Søndag den 1. december, klokken 06:21, Albertslund, Storkøbenhavn

Den er ved at æde ham op.

Ikke lige nu, hvor han er ude på sin sædvanlige morgentur. Lige nu ligger den pænt rullet sammen, men han kender den. Præcis som en slange i dvale er det kun et spørgsmål om tid, eller i slangens tilfælde om temperaturen, før den ruller sig ud, bugter sig af sted, løfter hovedet og hugger til.

Hurtigt trasker han af sted, som om han kan gå fra den. Et øjeblik er det lige ved, han ler – dér i morgenstilheden. Det gør han selvfølgelig ikke, går blot videre i mørket, sætter den ene fod foran den anden. Af sted, af sted – det gælder om at være i bevægelse.

For den kan ramme ham hvorsomhelst og nårsomhelst, i løbet af et lunefuldt, ondskabsfuldt sekund. Ud af det blå hugger den til. Nogle gange begynder den i bunden af maven, eller som en krampe i benet, men pludselig er den der, allestedsnærværende og altforærende, og altid får den tænderne til at løbe i vand. Tit må han ligefrem tørre sig om munden.

Når den er allerværst, har han heldigvis minderne, fra film, fra bøger og fra den ene gang, hvor han selv gjorde alvor af det, før han havnede her. For sit indre kan han afspille minderne, og de kan dulme den lidt, trangen. Og han har armbåndet.

Netop nu, da han kommer ned for enden af gangen, standser han ved vinduet og begynder at dreje armbåndet rundt og rundt.

De små kugler er mørke og skinner ikke længere. Selvom han naturligvis kender alt til sølvs oxideringsproces, og snildt kunne han få dem til at skinne igen, gør han det ikke. For det er smukt, som det er, ikke sandt? Med patina, en smule mærket af tidens tand? Åh, jo da.

Det er blevet den 1. december, og vinteren er kommet. Men ikke som i gamle dage med sne og kulde, snarere med blæst og regn – ser det ud til. Han står helt tæt på det tunge gitter, der er boltet fast rundt om vinduesrammen.

Hvad han ikke ville give for en tur ude i den blæsende, regnfulde, kulsorte morgen, der kun oplyses af julelysene i et træ på den anden side af vejen. Kort blinker de i blå og grønne farver, derefter i rødt og orange.

Et øjeblik står han og stirrer på træet, men så vender han sig om og går tilbage. Den-ene-fod-foran-den-anden.

Hvis han møder en af de andre, hilser han naturligvis, men får sjældent en hilsen tilbage, alle er de åbenbart fanget – ikke kun her, men også i deres egne små verdener.

Midtvejs på gangen står en byste i en niche. Bysten forestiller en alvorligt udseende mand, og nogen har givet den en nissehue på. Han hilser på bysten, men den hilser heller ikke igen.

Egentlig forstår han udmærket, hvorfor de andre er her, for de taler om at forgribe sig på småbørn, om at voldtage og hævne, om at dræber. Han ryster på hovedet og glæder sig over, at der ikke er noget galt med ham. For han er jo ikke syg. Ikke det, der ligner, faktisk.

Det eneste, han savner, så det er ved at gøre ham både sjæleligt og korporligt syg, er Mors kærlighed. Men Mor er på plejehjem og kan ikke besøge ham.

Endnu engang vender han rundt og går tilbage ad gangen. Der er 57 skridt hver vej. Undtagen én gang, hvor der pludselig var 61, men det var nok, fordi han talte forkert, mon ikke?

På deres side giver lægerne ham naturligvis medicin mod hans craving, og på sin side lader han naturligvis, som om den virker. Play the game.

“Bestemt, helt bestemt,” forsikrer han overlægen. “Jeg har slet ingen lyst mere.”

Når han siger det, smiler han og nikker, slapper af i kroppen og læner sig tilbage i stolen. Stort smil. Men i virkeligheden bliver det værre og værre.

Måske skulle man tro, det hjalp her ved juletid med udsigten til gås og flæskesteg og juleand, men nej. Når trangen er værst, og han lukker øjnene, ser han for sig, hvordan kødet vil forlade benet. Skære-skære-skære.

Heldigvis har han en plan. I bedste Egon Olsen-stil har han en plan, og den er genial. Og enkel. Rasende enkel. Han har nemlig en baggrund som ingeniør med psykolog i ascendenten. Formentlig skal han snart testes, og dér vil han fremstå så tilpas gakket, at han bliver overflyttet til et psykiatrisk afsnit. Og man behøver ikke være ingeniør for at vide, at det er så meget nemmere at flygte derfra.

Han vender tilbage til sit værelse, bumper ned på sengen. Det flimrer for øjnene, og et øjeblik kan han næste ikke se.

Hvis … når han bliver overflyttet til den psykiatriske afdeling, kan han hurtigt overbevise dem om, at ham må have udgang for at besøge Mor.

Og når han besøger Mor på plejehjemmet, kan han fikse det. Han kan endelig overføre hendes kærlighed til sig selv. Han har aldrig rigtig mærket den, men selvfølgelig har hun den, hvilken moder elsker ikke sin eneste søn? Han skal nok finde den, hendes moderkærlighed, og internalisere den, og så bliver alt godt.

Hurtigt rejser han sig fra sengen og sætter sig ved det lille bord. Aftenen før gemte han et stykke ristet bacon, og nu griber han kniv og gaffel og kan næsten mærke, hvordan det vil føles, når kniven skærer hendes kød fri. Han kan mærke smagen.

Tilberedt kød, om det er ovnstegt eller grillet, er fint, men det seje, rå, blodige kød er …

Han tørrer sig om munden.

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

1 thought on “1. december: Den med planen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *