5. december: Den med baggrundstjekket

Torsdag den 5. december, klokken 07:15, Kits og Meriams hjem

Julian Krause følte sig som en anden stalker, da han gik rundt om det mørke hus i stedet for at ringe på. Heldigvis var der lys i køkkenet, hvor man nærmest levede hos Kit og Meriam.

Inden for i køkkenet kunne han se selvsamme Meriam sidde på slagbænken og læse avis.

Han gik hen og bankede på glasdøren og så hende fare sammen ved lyden. Hurtigt tog smilet dog over.

“Jamen, hej Julian, hvor hyggeligt.” Hun lød glad, men ikke overrasket.

Han lod sig omfavne og tillod sig at indsnuse duften af kanel og hjemlig hygge, en duft, der på sin vis altid hang om Meriam.

“Du kunne da have ringet,” sagde hun og lukkede døren ud til terrassen bag ham. “Eller ringet på?”

“Beklager,” sagde han. “Jeg er inkognito.” Og det håbede han virkelig, han var nu – efter han havde ringet til Oxford og indskærpet, at de endelig ikke skulle fortælle, at han var i Danmark, hvor han jo skulle have ro til at skrive. Eller noget. Dét havde de lovet.

“Fjollehoved,” hun lo. “David har da fortalt, at du var her, at han hentede dig i lufthavnen og installerede dig i et af de nye sommerhuse. Og der var også en eller anden mand, der ringede og spurgte efter dig.”

Godt så.

“Egentlig ville jeg gerne tale med Kit.”

“Hun sover, kom sent hjem fra sin vagt,” Meriam slog ud med hånden mod spisebordet. “Sæt dig, så laver jeg nogle friske boller til os, for du har vel ikke spist morgenmad, vel?”

Julian rystede på hovedet.

På vejen hen til køleskabet tændte hun for ovnen, og fra køleskabet tog hun en plasticskål med låg ud, greb to skeer og formede hurtigt to rækker boller på en bageplade.

“Vil du have kaffe?”

“Ja tak,” sagde Julian, og et kort øjeblik savnede han den tid, han havde boet sammen med Meriam. Det var nu skønt at have nogen til at tage sig af én, især når man ikke var supergod til egenomsorg. Men det var næsten 20 år siden, de var blevet skilt og drevet i hver sin retning. Han holdt meget af Meriam, men måske mere som en søster.

“Hvordan går det?” spurgte Julian. “Med jer og med Simon?”

“Det går fint, tak,” sagde Meriam og satte en kop kaffe foran ham. “Du ringer vel til ham?”

Julian nikkede.

“Hvordan går det med dig?” spurgte Meriam. “Og hvorfor er du her, i Danmark mener jeg?”

“Jeg er blevet bedt om at vurdere en forvaringsdømt,” sagde Julian. Og det var jo ikke usandt.

“Og i går skete der så det, at jeg blev opsøgt af en tidligere kollegas eks-mand, det var ham, der ringede til dig. Han havde brug for min hjælp.”

“Åh, Julian, der er altid nogen, der har brug for din hjælp. Han lød nu også lidt desperat, vil jeg næsten sige. Hvad drejer det sig om denne gang?”

“Hej Julian,” sagde Kit henne fra døren, “hvor hyggeligt at se dig, David sagde jo, at du var her.”

“God morgen, min skat,” sagde Meriam og rejste sig, kyssede sin kone og satte bollerne i ovnen. “Morgenmad om et øjeblik, og så har Julian vist brug for din hjælp, tror jeg.”

“Sig frem,” sagde Kit og tog sig en kop kaffe, satte sig ved siden af Julian.

“Jeg går lige i kælderen og ordner vasketøj,” sagde Meriam, mens en liflig duft af hjemmebag bredte sig i køkkenet.

“Tak,” sagde Julian og rømmede sig. Desværre forekom sagen ham lidt tosset.

“En gang, way back when, var jeg med i et forskningsprojekt, hvor vi undersøgte plejebørns relationer til deres plejeforældre. Især var vi selvfølgelig interesserede i at undersøge, hvornår og hvordan disse relationer udviklede sig til at være gode og stærke.”

Kit nikkede.

“Vi var en gruppe af forskere, og en af disse, Helene Tuxen, er åbenbart blevet slået ihjel.”

“Navnet siger mig ikke noget,” sagde Kit.

“Okay,” sagde Julian. “Men hun er altså død, og i går fik jeg så besøg af hendes mand, eller hendes eks-mand faktisk, Thomas hedder han, og han påstod, at han ved, hvem der står bag mordet.”

“Okay,” sagde Kit og rettede sig op i stolen.

“I forskningsgruppen var der nemlig også en ung assistent, Miguel Comte hed han, og Thomas er sikker på, at han er morderen.”

“Okay,” sagde Kit.

“Præcis. You look just like I feel.”

“Hvorfor går han så ikke til politiet, denne Thomas, med så voldsom en mistanke?”

“Det har han sådan set også gjort, men politiet troede vist nærmere, at det var ham, altså Thomas, der havde gjort det.”

“Okay,” sagde Kit igen.

“Og derfor vil jeg høre, om du kan undersøge den unge Miguel Comte?” spurgte Julian.

Han sagde ikke, at han selv havde tænkt sig at tage en snak med selvsamme Miguel Comte, ja, faktisk havde Julian allerede ringet til ham dagen før. Fra den nye mobiltelefon, han havde købt, med det anonyme taletidskort.

Miguel havde ikke taget telefonen, og Julian havde ikke lagt en besked, fordi han pludselig havde fået den sære indskydelse, at Thomas måske alligevel kunne have ret. Og hvis Miguel virkelig var morder, gjorde det måske ikke noget lige at få et baggrundstjek på manden, inden Julian bankede på hans dør. Vel?

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *