Mandag den 9. december, klokken 11:42, Herstedvester Fængsel, Albertslund, Storkøbenhavn

Egentlig var der ikke en særlig lugt. Og bysten i nichen havde nok både en skæv nissehue på hovedet og et grotesk malet smil på munden. Og op på kinderne. Men det var heller ikke bystens skæve smil.

Linoleummet på gulvet var gråt, gammelt, klæbrigt og trist. Men det var heller ikke det.

På sin vis var det var altså hverken det ene eller det andet, men alligevel kunne Julian Krause mærke den helt specielle stemning, der hvilede over afdelingen. Han mærkede, hvordan den krøb ind under huden, fik hans arme til at klø.

Han rystede den af sig, prøvede i hvert fald.

Vagten lukkede døren bag ham, og Julian satte sig ved bordet. Bjarne Pedersen sad overfor og var lænket fast til en metalring i bordet.

“Hej Bjarne, jeg hedder Julian Krause, jeg er læge, og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig. Er det i orden, at jeg kalder dig Bjarne?”

Julian åbnede alle sine sanser i forsøget på at danne sig et adækvat indtryk af manden. Bjarne Pedersen var en stor mand med tunge træk, men når han smilede, var der en vis charme over hans ansigt. Han virkede afslappet og imødekommende.

I følge journalen var han 49 år gammel og altså jævnaldrende med Julian. Indtil anholdelsen havde manden arbejdet som sikkerhedsvagt i et stort, dansk forsikringsselskab, og Julian var ikke i tvivl om, at han nød at gå i uniform.

I følge journalen havde Bjarne Pedersen ingen psykiatrisk historie og ingen diagnoser – snart et særsyn, hvor flere og flere slæbte rundt på en bogstavkombination.

Bjarne Pedersen havde åbenbart boet sammen med og taget sig af sin kronisk syge mor, indtil hun var flyttet på plejehjem for lidt over et halvt år siden.

“Ingeborg var min store kærlighed,” sagde Bjarne og nikkede. Hans blik var fjernt.

Dér røg fjende-forestillingen, som Kåre og Julian havde diskuteret dagen før. Bjarne Pedersen havde spist sin kæreste af kærlighed. Interessant.

“Fortæl mig om Ingeborg,” sagde Julian. “Fortæl mig om din store kærlighed.”

“Hvad skal jeg sige? Vi var sjælevenner, enige om alting, og det var kærlighed ved første blik.” Bjarne smilede og begyndte at dreje armbåndet rundt og rundt om håndleddet.

“Jeg ved godt, det lyder fjollet, men det er rigtigt, og vi vidste det begge to med det samme. Da vi mødtes, den dag jeg flyttede ind i lejligheden. Det var den 12. juni, det var en lørdag, og solen strålede.”

Bjarne Pedersens moderbinding var givetvis meget stærk, og måske havde han overført og forskudt denne kærlighed fra sin mor, da moderen var kommet på plejehjem, hvor han ikke kunne flytte med, til Ingeborg?

“Indtil da boede jeg jo sammen med Mor, tog mig af hende, passede hende,” sagde Bjarne og kiggede ned.

Skammede han sig?

“Det er jeg sikker på, din mor var meget taknemmelig for,” sagde Julian.

Det var straks mere tvivlsomt, om Ingeborg havde gengældt denne kærlighed.

“Mor elsker mig,” sagde Bjarne Pedersen og skød hagen frem.

Julian nøjedes med at nikke – og blev igen slået af mandens barnlige væremåde og ordvalg.

“Det er et fint armbånd,” sagde Julian.

“Ingeborg havde ét magen til,” sagde Bjarne, der igen smilede.

“Havde I købt dem sammen, til hinanden?”

“Nej, jeg havde købt dem til os.”

“Okay,” sagde Julian, “som et symbol på jeres kærlighed?”

“Lige præcis, armbåndet er den evige samhørighed, og kuglerne er jo os.”

“Gik Ingeborg også med armbåndet?” spurgte Julian og lagde mærke til, hvordan Bjarne Pedersen stivnede. Hans blik flakkede, og han kiggede ned.

Bjarne Pedersen led tilsyneladende af en psykotisk vrangforestilling. Spørgsmålet var, hvor omfattende denne vrangforestilling var.

“Nu har jeg altid hendes kærlighed med mig,” sagde Bjarne og kiggede igen på Julian.

“Hvad med din mors kærlighed?” spurgte Julian.

“Ja, det er sværere med den,” indrømmede Bjarne. “Jeg savner hende noget så frygteligt meget.”

Et øjeblik var Julian sikker på, at Bjarne Pedersen ville begynde at græde. Det blev dog kun til et lille snøft.

Bjarne Pedersen havde projiceret sin kærlighed fra moderen til Ingeborg-underbo. Og så havde han formentlig stalket underboen. Anmassende og vedholdende, købt uønskede gaver.

Til sidst havde han forsøgt at internalisere den ikke-gengældte kærlighed ved at spise sin kæreste. Eller rettere: Sin “kæreste”.

Bjarne Pedersen drejede armbåndet rundt og rundt og rundt.

Det var ikke normalt, at man boede hjemme hos sin mor, når man nærmede sig de 50, og det tydede på et sært, formentlig usundt, forhold mellem mor og søn.

Det var for så vidt heller ikke normalt, at man spiste sin kæreste. Dét tydede bestemt på en alvorligt forvrænget virkelighedsopfattelse.

Og måske var det vitterlig aggressionsforskydning? Måske var aggressionen rettet mod moderen og forskudt til Ingeborg-underbo? Julian kendte om nogen til indestængt og undertrykt aggression.

Men i Bjarne Pedersens sind var aggressionen tilsyneladende forklædt som kærlighed?

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *