7. december: Den med den glade julestemning

Lørdag den 7. december, klokken 15:30, Tivoli, Kongens København

Julian og Simon var på vej rundt om springvandet. Lysene blinkede og spejlede sig i vandet. Luften var fyldt med latter og glade hvin, og der duftede af gran og julegløgg.

“Måske skal vi tage forbi og besøge hende på hospitalet på vejen hjem?” foreslog Simon.

Julian nikkede. “God idé.”

“Men først skal vi have pandekager med is,” sagde Simon. “Og så må vi altså vinde et eller andet, vi kan tage med til hende.”

“Kan vi ikke købe en gave?” foreslog Julian.

“Det er da meget sejere, hvis det er noget, vi har vundet, en bamse eller noget?”

Julian standsede, følte sig med ét meget træt og meget gammel.

“Kom nu far, det kan vi da sagtens,” sagde Simon og tog hans arm.

Julian tog sine handsker på. “Vi kan lave en aftale, jeg betaler, og du skyder eller slår eller spiller. Okay?”

“Klart,” sagde Simon.

“Hvordan er Lykke Lies forhold til … hvad hedder han nu, Schultz?” spurgte Julian og prøvede at få det til at lyde henslængt.

“Det er vist fint, tror jeg, hvorfor spørger du?”

“Ikke for noget,” sagde Julian hurtigt. “Jeg var engang med i et forskningsprojekt, hvor vi undersøgte plejebørns dannelse af relationer til nære omsorgspersoner, men det var selvfølgelig små børn.” Han trak på skuldrene.

“De skal jo giftes, ja, altså Eleonora og Schultz,” sagde Simon.

“Det ved jeg,” sagde Julian, og han glædede sig på Eleonoras vegne. Egentlig også på Lykke Lies.

Igennem længere tid havde han haft en nagende fornemmelse af, at Eleonora led af autofobi, altså en sygelig angst for at være alene. Efter deres skilsmisse, da Julian var taget til Oxford, var adoptivdatteren derfor kommet til at spille en stor og afgørende rolle i Eleonoras liv. Måske for stor?

For datterens skyld havde Julian derfor tænkt, at det var mægtig fint, da Eleonora havde fået sig en ny kæreste, som hun altså nu skulle giftes med. Eleonora havde naturligvis informeret Julian om bryllupsplanerne og givet ham datoen, for selvfølgelig skulle han da med. Og nej, Eleonora tog ikke et nej for et nej. No way.

Hun elskede selskaber, og mon ikke Alberto Event-planner med stort E allerede var i fuld gang med the-wedding-to-end-all-weddings? Dét var han nok.

Julians eget bryllup med Eleonora havde også været storslået, omend nok mere storslået end hyggeligt.

I sin tid, da Lykke Lie endelig var kommet til dem, havde det været en lykkelig tid. Kort, men lys og lykkelig.

Nu, når han tænkte tilbage, havde han selvfølgelig langt fra gjort tilstrækkeligt for at etablere og styrke sit bånd til datteren. Men det havde Eleonora til gengæld, gudsketakoglov for Eleonora, der forgudede Lykke Lie.

Da Julian tog til Oxford, blev Eleonoras og Lykke Lies bånd selvfølgelig stærkere og tættere. Nu havde de jo kun hinanden, indtil Schultz altså dukkede op.

Fint fint, havde han tænkt, fordi Lykke Lie så kunne få mere lov til at være en ung pige, der var sammen med veninder og ikke kun med mor.

Men nu kunne han ikke ryste den ubehagelige følelse af sig, at Lykke Lie måske alligevel ikke var så glad for det kommende bryllup.

Pjat, sagde han til sig selv. Selvfølgelig havde hun da ikke brækket benet for at få opmærksomhed. Det havde været en rideulykke, og man kunne ikke brække benet med vilje.

“Selvfølgelig ikke,” mumlede han.

“Hvad siger du, far? Den blå eller den hvide?”

“De er fine begge to,” sagde Julian, og Simon valgte den blå havfrue.

“Den bliver hun glad for,” sagde sønnen, og Julian nikkede.

“Og selvfølgelig er det da mega meget sejere, at vi har vundet den til hende.”

“Selvfølgelig,” medgav Julian og skammede sig over, at han ikke allerede havde besøgt datteren.

Da Eleonora ringede, var Lykke Lie netop blevet kørt til operation, fordi de var nødt til at sætte en skrue i benet, men senere kunne han jo godt have besøgt hende. Han kunne have udskudt Tivoli-turen med Simon. Herrestegud, hvis der var noget, Julian havde, var det jo netop tid.

“Skal vi tage af sted?” sagde han nu til samme Simon.

Simon nikkede, netop som Julians telefon begyndte at ringe.

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *