgiveren, Christina et-eller-andet. Jeg har set hende her, ja, jeg er på Riget for at— Never mind. Vi må finde hende, og det haster.”

Julian afbrød forbindelse og rejste sig. Det prikkede i nakken, så hårerne rejste sig. Han kiggede rundt. Var det …? Han kneb øjnene sammen og blev nærmest blændet af kvindens grønne signaturer, strikhuen, støvlerne, de fingerløse vanter og en taske guddødeme.

Hurtigt gik han gennem forhallen og ind i cafeen for enden, ud på toilettet, hvor han fyldte vand i hånden og trykkede en Tramadol ud af pillearket, slugte den og drak lidt mere vand.

Bag ham gik døren ind til toilettet op. Den peb, højt og arrigt.

Det, han så i spejlet, gav ikke rigtig mening. En kvinde var ved at bakse en tom rullestol ind på herretoilettet, hun havde ryggen til ham, men hun var ikke i uniform, og der var ikke andre på toilettet.

Noget var helt galt, og han snurrede rundt, ledte febrilsk efter en anden udgang.

Langsomt vendte kvinden sig om og smilede til ham. Som en kat, der endelig havde fanget den lille, lækre mus i et hjørne. I hendes ører glimtede små sølv julemænd.

Han gispede, da det voldsomme slag ramte ham på hagen og sendte ham baglæns ind i væggen.

Så er den heldige vinder af min konkurrence fundet

Vinderen har fået direkte besked og Julemanden (den rigtige julemand, forstås) har været forbi med kærlighed (ægte kærlighed, forstås) og en signeret kopi af Stedfortræderen. Såh, kig i postkassen & stort tillykke og rigtig (u)hyggelig læsning.

Vil du også klikke min nye krimiroman hjem? Eller kender du en, der skal have den hjem under juletræet?

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Netop nu kan du give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af. Eller du kan forære den til dig selv.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *