12. december: Den med det forkerte mord

Torsdag den 12. december, klokken 16:23, Strøget, København

Julian Krause havde besøgt datteren på hospitalet, der egentlig var klar til at udskrive hende, indtil Eleonora fik dem overtalt til liiige at beholde hende indtil weekenden.

Nu sad han på en bænk på Strøget foran Helligåndskirken. Der lugtede af brændte mandler, og hans mave knurrede.

Julelysene glimtede, og latter og snak svøbte sig om ham. Midt på gaden stod et stort kor og sang.

“Så, så jeg julemanden kysse mor!
Hun blev ikke vred, nej ikke spor,
men ih, hvor far dog havde leet
hvis han havde stået og set
julemanden sådan kysse mor!”

Selvom Julian havde både halstørklæde og handsker på, frøs han. Igen kiggede han på uret, og igen rejste han sig og krydsede gaden, ringede på hos Miguel Comte, men blev ikke lukket ind.

Først ledte han i den ene, derefter i den anden jakkelomme, men nej, den nye mobiltelefon var der ikke. Jøsses, han havde da haft den for et øjeblik siden. Havde han tabt den? Var den blevet stjålet? Pungen var heldigvis stadig i inderlommen.

Samtidig kom en kvinde med et barn på armen ud af hoveddøren. Kvinden havde langt, mørkt hår, og på hovedet havde hun en grøn strikhue. På fingrene havde hun grønne, fingerløse vanter. What the …?

Hun havde guddødeme fundet ham igen. Hvordan havde hun …?

Øjeblikkeligt og nådesløst slog symptomerne til. Høj puls, hjertebanken, muskelspændinger og endnu koldere hænder og fødder. Et alt for langt øjeblik kunne han ikke bevæge sig.

“Godaften,” sagde den unge kvinde og smilede til ham.

“Godaften,” svarende Julian og sank, tør i munden. Hurtigt smuttede han inden for i opgangen, tændte lyset og lænede sig op ad gelænderet.

“Tag Dig Sammen,” mumlede han. Selvfølgelig var hun da ikke fulgt efter ham til Danmark. Get a grip.

Miguel Comte boede på kvisten, og Julian var nødt til at holde en pause, en kort pause, på vej op ad den smalle trappe. Lyset nåede at gå ud ikke én eller to, men hele tre gange.

Man skulle måske have troet, at han havde fået varmen, men nej. Jøsses, hvor han frøs, men endelig nåede han op og ringede på døren, ventede.

Da Miguel Comte havde ringet tilbage til Julian, havde han lydt forjaget. Ja, han huskede godt Julian Krause. Og naturligvis havde han hørt om Helene Tuxen. Helt forfærdeligt. Han havde selvfølgelig været med til begravelsen, og ja, han havde også talt med politiet. Højst besynderlig sag.

Om de kunne mødes? Der var nemlig noget, Julian meget gerne ville drøfte med Miguel Comte.

Det kunne de selvfølgelig godt. Men kun kort, og kun hvis Julian havde mulighed for at kigge forbi Miguels city-lejlighed. Miguel var kun kort i byen, han havde MEGA travlt, men selvfølgelig kunne de mødes. Han havde et lille vindue fra klokken fire til halv fem, så Julian skulle komme til tiden, for Miguel var nødt til at gå halv fem. Sharp.

Om Julian måske samtidig kunne give Miguel et godt råd?

Naturligvis. Om hvad?

Miguel havde fået sig en lidt for ihærdig fan, en ung skuespillerinde fra hans seneste dokumentar, der simpelthen ikke forstod et nej og nu belurede ham. Om Julian havde nogle gode råd?

Ja da. Ikke-kommunikation og om nødvendigt: Flugt!

Miguel havde leet af Julians forslag. Men bortset fra kedsomheden, havde Julian egentlig haft det skønt, efter han havde taget flugten fra sin egen stalker.

Og netop nu havde mødet med den grønne kvinde i indgangsdøren jo fået ham til at indse, hvor belastende det egentlig var med en stalker.

Julian tjekkede sit armbåndsur, den var næsten halv fem, og vinduet var ved at lukke. Igen ringede han på Comtes hoveddør.

Og så tog han i håndtaget, der ubesværet gled ned, så døren langsomt svingede op, til den ramte væggen.

“Hallo?”

Et svagt lys skinnede ud i entreen.

“Hal-lo?” Denne gang råbte Julian.

Og så gik han ind, lukkede døren bag sig og fortsatte frem gennem den lange fordelingsgang. Mod lyset. Gulvet knirkede, og der lugtede indelukket, eller nærmere råddent.

Endelig nåede han frem til stuen og lyset, der kom fra en lille lampe på en reol bagest i rummet.

“Hallo, er her nogen?” Julians stemme lød som en hæs hvisken.

Noget var galt, noget var helt galt. Han kiggede rundt i den halvmørke stue. Henne ved vinduet stod en højrygget lænestol med ryggen mod Julian.

Langsomt gik han hen mod stolen. Og lagde mærke til Gaffatapen, der var snurret rundt om stolen og det, der stod i stolen.

Rettelse: Den, der sad i stolen. Spændt fast med Gaffatape rundt om brystet. Armene var tapet fast til armlænene, og den fastspændte mand havde en sæk over hovedet. Da Julian tog sækken af, så han først Gaffatapen hen over munden og rundt om hovedet.

Derefter de tomme, stirrende øjne.

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *