17. december: Den med de ubudne gæster

Tirsdag den 17. december, klokken 07:02, Alpehytten

Langt borte var der først en skraben, derefter en høj, hakkende lyd.

Julian Krause havde ingen idé om, hvor han var. Han åbnede øjnene, men der var buldermørkt.

Åh, Alpehytten. Selvfølgelig.

Han tog brillerne fra natbordet, netop som den hakkende lyd gik i gang igen. Julian satte sig op i sengen, rejste sig og tog slåbrokken på.

Lyden kom ude fra balkonen, og han gik hen og åbnede døren. Udenfor var det mørkt, som i helt mørkt. Der var  ingen gadelys, og himlen var også tung og skummel, ingen måne, ingen stjerner. Til gengæld kunne Julian skimte en fugl, der åbenbart havde siddet på rækværket og nu skreg og lettede, flaksede af sted mod stranden.

Den kraftige blæst fik nåletræerne, der fyldte grunden ned mod stranden, til at svaje.

Julian lukkede døren ud til balkonen, tog slåbrokken af og lagde sig tilbage i sengen, lukkede øjnene.

Mordene på Helene Tuxen og Miguel Comte. Ritualet. Var ritualet genuint, altså af betydning, eller var det konstrueret, iscenesat?

Hvis dødsritualet var konstrueret, for at lægge et røgslør ud, var der den helt oplagte mulighed, at det var Thomas Tuxen, der stod bag mordene på først sin eks-kone, derefter dennes elsker.

På den anden side: Hvis det virkelig var Thomas, der stod bag, ville han så have henledt opmærksomheden på sig selv, ved at nævne mistanken til Miguel til politiet? Ved at opsøge Julian og overtale ham til at opsøge Miguel? Nah, det var for klodset – og alt for indviklet.

Dødsmetoden og ritualet måtte have en betydning. Det måtte det.

Det var åbenbart Miguel Comtes eget armånd, han var blevet kvalt med, og det tydede jo i nogen grad på de-forhånden-værende-søms-princip. På den anden side var diamanter jo også en slags kul. Kvalt af kul. Det måtte have betydning.

På vej hjem fra Københavns Universitet havde Simon fortalt, at Sankt Nikolaus var en biskop fra Myra i Tyrkiet, der blev en legende, fordi han anonymt gav tre fattige piger en medgift, så de slap for at blive solgt til prostitution. Som en anden fjer-der-blev-til-fem-høns-historie blev dette til sagnet om, at Sank Nikolaus gav gaver til børn i almindelighed .

Julian døsede hen.

>> Vil du vinde min spritnye krimi, Stedfortræderen? Så deltag i konkurrencen og smid en kommentar med dit bud på, hvem morderen er … Held og lykke!

Simon havde også fortalt, at Julemanden i nogle fortællinger har en hjælper, der hedder Zwarte Piet, måske fordi han er sort i hovedet af at kravle ned gennem skorsten?

I nogle europæiske fortællinger har Julemanden desuden en hjælper, der kalder sig Krampus og er fremstillet som en djævel. Men hvor Sankt Nikolaus deler gaver ud til de søde børn, propper Krampus de uartige børn ned i en sæk og spiser dem.

Julian sov, og i drømmen sneg Krampus sig af sted fra standen mod Alpehytten i ly af nåletræerne.

Med bankende hjerte slog Julian øjnene op. Han var ikke alene.

Hurtigt var han ude af sengen, på med slåbrokken. I mørket listede han hen til trappen, hvor hviskende stemmer sivede op til ham.

Men der i hjørnet stod de heldigvis, kroket-køllerne, i en trækasse i hjørnet.

Langsomt trak Julian en kroket-kølle op, listede ned ad trappen med den hævede kølle. De var sandelig ikke kede af det, de indbrudstyve, havde sågar tændt lyset i køkkenet.

Og der ved køkkenbordet stod

Åh, jøsses.

Julian slappede af, sænkede køllen.

“David? Hvad laver du her?”

“Jeg sendte dig en sms. Skrev, at vi var på vej,” sagde David.

“Vi?”

“Jeg har Thomas med, han sagde, han var nødt til at snakke med dig. Du må hjælpe ham.” David nikkede.

“Jeg holder i garagen,” forklarede David. “Og vi gik den vej ind. For ikke at blive set.”

Blive set? Helt ærligt, hvem dælen skulle se dem her klokken alt for tidligt om morgenen?

“Jeg tager lige tøj på,” sagde Julian i stedet og gik ovenpå, satte kroket-køllen på plads, tog tøj på.

Da han kom ned igen, sad Thomas og David ved bordet i køkkenet. Han satte sig også.

“Politiet tror det er mig,” sagde Thomas.

“Har du snakket med dem?” spurgte Julian.

Thomas rystede på hovedet. “De har ringet og lagt beskeder, men jeg har ikke ringet tilbage. Ham der Miguel blev åbenbart dræbt i torsdags, og jeg …”

Julian ventede.

“Fortæl det til Julian, han kan hjælpe,” sagde David.

“Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede, jeg er helt blank,” indrømmede Thomas.

“Du havde et blackout. Havde du drukket?” spurgte Julian.

“Lidt måske, men ikke noget særligt, jeg gik jo og ventede på, at du skulle ringe tilbage, når du havde snakket med ham, og så pludselig var det blevet morgen, og jeg sad i min sofa og sov.”

“Du er nødt til at gå til politiet,” sagde Julian.

“Kan du ikke prøve med hypnose?” bad Thomas. “David siger, at du kan noget med hypnose.”

Julian sendte David et blik, der prellede helt og aldeles af på ham.

“Det er ikke mit speciale,” sagde Julian.

Og pludselig mærkede han det og glædede sig over, at gardinerne var trukket for: Den insisterende prikken var tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *