Onsdag den 18. december, klokken 00:02, Nordsjælland

Det var ikke fordi, Julian Krause var meget bekymret, men lidt anspændt var han da.

For det første var der et eller andet, han overså. Et eller andet, der lå lige udenfor hans bevidsthed. Det bankede på, men han kunne ikke få det frem. Det var så snublende nær, at det næsten gjorde ondt, men ak.

Desuden brød han sig ikke om højrekørsel, og nu kneb han øjnene sammen og skubbede brillerne op på næsen, lænede sig frem. Han var træt og, jøsses, hvor var der mørkt.

Hele dagen havde han været på farten.

Om morgenen havde David i bedste skæg-og-blå-briller-stil smuglet Thomas Tuxen ind i Alpehytten. Thomas havde fået det andet soveværelse ovenpå.

De havde alle tre havde spist morgenmad med gardinerne trukket for i køkkenet, og mens Thomas ryddede op, var David og Julian gået gennem huset og ud i garagen.

De var kørt tilbage til byen, hvor Julian havde hjulpet David med at flytte juletræer. Ikke alene havde han hjulpet David, han havde ladet sig lokke til at køre Davids store kassevogn. Pu-ha. Den forbandede højrekørsel.

“Det går da fint, champ,” havde David sagt med en stemme, der kun dirrede en smule. Hvorefter David havde lånt Julian sin egen, gamle Saab, så han ikke behøvede at tage toget og taxaer til og fra Alpeytten.

Julian forstod ikke, hvorfor han havde sagt ‘ja tak’. Og nu, hvor han sneglede sig frem ad de små smalle veje i det uoplyste sommerhusområde, forstod han det faktisk slet ikke. Overhovedet ikke. Han havde jo en udmærket aftale med den lokale taxachauffør, så hvorfor alt det her pjat?

Først havde Julian (kort) besøgt Lykke Lie, der var udskrevet og flyttet hjem. I hjemmet styrede fru von Holten både det ene og det andet, så det var desværre kun blevet til et kort besøg. Vigtigt møde. Haster. Beklager.

Derefter havde Julian (kort) været forbi Nordsjællands politi for at snakke med Kit, fordi han selvfølgelig havde været nødt til at forklare om den ulykkelige historie om plejefamilien fra Sønderjylland.

Julian og Simons research på biblioteket på universitetet havde ikke givet resultat, for navnene havde været anonymiserede. Om Kit mon kunne finde navnene på de andre plejebørn, der havde været i familien samtidig med Julemanden?

Om Julian mon kunne få adgang til at snakke med Julemanden?

Kit var på sagen.

Julian havde ikke fortalt Kit om Thomas Tuxen, og han forstod faktisk ikke hvorfor.

Bagefter havde Julian (igen) været forbi Poul Nielsen på Rigshospitalet for (diskret) at høre, om Poul mon kendte en god hypnotisør?

Endelig havde Julian inviteret Simon på middag i byen. Hyggeligt og afslappende, men …

Julian kunne ikke ryste den af sig, den insisterende prikken i nakken. Igen var han begyndt at se sig over skulderen, for selvom man har paranoia, kan man jo godt blive forfulgt.

Nu strammede hænderne om rattet, netop som en rundkørsel dukkede op. Åh gys.

>> Vil du vinde min spritnye krimi, Stedfortræderen? Så deltag i konkurrencen og smid en kommentar med dit bud på, hvem morderen er … Held og lykke!

Da han var kommet helskinnet igennem rundkørslen (muligvis endda den rigtige vej rundt), fik et voldsomt brag ham til at vælte fremad. Bilen gik i stå. Og et øjeblik sad han blot og kiggede frem for sig. Han tog sig til brystet, rettede sig op og trak vejret. Dybt og tungt. Pustede ud.

Hans ene ribben gjorde ondt efter sammenstøddet med bilens rat. Fra lommen fandt han blisterarket frem, pressede en Tramadol ud og slugte den.

Efter endnu en dyb vejrtrækning drejede han nøglen. Intet. Igen og igen prøvede han, men stadig intet. Bilen var stendød.

Julian stønnede og steg ud, fandt mobiltelefonen frem. Ingen dækning, selvfølgelig ikke. Han vendte sig rundt i mørket.

Og pludselig så han lyset, det blussende lys.

Det kunne da ikke være …?

Mobilen var stadig uden forbindelse. Jøsses.

Julian satte sig ind i bilen, drejede nøglen. Ikke det mindste tegn på liv.

Igen steg Julian ud af bilen, og langsomt begyndte han at gå hen mod lyset. Jøsses. Hvad dælen skete der? Flammerne slikkede op imod den mørke himmel. Var det …?