Lørdag den 21. december, klokken 17:32, Nordsjællands Politi

Julian Krause gabte. En ung, energisk mand kom med mere kaffe og løfte om pizza til dem alle, men stemningen i efterforskningslokalet var mat og tung.

Efterforskningslederen stod ved et stort whiteboard og prøvede at få alle deres spor op på tavlen.

Siden Julians snak med Julemanden i fængslet dagen før, havde de nemlig fulgt flere forskellige spor.

Heldigvis var Julemanden nemlig kommet til at røbe, hvem der stod bag. “Åh, Chris,” havde Julemanden mumlet med glimt i øjnene og et lille, listigt smil i den ene mundvig.

På videooptagelsen kunne man ganske rigtig ikke høre, hvad Julemanden sagde, inden han kastede sig ud i et fake hosteanfald for at dække over sin fortalelse. Men Julian havde hørt det. Og Julian havde set det lystige glimt i mandens øjne og smilet, som han ikke var hurtig nok til at skjule.

“Åh, Chris.”

Det viste sig hurtigt, at de to små tvillinger, der var kommet i pleje i den sønderjyske familie hed Christoffer og Christa.

Desværre vist det sig også hurtigt, at de var svære at finde.

Indtil for et halvt års tid siden havde de delt en lejlighed i et beskyttet boligområde, men de var blevet udsluset, hvorefter Christa var forsvundet, mens Christoffer begyndte at overnatte på et herberg på Vesterbro. Der havde personalet dog ikke set ham i et stykke tid, og de havde aldrig hørt om en Christa.

Havde Julemanden sagt ‘Åh, Christa’ – og ikke ‘Åh, Chris’? Julian prøvede at høre det for sig. Han var sikker, næsten sikker, på Chris, men Chris kunne jo være et kælenavn for Christoffer? Og strengt taget kunne tvillingerne være sammen om mordene.

På den anden side havde Julian stadig fornemmelsen af, at han overså et eller andet vigtigt.

“Og I er sikre på, at de ikke har besøgt ham i fængslet?” spurgte Julian igen. Der blev nikket og mumlet, og Julians fornemmelse af, at de overså noget, tog til.

>> Vil du vinde min spritnye krimi, Stedfortræderen? Så deltag i konkurrencen og smid en kommentar med dit bud på, hvem morderen er … Held og lykke!

“Men faktisk har Julemanden haft masser af besøg. I lang tid af kæresten, Laila, der jo gik hen og død. Men også af andre, advokater, læger og overraskende mange kvinder.”

Det var ikke ualmindeligt, at fængslede bad boy-typer regulært dragede kvinder til sig. Kvinder, der gerne ville redde de stakkels indsatte.

Døren bragede op mod væggen.

“Vi har fundet ham, vi har ham her, lige nedenunder, ja altså Christoffer, den ene af tvillingerne!”

Begejstrede udbrud, stole, der skramlede. Energien flød igen.

“Jeg tager mig af den første afhøring,” sagde efterforskningslederen, “men du må meget gerne observere, doktor Krause.”

“Ja tak,” sagde Julian.

Og snart sad de igen i et alt for trangt rum – over for en meget ung, meget sørgelig eksistens. Tøjet var hullet, håret og skægget langt og uglet, og både armene og halsen var godt fyldt op med tatoveringer.

Det var tydeligt, at han var fuld. Han svajede, når han gik og måtte støtte sig til bordet og stolen for at komme ned at sidde. Var han også på andet? På vej ind i en rus af en art?

Var det overhovedet forsvarligt at afhøre den unge mand?

“Christoffer, vi har brug for din hjælp. Vi skal finde din tvillingesøster, Christa,” sagde efterforskningslederen i en tone, der formentlig blot ville få den unge mand til at trække sig endnu længere ind i sig selv.

Den unge mand løftede blikket og kiggede ufokuseret først på efterforskningslederen, derefter på Julian.

“Chris,” sagde Christoffer og begyndte at græde. Han sad ret op og ned med tårerne trillende ned ad kinderne, ned i det uglede skæg. Han snøftede, men tørrede dem ikke væk.

“Chris er syg, dødeligt syg.” En del snøvlen og mere snøften.

“Du savner Christa,” sagde efterforskningslederen. “Hvor er hun henne? Hvis du siger, hvor vi kan finde hende, så kan vi få hende herhen. Vi kan hjælpe jer.”

Et eller andet skurrede, og med ét var Julian ikke sikker på, at det var tvillingesøsteren, den unge mand savnede og talte om.

“Ser du også de andre plejebørn?” spurgte Julian og indkasserede et vredt blik fra efterforskningslederen. “Ser du nogen af dem?”

“Chris er syg,” sagde den unge mand. Han snøvlede, og spyttet løb, når han talte.

“Syg,” gentog han. Der var nærmest fråde om hans mund, da han vendte det hvide ud af øjnene og gled ned af stolen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *