Fredag den 20. december, klokken 10:02, Statsfængslet ved Horserød

“Må jeg spørge, om du kan kende mig?” spurgte Julian Krause manden, der kaldte sig Julemanden og sad på den anden side af bordet i det lille rum.

Kit og efterforskningslederen fulgte med i samtalen i det tilstødende rum, hvor samtalen blev videostreamet til.

Julemanden løftede blikket og kiggede på Julian. “Jeg kan godt huske dig. Du var med til at få mig dømt.” Blikket var hårdt, men han smilede. Et lille, ironisk smil.

Julian nikkede. “Du tog livet af plejeforældre sammen med din kæreste, hvad hed hun?”

“Hun er død. Det tog livet af hende, at jeg havnede her. Hun gik i stykker af det.”

“Det gør mig ondt,” sagde Julian. Og mente det. Det var altid sørgeligt at miste en nærstående person, man elsker.

“Måske kommer jeg aldrig ud,” sagde Julemanden.

“Hvad vil du gøre, når du kommer ud?” spurgte Julian og anvendte med vilje den sproglige fremtidsform, uden betingelser. Ikke noget med ‘hvad ville du da gøre, hvis du kom ud’. Nope.

Julian blev belønnet med et drømmende blik. “Jeg ville gifte mig.”

“Du har mødt en ny kvinde herinde?”

“Nej, nej, men det vil jeg da gøre på et tidspunkt. Vi skulle jo have giftet os, men så døde Laila.” Væk var det ironiske smil.

“Hvordan har du det med de andre indsatte?”

“Udmærket. Der sker jo ikke så meget, det hele går jo bare sådan stille og roligt, du ved?”

“Får du besøg?” spurgte Julian.

Julemanden trak på skuldrene.

“Får du besøg af nogle af de andre børn, du var i pleje sammen med?”

Intet svar.

“I havde da et godt og tæt forhold, havde I ikke?” pressede Julian. “Især de små tog I jer af, gjorde I ikke?”

“Det er så lang tid siden.”

“Men det var jo en frygtelig periode, den har jo præget jer alle, sat sit mærke på jer.”

Julemandens blik blev tomt, som om der blev slukket for ham. Formentlig havde det været nødvendigt for de stakkels børn at fortrænge alt det skrækkelige, der var gjort i mod dem.

I Julians erfaring kunne voldsomme oplevelser, som det mangeårige, massive misbrug, som børnene fra den sønderjyske familie var blevet udsat for, nogle gange føre til splitting, en psykisk forsvarsmekanisme, hvor jeg’et simpelthen spaltede sig i flere personligheder. For at kunne flygte, mentalt, fra pinslerne, når de foregik.

I svære tilfælde kunne splittingen føre til en permanent spaltning af personligheden. Så vidt Julian huskede, havde projektgruppen dog ikke set dette hos børnene fra den sønderjyske familie. Men et af børnene var stum, var hun ikke? En lille forsømt pige, der var kommet i pleje som to-årig og muligvis slet ikke havde udviklet et sprog.

Eller måske var der tale om elektiv mutisme, hvor pigen sådan set havde et fuldtudviklet sprog, men ikke længere talte.

Kit havde fået et liste med de andre plejebørns navne, og Julian håbede, at han kunne få Julemanden til at tale om den.

>> Vil du vinde min spritnye krimi, Stedfortræderen? Så deltag i konkurrencen og smid en kommentar med dit bud på, hvem morderen er … Held og lykke!

“Hvad skete der med jeres jul?” spurgte Julian.

“Jeg kan faktisk ikke huske det.”

“Kan du huske de andre børn?”

“Det er så længe side, jeg tænker ikke på det, jeg tænker fremad.”

“Kan du huske dengang, vi interviewede dig første gang?”

Skuldertræk.

“Mine kolleger er blevet dræbt,” sagde Julian og zoomede ind på Julemanden. Holdt øje med hans mund og hans øjne.

Julian så, hvordan blikket glimtede, og han så, hvordan smilet – det lille, ironiske smil – igen dukkede op i mandens mundvig. Smilet varede kun et øjeblik, men Julian så det.

Julemanden hostede og tog hånden op foran munden. Hostede voldsomt, og drak lidt af sit vandglas.

Det kunne formentlig hverken ses eller høres på videoen, men Julian hørte det. Julemanden havde prøvet at dække udsagnet med sit hosteanfald, men Julian havde hørt det.

Det var kun en stille hvisken, men Julian var ikke i tvivl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *