13. december: Den med fredag den trettende

Fredag den 13. december, klokken 16:23, Rigshospitalet

Julian Krause var på vej ind for at mødes med sin kollega Poul Nielsen, der var neurologisk overlæge på Rigshospitalet. Det var jo på Pouls foranledning, at Julian var blevet inviteret til Danmark for at vurdere den forvaringsdømte Bjarne Pedersen, og Julian havde lovet Poul en tilbagemelding.

I bassinet ved hovedindgangen flød lysende hjerter rundt, og over hovedingangen var der hængt lyskæder op. Vagten ved indgangen havde nissehue på.

Julian smilede, da han gik indenfor, hvor der stod et enormt juletræ – pyntet efter alle kunstens regler.

Forhallen mylrede med mennesker, ansatte i uniform, der hastede af sted, ældre i hospitalstøj med rullatorer eller i kørestole. En ung, hårløs dreng i kørestole, der blev skubbet af forældrene. Moderen snakkede forceret og lo, for højt og for ofte, mens de krydsede gennem forhallen.

På vej hen til receptionen, gik Julian ind i en ældre, gråhåret kvinde, der pludselig stoppede.

“Undskyld,” sagde Julian og gik uden om hende, netop som en yngre, lyshåret kvinde med en telefon i hånden og høretelefoner i ørerne kom hen til den ældre dame og stak sin arm ind under hendes.

“Undskyld, jeg var lige nødt til at tage den,” sagde den yngre kvinde og viftede med telefonen.

Julian kiggede efter de to kvinder, der gik videre gennem menneskehavet, og som så ofte før tænkte han, at vi nogle gange skulle gøre mere ud af at være til stede i nuet. Tit så han mødre med barnevogne, der snakkede i mobiltelefon i stedet for at snakke med deres børn, der higede efter opmærksomhed og naturligvis følte sig overset.

Første sukkede han, men smilede så, da han kom i tanke om en vittighedstegning, hvor en ældre mand med stok støttede og førte en ung mand, der var helt opslugt af sin mobiltelefon, over vejen.

“Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte kvinden i receptionen. På skranken stod et brændende kalenderlys.

“Hvor finder jeg den neurologiske afdeling?”

Julian fik dessiner og fandt afdelingen, satte sig i venteværelse med udsigt til helikopterlandingsbanen på toppen af taget. Der var pyntet op i venteværelset, men stemningen var mat og anspændt.

En kvinde læste i et blad, men ellers sad resten med deres mobiltelefoner. En ung kvinde havde høretelefoner i ørerne – og mindede på ubehagelig vis Julian om den unge kvinde, der var begyndt at gå rundt på plænen nedenfor hans lejlighed i Oxford. Med sin grønne signatur – og altid med høretelefoner i ørerne.

Efter mødet med kvinden med den grønne hue og det lille barn på armen i Miguel Comtes indgangsdør dagen før, var Julians afslappethed forsvundet, og han var igen blevet mere opmærksom på sine omgivelser.

Nu skævede han til den unge kvinde, der kiggede op og smilede til ham. Han rejste sig og gik på toilettet, og da han kom tilbage, var den unge kvinde væk.

Hvordan lød den nu, vittigheden? Selvom man har paranoia, kan man jo godt blive forfulgt.

Igen satte han sig, lænede hovedet tilbage mod væggen og lukkede øjnene. Han tænkte, så det knagede, tænkte, som han havde gjort uafbrudt det seneste døgn, hvor han først var flygtet fra gerningsstedet på Strøget, derefter havde taget sig sammen og anmeldt mordet til Kit.

Eller selvfølgelig havde han ikke anmeldt mordet, selvom han egentlig ikke vidste hvorfor. Det var bare …

Han var gået ind i lejligheden, han havde forurenet gerningsstedet. Og han var … han var velsagtens blevet bange. Gudsketakoglov, at han havde frosset og havde beholdt handskerne på.

Anyway, han havde skyndt sig ud af lejligheden, ned ad trappen. Han havde købt en ny mobiltelefon, og derefter havde han ringet til Kit og forklaret, at han havde aftalt at mødes med Miguel Comte, der åbenbart pludselig var forsvundet.

Mon ikke politiet skulle tjekke op på det? Dét skulle politiet bestemt, og det gjorde politiet. Og fandt den dræbte Miguel Comte, der viste sig at være død, fordi et diamant-armbånd var blevet tvunget ned i halsen på ham. Hvorefter luftvejene var blevet blokeret. Kvælning? Hjerteanfald? Slaget mod baghovedet?

Hvad, der havde dræbt Miguel Comte, måtte tiden vise.

Det virkelig interessante spørgsmål var naturligvis hvem. Hvem havde slået Miguel Comte ihjel? Og hvorfor?

Hvorfor slog man nogen ihjel? Angst eller begær? Fordi man frygtede nogen eller noget? Eller fordi man begærede et eller andet (en person, en position, penge)?

“Hej, Julian,” sagde Poul Nielsen, der kom gående ned ad gangen.

“Hej hej, hvor er det godt at se dig,” sagde Julian igen og ærgrede sig over, at han ikke var bedre til at dyrke sine kontakter og relationer. At netværke hed det vist. Det var ikke kun i den hedengangne projekt, der havde været noget med relationsdannelsen, det var også i hans eget liv.

“Kom med herind,” sagde Poul.

“Tak – og tak, fordi du inviterede mig til at komme.”

“Selvfølgelig,” sagde Poul.

“I dette fortrolige rum, har jeg nu haft to samtaler med Bjarne Pedersen,” sagde Julian. “Og jeg er ikke i tvivl om, at han vil slå sin mor ihjel, hvis han får chancen for det.”

Muligvis fortjent, men stadig ulovligt.

“Hvis I følger min anbefaling, skal Bjarne Pedersen ikke overflyttes til en psykiatrisk afdeling,” sagde Julian. “Men jeg skriver selvfølgelig en vurdering.”

“Tak,” sagde Poul. “Og tak, fordi du tog dig tid.”

“Selvfølgelig. Og i øvrigt er der altså noget med de der børns relationer til deres forældre.”

“Hvad mener du?” spurgte Poul.

“Jeg ved det ikke,” sagde Julian ærligt, “men jeg har tænkt meget over det, de seneste dage.”

“Okay,” sagde Poul.

“Lykke Lie, ja min datter, du ved? Hun var involveret i en rideulykke, og jeg troede, det måske var for at få opmærksomhed fra sin mor, der havde fået en ny kæreste og skulle giftes.”

Poul ventede.

“Jeg tror, at Bjarne Pedersen har haft et meget usundt forhold til sin mor, og da hun flyttede på plejehjem, projicerede han sin ikke-gengældte moder-kærlighed over på en anden, mere eller mindre tilfældig, kvinde, som han altså endte med at … ja, altså spise.”

“Okay,” sagde Poul. “Voldsomt. Og undskyld mig.”

Poul tog telefonen op af brystlommen og rullede tilbage til skrivebordet. Og i dét øjeblik kradsede det insisterende på Julians hukommelse. Han havde set nogen eller noget, eller hørt noget, et eller andet, der havde betydning, men han kunne ikke fange det.

For sit indre blik så Julian for sig, hvordan Bjarne Pedersen havde drejet sit armbånd rundt og rundt. De to, matte sølvkugler i armbåndet. Miguel Comte havde fået proppet et diamantarmbånd ned i halsen.

Det var vigtigt, og han kunne næsten fornemme det, næsten smage det, men det var lige uden for hans rækkevidde. Et ansigt, en stemme? Et udsagn? Noget julepynt? Relationer? Plejebørn?

Han lukkede øjnene. Hvad overså han?

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *