4. december: Den med en bøn om hjælp

Onsdag den 4. december, klokken 15:12, Nordsjælland

Julian Krause havde gået en formiddagstur i området, og nu var han ude på sin eftermiddagstur langs stranden. Det blæste, og der lugtede af tang, og han mødte ikke så meget som en frysende hundelufter, men det var nu også møgkoldt.

Fint nok, sagde han til sig selv, som han traskede af sted, bestemt fint nok, at han var alene, endelig alene.

Da han kom til broen, drejede han af og fulgte vejen op til den lille købmand, hvor han købte mælk og en pakke småkager.

På pladsen foran købmanden stod et lille, skævt juletræ med en lysende julemand i sin kane på toppen.

Manden bag disken var i en rød og grøn julesweater med samme julemand-i-kane-trukket-af-rensdyr på. Muligvis var han juletypen, men tydeligvis ikke den snakkesalige type. Det var nu også lige meget, for Julian havde ikke brug for nogen at snakke med, han havde det ganske udmærket i sit eget selskab. Helt bestemt – thank you very much.

Sommerhuset lugtede muggent, da han endelig nåede tilbage og låste sig ind, men han var alligevel glad for at være hjemme igen. “Hjemme” igen.

Dagen før havde David hentet Julian i lufthavnen og beredvilligt lånt ham sommerhuset, ja, faktisk havde David insisteret på, at Julian skulle låne et sommerhus.

“Hvor er det hyggeligt, det er superhyggeligt, at du er her, og selvfølgelig skal du da ikke bo hotel, og slet ikke nu. Jeg er nemlig lige i gang med et projekt.”

David var altid i gang med et projekt, og et af de aktuelle projekter handlede belejligt nok om udlejning af sommerhuse i Nordsjælland.

“Tak,” havde Julian sagt. “Og tak, fordi du hentede mig i lufthavnen.”

“Selvfølgelig,” havde David sagt, og derefter var de tøffet hele vejen op gennem Sjælland i Davids gamle Saab. Lidt ståltråd her, en enkelt strip der og et tæppe til at dække det værste. Så var de da flyvende.

Julian havde følt, at han havde holdt vejret hele vejen op gennem Sjælland. Men måske var det mindre på grund af den faldefærdige bil og mere på grund af kørslen i den forkerte side af vejen? Især rundkørslerne var kvalmende foruroligende.

På vejen til sommerhuset havde David underholdt med flere af sine nye projektideer, og de havde provianteret og var kørt til sommerhuset, et stort toetagers skrummel af et træhus med en muret garage for enden. “Alpehytten” hed det, fordi sommerhuse har navne, forklarede David. Selvfølgelig har de det.

De var dog kun lige ankommet, før David desværre havde været nødt til at køre tilbage til byen, fordi der var gået kludder i et andet af hans projekter.

“Udlejning af juletræer. For at skåne miljøet, du ved?” havde David sagt.

Desværre var den gartner, der skulle udleje træerne, netop gået i betalingsstandsning, og derfor var David nødt til at finde en anden planteskole, der kunne tage træerne i kommission.

Julian havde forsikret David om, at det naturligvis var helt i orden.

“Faktisk har jeg brug for at være lidt alene, det var jo derfor, jeg kom til Danmark,” havde Julian sagt og havde forsøgt sig med en lille latter.

Måske ikke hele sandheden, men for første gang i lang tid havde Julian sovet godt om natten, tungt og længe.

Nu låste han sommerhusets hoveddør bag sig, gik ud i køkkenet og stillede mælken i køleskabet. Satte vand over til kaffe. Mens han ventede på at vandet skulle koge, funderede han over den uvante rastløshed, der sneg sig ind på ham.

De ubehagelige grublerier blev dog afbrudt, da det ringede på døren.

Det kunne ikke være David, for han var i Jylland med sine juletræer. Men der var ingen andre, der vidste, at Julian var her, så måske var det David alligevel? Eller, han ville da have ringet, ville han ikke?

Et øjeblik blev Julians hænder klamme og hans åndedræt staccato. Hvorfor havde han dog ikke trukket gardinerne for? Han stod helt stille og overvejede, om han mon kunne kravle ind under spisebordet. Eller kunne han mon nå hen til trappen og smutte ovenpå?

Det bankede hårdt på døren

Forsigtigt krabbede han sig et par skridt til siden og så en mand gennem den matterede rude i hoveddøren. Han pustede luften ud. Godt så. Men det var en slank mand, og altså ikke David. Måske en nabo?

Julian tørrede hænderne af i bukserne og gik hen til døren, åbnede den.

“Hej hej,” sagde Julian og kørte en hånd gennem håret og skammede sig svagt over, at han ikke var lige så velklippet som den mand, der stod uden for døren, var.

“Øhm,” sagde manden på dørtrinnet og skubbede brillerne op på næsen.

“Øhm, hej,” sagde Julian og gjorde det samme.

Bortset fra, at manden var lidt for velklippet, lidt for slank og tilsyneladende i alt for god form, lignede han en yngre udgave af Julian. Samme statur, samme kropsbygning, samme blik.

“Jeg hedder Thomas, kan du huske mig?” sagde manden og rakte hånden frem. “Thomas Tuxen.”

“Julian Krause,” sagde Julian og tog hånden. Men nej, han kunne ikke huske manden, selvom efternavnet sagde ham et eller andet.

“Vil du ikke indenfor?” spurgte Julian.

“Jo tak,” sagde manden, der åbenbart hed Thomas, og smilede, mens Julians sære fornemmelse af spejling tog til. Han slog ud med hånden mod spisebordet i køkkenet.

“Må jeg spørge, hvordan du vidste, jeg var her?”

“Jeg fik fat på en sekretær på dit universitet, der sagde du var i Danmark. Og så ringede jeg til din eks-kone Meriam, der gav mig nummeret til din svoger, David.”

Julian nikkede. Så meget for at være inkognito.

“Men altså, jeg har brug for din hjælp,” sagde Thomas, “du kendte min kone, Helene.”

Åh. Helene Tuxen. Selvfølgelig.

“Ja da,” sagde Julian. “Vil du have en kop kaffe?”

“Ja tak,” sagde manden og satte sig. “For nogle år siden var du med i en projektgruppe, I var med i en projektgruppe sammen, dig og Helene, hvor I forskede i plejebørns relationer til deres plejeforældre?”

“Ja,” sagde Julian og hældte kogende vand over pulveret i de to kopper.

Han rørte rundt og tog kopperne med hen på bordet, trak en stol ud og satte sig. En tung træthed lagde sig om ham.

Det havde været et krævende projekt. Plejebørns relationer og relationsdannelse til nære omsorgspersoner. Der havde været så megen smerte og så mange forpinte relationer i projektet. De havde haft en 10-11 cases, så vidt han huskede. Heldigvis var han blevet inviteret til Oxford og var sluppet for projektets endelige konklusioner.

“Men altså, min kone,” sagde Thomas, “hun døde jo, ja, hvis du ikke allerede ved det?”

Julian rystede på hovedet.

“Nej, det vidste jeg ikke. Det gøre mig ondt.”

“Det er faktisk lige sket,” sagde Thomas. “Og hun blev myrdet.”

“Okay,” sagde Julian, “voldsomt. Det er jeg da frygtelig ked af at høre.”

“Ja, hun var jo sådan set min eks-kone.”

“Okay,” sagde Julian igen og tænkte, at Thomas virkede voldsomt forpint. Måske var skilsmissen nylig?

“Men grunden til, at jeg gerne vil tale med dig, ja, grunden til, at jeg er her nu, det er jo fordi, jeg ved, hvem der gjorde det.”

Thomas holdt en pause og skubbede igen brillerne op på næsen. Julian gjorde det samme.

“Jeg ved, hvem der myrdede hende, men jeg har brug for din hjælp til at bevise det.”

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

1 thought on “4. december: Den med en bøn om hjælp

  1. Fin detalje med julemand-i-kane-trukket-af-rensdyr både i det forkomne træ og på købmandens triste julesweater – du er da rigtigt i dit S på den gode Pernille Rattleffske måde – lover godt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *