8. december: Den uden julestemning

Søndag den 8. december, klokken 15:30, Herlev

Først ringede Julian på og ventede. Så bankede han på og ventede. Overvejede, om han skulle gå rundt om huset til terrassen, da døren endelig blev åbnet.

Inde i entreen stod Kåre, men han lignede en gammel mand, ikke på vej mod de 50, snarere i omegnen af de 60. Give or take. For langt (og for fedtet) hår, oppustede kinder, skæve briller. Den hullede trøje var knappet skævt, og blikket var tungt og mørkt.

“Kåre, min ven, det er godt at se dig,” sagde Julian. Og det var det i sandhed, om end også foruroligende.

“Kom indenfor,” sagde Kåre og slog ud med hånden.

Julian trådte ind i den mørke entré: “Er alt okay?” Da Julian året før havde været her, havde der heller ikke været pyntet op til jul. Men nu var der decideret dunkelt, og huset virkede forladt.

Kåre kom med en underlig lyd.

“Hun er rejst, Julian, og hun har taget børnene med sig, og de kommer ikke tilbage.” Kåre traskede ind i stuen og satte sig i sofaen. “Denne gang er det alvor.”

Julian nikkede og satte sig også. Året før havde der heller ikke hersket den bedste stemning mellem Annika og Kåre. Men sidst, de havde snakket sammen, havde Kåre sagt, at det gik bedre. Men det var vel også flere måneder siden, eller måske et halvt år? Eller mere?

“Som jeg sagde i telefonen, vil jeg gerne spørge dig om en faglig ting,” sagde Julian.

“Men jeg ved jo ikke noget om kannibalisme,” sagde Kåre.

Dagen før havde Julian fået den officielle forespørgsel om at foretage en uvildig vurdering af en forvaringsdømt morder. Og Julian havde ringet til Kåre – under dække af at ville snakke om kannibalisme.

“Nej, nej, dét ved jeg, men du ved alt om fobier.”

Kåre rettede sig op i sofaen. “Vil du have et glas?”

“Nej tak, ellers tak,” sagde Julian hurtigt.

“Såh, hvem er fobisk?” ville Kåre vide, mens han rejse sig og gik hen og skænkede sig et glas whisky, satte sig igen og tog en ordentlig slurk.

“Jeg ved det ikke, men nogle gange tænker jeg på, om Eleonora mon er autofobisk? Hun er jo altid – som i altid – sammen med nogen. Nu er det Schultz, og ellers er der jo hendes mor og veninder, og Alberto the event-planner. Ja, og Lykke Lie.” Julian trak på skuldrene og fortrød, at han havde spurgt.

Tidligere på dagen havde han igen besøgt Lykke Lie på hospitalet. Lykke Lie havde været døsig af smertestillende medicin, men Eleonora og Schultz havde været der. Schultz med sin aura af ro, Eleonora med blanke øjne og dyb bekymring, selvom lægen havde forsikret dem om, at Lykke Lie ikke ville få men.

Igen havde Julian takket forsynet for Eleonora – og hvad så, hvis hun var autofob? Desuden så Julian selv psykiske lidelser og aggressionsforskydning allevegne, og selvfølgelig så Kåre på sin side fobier og manier allevegne. Men var det ikke lige meget?

“De skal giftes, skal de ikke?” spurgte Kåre og virkede med ét sørgmodig.

Rettelse: Kåre så ikke forbier, det eneste, han midt i sin egen ulykke så, var lykke. Selvfølgelig var det heller ikke rart, at få tværet andres lykke ud i fjæset, når man selv var på et … skulle vi kalde det et foreløbigt lavpunkt?

“Jo, de skal giftes, og jeg tænker faktisk, at det vil være godt for Lykke Lie, så hun også kan få lidt mere plads til relationer til jævnaldrende.”

Kåre lo. “Jeg tror altså ikke, der er noget at bekymre sig om dér. Er du sikker på, du ikke vil have et glas?”

“Nej tak,” sagde Julian. “Men måske en kop kaffe?”

“Okay, så må vi ud i køkkenet,” sagde Kåre og tømte sit glas, rejste sig og skænkede en nyt glas på vej ud i køkkenet, hvor Julian indså, at de nok skulle være blevet i stuen, for selvom køkkenet ligesom resten af huset henlå i halvmørke, så flød det. Beskidt service, gryder med madrester, øldåser.

“Sæt dig bare,” sagde Kåre og ryddede et hjørne ved spisebordet i køkkenet, gik tilbage til køkkenbordet, tændte for elkedlen og fandt en termokande og en tragt frem.

“Nå, jeg har ikke mere kaffe,” sagde Kåre og satte sig over for Julian.

“Det gør ikke spor,” sagde Julian.

“Og hvad så?” ville Kåre vide, “du skal vurdere ham der … hvad kalder de ham?”

“Kannibalen fra Korsør,” sagde Julian og rystede på hovedet, “han hedder Bjarne Pedersen, og jeg har første samtale med ham i morgen.”

“Og ved du noget om kannibalisme?” spurgte Kåre.

“Ikke alverden,” indrømmede Julian.

Kåre drak.

”Men der findes åbenbart tre slags. Den slags, hvor artsfæller så at sige blot er en del af madpyramiden og nærmest er fast inventar på menuen. Den slags, hvor man tyer til kannibalisme for at overleve. Og den tredje slags, der er rituel eller magisk.”

“Okay,” sagde Kåre. “Og de tror, ham her er den rituelle slags, hvem havde han spist? Sin underbo?”

Julian nikkede.

“Blandt aber, men også blandt mennesker, har det været almindelig praksis, at man fortærede sin fjende for at overføre fjendes kraft til sig selv. På slagmarken kunne man få enorm kraft, både kødeligt og mentalt, ved at skære fjendens hjerte ud og spise det råt.”

“Så underboen var en fjende?” spurgte Kåre.

Julian trak på skuldrene, men ja, det var bestemt muligt, at Bjarne Pedersen havde betragtet underboen som en fjende.

“Okay,” sagde Kåre. “De vil have dig til at afkode hans ritual? Det giver jo god mening.”

Det gav bestemt god mening, for Julian Krause brystede sig med, at han vidste en masse om netop ritualer, om tvangshandlinger, om aggressionsforskydning.

Ikke nær nok skulle det vise sig.

PS. Hvis du ikke fik læst om Kåre i sidste års krimi-julekalender, Evangelisten, kan du finde første låge lige her.

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *