Tirsdag den 24. december, klokken 10:27, Rigshospitalet, København

Julian Krause sad, lidt skævt, i en kørestol i forhallen på Rigshospitalet. Han var i hospitalstøj, og kørestolen stod henne ved udgangen til rygeområdet.

Jøsses, hvor han trængte til en cigaret, men dét gik naturligvis ikke. I stedet lukkede han øjnene og prøvede at se ud, som om han sov, eller i hvert fald var ved at døse hen.

Det var ikke nemt at sidde afslappet og henslængt, for i brystet galoperede hjertet, og i ørerne dunkede pulsen.

Selvom han vidste, de var talrigt tilstede, havde han ikke kunnet få øje på dem, da han var blevet kørt i stilling af en sygeplejerske.

Om natten, da havde han slået socialrådgiveren i gulvet i kælderen, havde han løftet stalkeren op i rullestolen, og var kørt af sted med hende. Nu var Julians stalker indlagt på Riget med en hjernerystelse. Totalt blackout.

Nej, hun kendte ikke doktor Krause. Overhovedet ikke. Og hun gik ikke på universitetet, hun var hundelufter.

Hun havde intet forhold til Danmark. Talte ikke sproget, kendte ingen, havde aldrig været der.

Og nej, hun havde da virkelig ingen ide om, hvorfor hun var i Danmark, af alle steder? Måske var hun blevet bortført af denne doktor Krause?

Hendes mor var på vej fra England for at hente den unge kvinde hjem til julen.

Om natten havde det taget Julian en evighed at finde ud og op fra kælderen, og da kampklædte betjente med to hunde endelig var gået ned i de enorme kælderarealer under hospitalet, var hun selvfølgelig væk, socialrådgiveren.

Det viste sig, at hun havde fået en terminal brystkræft diagnose, så ja, Chris var desværre i sandhed syg, dødeligt syg. Og derfor kom hun ofte på Rigshospitalet til forskellige behandlinger. Ofte sammen med sin navigator fra Kræftens Bekæmpelsen, en ældre, gråhåret kvinde.

Skammeligt, men her havde Julian taget fejl. Rettelse: Han havde taget fejl igen.

Han havde tænkt, at socialrådgiveren var med for at hjælpe den ældre, lidt forvirrede, måske demente, kvinde. I virkeligheden var det omvendt.

Kræftens Bekæmpelse havde (gudsketak og lov for det) et stort korps af frivillige, såkaldte navigatører, til at hjælpe udsatte kræftramte patienter, der ikke selv havde familie eller venner til at være med som bisiddere.

Åh, skinnet kunne bedrage. Skinnet kunne så meget bedrage. Af alle mennesker burde han dog kunne gennemskue det. Suk.

Af journalen fremgik det også, at socialrådgiveren, Christina Skov Johansen, gennem en periode havde fået antipsykotisk medicin for at sænke dopaminspejlet. Christina havde med andre ord været psykotisk eller havde måske ligefrem udvist symptomer på skizofreni?

Socialrådgiveren havde besøgt Julemanden i fængslet, men ikke mistænkeligt mange gange.

Måske var det begyndt som omsorg – for Julemanden og for de to små, tvillinger Christoffer og Christa – og havde så udviklet sig til kærlighed?

For Julian var der i hvert fald ingen tvivl om, at tvillingerne også havde et forhold til Chris. I løbet af den korte afhøring, havde Christoffer jo nævnt hende flere gange.

Efterforskningslederen havde troet, at den unge Christoffer talte om sin tvillingesøster, Christa, men nej, han talte om socialrådgiveren, der havde gjort sit bedste for at hjælpe dem alle.

Havde Julemanden forskudt sin kærlighed fra sin (demensramte og døende) kæreste, Laila, til den (psykotiske og døende) Chris? Præcis som Bjarne Pedersen? Præcis som vi alle gør … når vi mister vores yndlingsbamse?

I hvert fald havde Julemanden og socialrådgiveren jo indgået en pagt, og signetringene symboliserede deres samhøringhed og evige kærlighed.

Julian skammede sig over, at han – der i egen forestilling var observant, analytisk og klartseende – havde overset de åbenlyse tegn. Ritualer og aggressionsforskydning var hans forskningsfelt for crying out loud, og han burde have gennemskuet netop denne forskydning.

I Julemandens og socialrådgiverens forståelser var det projektgruppens skyld, at Julemanden blev dømt. Derfor skulle projektgruppen dø. Hævnen er min. Og det hastede selvfølgelig, nu hvor socialrådgiveren selv stod for døden.

På en måde havde Julian fået alle brikkerne foræret.

Simon havde jo sagt, at Julemanden i nogle fortællinger har hjælpere, Zwarte Piet og djævlen, Krampus. Sankt Nikolaus deler gaver ud til de søde børn, mens Zwarte Piet og Krampus straffer de uartige børn – ved at give dem kul og tæsk henholdsvis æde dem.

Julian var ikke i tvivl om, at socialrådgiveren var trådt ind i fortællingen, ind i myten, om Julemanden. Formentlig så hun sig selv selv som netop Julemandens hjælper (måske i en bizar kombi), der straffede de uartige børn.

Kvalt af kul. Dødsmetoden havde betydning. Ganske som Julian hele tiden var vendt tilbage til, at den måtte have.

Regnen holdt op med at tromme på ruden, og solen kiggede (næsten) frem. Julian trak vejret, dyb vejrtrækning, men holdt øjnene lukkede. Det var tæt på, hun var tæt på nu.

Slaget ramte ham pludseligt og voldsomt på siden af hovedet. Derefter var der råb og kaos.

“Stop!”

“Læg dig ned. Nu!”

Politiet fik hurtigt overmandet den kvindelige socialrådgiver.

“Tak for hjælpen,” sagde Kit til Julian.

“Selv tak,” sagde Julian, der lige blev siddende et øjeblik.  Det ringede for hans øre, blødte også, opdagede han.

“Jeg får fat på en læge,” sagde Kit.

“Det er ikke nødvendigt,” sagde Julian.

“Du bløder, Julian,” sagde Kit. “Og jeg har lovet Meriam, at jeg ville få dig med hjem i ét stykke, så vi må have fjernet blodsporene.”

Julian Krause tog en dyb indånding. Det skulle blive rart at komme hjem til Oxford.

Næste jul ville han ikke holde i Danmark. Tak, men nej tak. Ellers tak. Han smilede, slappede af. A world of no.

Det var jo ikke til at vide, at Julian snart ville blive kaldt tilbage til Danmark. At der ville blive begået et voldsomt mord i hans egen familie, at det i virkeligheden var begyndt for laaang tid siden …

Har du lyst til at læse mere med Julian Krause?

Så er du er heldig!

Du kan netop nu finde min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause og den tavse morder, som e-bog på Mofibo. I det nye år kommer den også som lydbog. Glæd dig!

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *