Torsdag den 19. december, klokken 09:12, Nordsjællands Politi

Julian og Kit sad i et forkontor og forberedte sig til mødet med politichefen. Det hastede, var Julian sikker på.

Egentlig var han ikke i tvivl, næsten ikke i hvert fald, men selvfølgelig måtte han prøve at bevare et åbent sind.

Kit satte en kop kaffe foran ham.

“Tak.”

“Det er os, der takker, Julian, helt sikkert.”

Han nikkede og drak, den var varm, men besk.

Alpehytten var brændt ned til grunden formentlig som følge af en eksplosion. Teknikerne mente, at det måske var en gasflaske til grillen, der stod på terrassen, der var eksploderet. Branden havde været voldsom, og den havde bredt sig til nabosommerhuset, som dog kun havde fået mindre skader.

Til gengæld var Thomas Tuxen død i branden, og der var naturligvis den mulighed, at det var et uheld, men det troede Julian ikke på. Han var sikker på, at det var mord, og han var sikker på, at det var ham selv, der skulle være død.

Natten før, da Julian endelig havde fået gang i Davids gamle Saab, var han kørt tilbage til København og havde indlogeret sig på et hotel ved Hovedbanegården.

Heldigvis havde Hovedbanen en 7-11. Heldigvis havde denne åbent til klokken 2 om natten, og heldigvis solgte den whisky.

Tilbage på hotellet havde han naturligvis sendt sms’er for at fortælle, at han var i live, men nu for alvor inkognito. Han havde ringet til Kit og forklaret om branden.

Efter en urolig nat, havde han brugt dagen på at gå rundt i byen og tænke.

I fortrolighed havde Kit fortalt Julian, at endnu et medlem af projektgruppen var død. Julian havde kun mødt ham ganske få gange, for han var kommet sent med i projektet. Først var Helene Tuxen blevet myrdet, derefter var Miguel Comte blevet dræbt, så Robert fra projektgruppen, og nu Thomas Tuxen.

>> Vil du vinde min spritnye krimi, Stedfortræderen? Så deltag i konkurrencen og smid en kommentar med dit bud på, hvem morderen er … Held og lykke!

“Jeg ved det jo ikke, men det kunne være sådan, det hænger sammen,” gentog Julian nu. “Thomas Tuxen blev dræbt i mit sted, i stedet for mig. Herregud, han lignede mig jo.”

Kit nikkede. “Du tror, morderen er ude efter dig?”

Nu var det Julian, der nikkede. “Vi må finde ud af, hvem der står bag. Som sagt må jeg snakke med Julemanden, og du må opspore de andre plejebørn. Jeg tror, det må være en af dem. Eller en indsat fra fængslet, der er blevet løsladt.”

Det mest oplagte var, at det var Julemandens kæreste, der stod bag. Men kæresten var død.

Julian havde jo undret sig over, hvordan ofrene var blevet udvalgt. Nu var det i hvert fald lysende klart. Målet var at udrydde projektgruppen, og det var næsten lykkedes. Det måtte være hævn. Fordi projektgruppen havde fået Julemanden dømt.

Men nu sad Julemanden i forvaring. Og derfor måtte det være en copy-cat, der var på spil. Eller en discipel, en arvtager? Én, der ville videreføre mesterens arbejde? Eller en hævner. Julian troede mest på det med hævnen.

Julian var dog fortrøstningsfuld. Den sønderjyske familie havde trods alt kun haft et begrænset antal plejebørn. De kunne afhøre Julemanden, og de kunne opspore plejebørnene. Det kunne ikke være så svært.

Problemet var bare, at selvom Julian prøvede, virkelig prøvede, at overbevise sig selv om, at det var et af de andre plejebørn, der hævnede, havde han samtidig en nagende fornemmelse af at overse noget vigtigt.

For sit indre blik så han igen Bjarne Pedersen, der drejede sit armbånd rundt og rundt.

Hvad dælen var der med det armbånd?

Den insisterende prikken fik Julian til at klø sig i nakken. Det hastede. Han rejste sig op. “Det haster,” sagde han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *