Mandag den 16. december, klokken 19:12, Vanløse

På en måde savner hun dem lidt, stemmerne. På den anden var de også trættende. Og hun har brug for al sin energi, alt sit fokus for at færdiggøre projektet, og derfor begyndte hun at tage medicinen igen.

Nu sidder hun i køkkenet i lejligheden i Vanløse. Det er mørkt, men hun tænder ikke lys. Det må være nok, at der er lys i stuen, hvor tossen vel snart er færdig.

Utroligt, at de kæmper så meget imod.

På sin side har hun forlængst overgivet sig til tanken om, at det snart er forbi. Hun ved, det vokser i hende, og hun ved, det snart vil tage livet af hende.

På plænen neden for køkkenvinduet står et stort juletræ med lys i, og når hun kigger over på lejlighederne i blokken overfor, blinker de til hende, lysene. De fleste er gyldne, men som altid er der nogle smart-i-en-fart-typer, der giver den fuld gas med røde og grønne og blå lys. Farver eller ej, det giver hende ingen glæde. Engang var julen fyldt med glæde, men det er længe siden.

>> Vil du vinde min spritnye krimi, Stedfortræderen? Så deltag i konkurrencen og smid en kommentar med dit bud på, hvem morderen er … Held og lykke!

Hun skroller ned gennem playlisten på mobilen og vælger power-sangen. Som altid giver den hende styrke.

“Oh yes, I’m the great pretender, ooh ooh.
Pretending I’m doing well, ooh ooh.
I’m wearing my heart like a crown.
Pretending that you’re still around.
Yeah ooh hoo.
Too real when I feel what my heart can’t conceal.”

Smilet vokser langsomt frem, for ja da, hun er i sandhed den store pretender. Hun lukker øjnene og lader musikken fylde sig.

Forleden var hun forbi ham den smarte, jeg-skal-give-dig-filminstruktør-og-hip-lejlighed-på-Strøget. Vor herre til hest.

Da hun ringede på, og han åbnede døren, virkede han irriteret, men også lettet.

Hun var ikke sikker på, om han genkendte hende. Egentlig var hun også ligeglad, gad ikke præsentere sig, slog ham bare i gulvet med battet. Bam!

Resolut slæbte hun ham ind i stuen og tapede ham fast til stolen, fandt grill-kullet frem, men fik så øje på hans armbånd.

Diamanter var da også en slags kul, var det ikke? Ha. Ned i gabet, på med Gaffatapen, rundt om både munden og næsen. Så kunne han lære det, kunne han.

Det gav hende ingen glæde at tage livet af dem, men det skulle jo gøres. Selvfølgelig skulle det gøres.

Til gengæld fyldte det hende ikke kun med glæde, det fik hende næsten til at tro på en Gud i det høje, da hun guddødeme løb ind i ham der Krause. Det kunne da ikke være et tilfælde, vel? Det måtte simpelthen være forsynet, der ville det. Selvfølgelig var det forsynet, og nu vidste hun, hvor han boede.

Da hun havde fulgt ham hjem, havde hun samtidig fået en fantastisk idé til, hvordan hun kunne slippe af med ham. Med hele hans hus faktisk.

Åh, det er så ligetil. Alle de bekymringer, hun har gjort sig, de viser sig nu at være fuldstændig unødvendige. Selvfølgelig løser det hele sig til slut.

Og det er så ligtil.

Et øjeblik tænker hun, at det næste er for ligetil, for nemt?

“Bah,” mumler hun og ryster på hovedet. For selvfølgelig har han da ikke luret hende. Hvordan skulle han kunne det? De har ingen idé om, hvad der foregår. De er som blinde får.

Hun smiler, da hun rejser sig og går ind i stuen, hvor det ganske rigtig er slut med tossen.

Den fylder hende, julefreden. Pludselig svulmer den i hende, og med ét tænker hun, at det er rigtigt og fint, sådan her. Næsten smukt.

Tre nede, så mangler der kun én. Og hun kan dø i fred.