Søndag den 15. december, klokken 09:17, Københavns Universitet, Amager

Julian og Simon stod af metroen på Islands Brygge Station og gik af sted mod biblioteket på Københavns Universitet.

“Jeg er virkelig glad for, at du har tid til at tage med mig,” sagde Julian til sønnen.

“Selvfølgelig, selvom jeg ikke rigtig forstår, hvad vi skal.”

“Vi skal kigge i nogle forskningsrapporter, og flere af dem er fortrolige,” Julian skævede hurtigt til sønnen, hvis nøglekort netop fik døren til at glide op, så de kunne gå ind på forskningsbiblioteket.

Simon standsede og vendte sig, kiggede på sin far.

“Skal vi stjæle klassificeret materiale? Er du klar over, hvad arkivlov―”

“Rolig nu,” sagde Julian hurtigt og trak Simon med videre ind på biblioteket. “Selvfølgelig skal vi ikke stjæle, vi skal bare kigge.”

Bag dem gled døren i med en hvislen.

“Okay,” sagde Simon med en stemme, der var fuld af skepsis.

“Jeg har prøvet at google det, og jeg har ringet til en journalist, jeg kender perifert, men jeg kan ikke finde noget. Og jeg har jo ikke adgang til de her baser, men det har du.”

Da Julian havde siddet i toget på vej hjem fra politiet i Nordsjælland dagen før, var det endelig gået op for ham, hvad han havde set, hvem han havde set, i mylderet, i Rigshospitalets forhal.

Det gik op for ham, da kvinden, han sad overfor i stillekupeen, pludselig rejste sig og viftede med sin telefon, der brummede. “Undskyld,” mumlede hun og forlod kupeen.

Jamen jøsses. Han kaldte sig observant? Hvorfor havde han ikke set det?

I sin tid, da han og Helene Tuxen og den øvrige projektgruppe havde forsket i plejebørns relationer til plejeforældre, havde de undersøgt en række cases. Tre af dem havde ført til retssager, retssager mod plejeforældrene forstås.

Men der havde også været to andre retssager, som Julian havde glemt, eller muligvis fortrængt, fordi de var så hjerteskærende.

Begge sager havde rod i en familie fra Sønderjylland, hvor et par plejeforældre havde haft … var det mon ikke syv eller otte børn i pleje? Eller “pleje” var måske så meget sagt, for de var blevet pint og plaget, både fysisk, psykisk og seksuelt, de stakkels børn.

Især i ferierne og omkring juletid, hvor de var blevet klædt ud som små nisser, som plejeforældrenes fordrukne venner og bekendte kunne forgribe sig på.

Så vidt Julian huskede, var et af plejebørnene død som følge af overgrebene. Og plejeforældrene havde begravet hende i kælderen. Året efter havde plejeforældrene fået endnu et barn i pleje.

Og den sag var endt i en opsigtsvækkende retssag, men ikke mod plejeforældrene. Efter års systematiske pinsler og tortur havde to af plejebørnene, to store drenge, nemlig fået nok og gjorde oprør.

Dét var endt i en regulær julemassakre.

De to store drenge var idømt livsvarigt fængsel, men historien sluttede ikke dér.

Et af de andre plejebørn tog nemlig stafetten op. Hvert år ved juletid opsøgte og dræbte denne arvtager, der meget symbolsk kaldte sig Julemanden, plejeforældre, der ikke passede ordentlig på de børn, der var i deres varetægt.

Plejebarnet kaldte sig Julemanden, fordi han delte de gaver, som man nu fortjente på juleaften, ud.

Selvom Julemandens mord var forklædt som uheld og ulykker, blev han tilfældigt afsløret efter en 5-6 år og fik en forvaringsdom.

Julian havde vidnet i retten – og det samme havde den socialrådgiver, som Julian havde set i Rigets forhal dagen før. Her havde socialrådgiveren, som han stadig ikke kunne huske navnet på, været sammen med den ældre, lidt forvirrede, gråhårede dame, som Julian var stødt ind i.

Da Julian var kommet tilbage til Alpehytten, havde han tjekket op på sagen; Julemanden var i forvaring, og kæresten, der i sin tid blev dømt som medskyldig, var død fornylig. Muligvis som følge af en alkohol-udløst demens.

Dét, Julian derfor havde brug for Simons hjælp til, var at finde navnene på de andre, overlevende, børn, der havde været i pleje hos den sønderjyske familie.

Dét, Julian også havde desperat brug for hjælp til, var at finde ud af, hvordan disse nye, rituelle mord på først Helene Tuxen, derefter Miguel Comte hang sammen med Julemanden. Hvis de gjorde?

Var der en copy-cat på spil? I så fald var det da en virkelig skidt en af slagsen, når disse, nye mord, så tydeligt var netop mord.

Eller var det en discipel, endnu en arvtager, der ville tage over, hvor de tidligere mestre havde sluppet?

Det kunne være et af de tilbageværende plejebørn. Eller det kunne være én Julemanden kendte fra fængslet?

I hvert fald var den nye morder jo ikke den diskrete, om end stadig den organiserede og målrettede, type, der gerne ville gøre det lidt mere spektakulært, lidt voldsommere. Tilsyneladende med en meget kort nedkølingsperiode mellem mordene.

Og så var der ofrene. Hvorfor Helene Tuxen og Miguel Comte? Var der måske også andre, de havde overset? Hvordan var de udvalgt?

“Jeg tror måske, jeg har fundet en rapport med navne og cpr-numre her. Den er ikke online, men den er i Magasinet,” sagde Simon. “Der er altså lidt skummelt dernede.”

“Helt okay,” sagde Julian. Svaret var i den rapport.

Hvem er morderen? 

Så er det blevet tid til min jule-konkurrence, hvor du kan vinde dit helt eget eksemplar af min spritnye krimi Stedfortræderen om psykiater Julian Krause og den tavse morder.

Spørgsmålet er bare … har du løst årets mordgåde? Har du fundet ud af, hvem morderen er?

For at deltage i konkurrence er det eneste, du skal gøre, at give dit bud på årets morder i kommentarsporet 👇

Jeg trækker en heldig vinder på søndag den 22. december, og vinderen kan glæde sig til at få Stedfortræderen hjem i tid til juleferien 🎁🎄

Held og lykke!