2. december: Den med den insisterende prikken

Mandag den 2. december, klokken 07:02, Julian Krauses lejlighed, Oxford Universitet

Uden at tænde lys sneg Julian Krause sig fra soveværelset ud i gangen og videre ind i stuen. Rundt om skrivebordet, hvor han standsede og kiggede hen på vinduet, som han klogelig havde trukket de tunge gardiner for, men ikke helt for.

Midt for det store vindue var der en smal sprække på vel to centimeter og for begge ender af vindueskarmen var der ligeledes smalle sprækker, hvor han kunne kigge ud mellem væggen og gardinet.

Han havde sågar købt et lille spejl, der sad fast på en pind, som han diskret kunne hejse op og kigge i.

Det var ikke elegant, snarere en blanding af ynkeligt og pinligt, men alligevel kravlede han på alle fire hen over gulvet, hen i mod sprækken mellem væggen og gardinet. Da han nåede frem, satte han sig med ryggen til vinduet, og løftede langsomt pinden med spejlet. Desværre havde han kun prøvet det i dagslys, og nu kunne han selvfølgelig ikke se andet end sort-i-sort.

Ærgerlig lagde han spejlet på pinden fra sig på gulvet og mærkede efter. Men jo, det prikkede. I nakken, i hovedbunden, i fingrene, så mon ikke hun var der? Julian greb fat i karmen og halede sig op at stå, i skjul bag gardinet. Håbede han.

Og bang, der stod hun, selvfølgelig stod hun dér, på lur, på vagt, på spring. Jøsses.

Midt på plænen stod et stort juletræ og strålede i mørket. Hvornår var det mon kommet?

Som altid havde hun høretelefoner i ørerne – også selvom hun i dag undtagelsesvis var i selskab med en veninde. Nogle dage havde hun en kort frakke på, andre dage en lang. Men de fingerløse vanter var altid de samme. Og hun havde altid en grøn hue på. Eller en grøn taske. Eller grønne støvler.

Note to self: Hvis man gerne vil være forklædt og uigenkendelig, skal man droppe sin signatur.

Naturligvis vidste Julian om nogen, hvor svært det var at kontrollere sin OCD. Igennem 20+ år havde han forsket i menneskelige sindslidelser, og han kendte dem, symptomerne, i alle deres former, farver og afskygninger.

Faktisk havde de fleste af os nogle afvigende psykiske træk, men gudsketakoglov var det kun de færreste af os, der var alvorligt psykisk syge. Skizofrene og psykopater var heldigvis sjældne, paranoikere og stalkere desværre not so much.

Normalt kom stalkeren i fem varianter; naturligvis var der typen, der stalkede de kendte. Derudover var der den kiksede type, der stædigt og insisterende blev ved, selvom det var tydeligt for enhver, at tilnærmelserne ingen interesse have. Og så var der den afviste, den hævngerrige og den psykopatiske stalker.

Desværre sagde Julians erfaring ham, at kvinden, der stod nede på plænen foran hans vindue, var den afviste af slagsen – med ubehagelig og overhængende fare for at udvikle sig til den hævngerrige, måske endda den psykopatiske, stalker.

Hun var en af hans studerende, og det var begyndt på helt sædvanlig vis.

Om doktor Krause ville læse hendes essay? Egentlig ikke, men han havde gjort det alligevel.

Om de kunne mødes og drøfte det videre litteraturvalg? Faktisk havde han ikke tiden til det, men et kort møde kunne han måske godt presse ind.

Om de kunne spise frokost sammen? Eller middag? Nej. Et stort, rungende nej. A world of no. Det var ikke blevet taget godt imod, og Julian var begyndte at se sig over skulderen.

Desværre var hun her, der og allevegne, hun kom til alle hans forelæsninger, og når han havde studiekredse, stod hun, ganske tilfældigt og sådan helt en passant, og ventede på gangen ude foran. Om morgenen gik hun frem og tilbage neden for hans vindue med hørertelefoner i ørerne og snakkede lystigt. Som om hun narrede nogen, ikke Julian i hvert fald.

Måske ville han blive nødt til at tage det op med dekanen?

Og selvom det muligvis var begyndt som en mild irritation, var alt dette hurlumhej langsomt og sikkert ved at drive ham ud i tovene. Han havde svært ved at falde i søvn, han vågnede alt for ofte og alt, alt for tidligt om morgenen, sneg sig rundt i mørke i sin egen lejlighed, indkøbte spionudstyr for crying out loud.

Hvis det ikke var så latterligt, ville han have grinet. Højt. Men som han stod der i den mørke stue, ved vinduet og småfrøs, grinede han ikke.

Kernen i Julians forskning var aggressionsforskydning, og på sin vis havde han en fornemmelse af, at det også var tilfældet med den unge, grønne kvinde. Ikke nødvendigvis forskydning af aggression, men måske af kærlighed eller manglende familiære bånd?

Måske så den unge, grønne kvinde ham som en slags faderfigur? Og nu lo han faktisk. Kort og krampagtigt, for hvis der var noget, han absolut ikke var, var det da en god far.

Han stønnede og lænede sig op ad væggen. Det var på tide at komme videre. Dagens forelæsning, årets sidste, kaldte på ham, og normalt ville han have glædet sig.

Møjsommeligt skubbede han sig ud fra væggen, netop som telefonen i opladeren på skrivebordet begyndte at ringe.

Insisterende blev den ved og ved og ved.

Læg årets krimi-julegave under juletræet

Kender du en nysgerrig krimi-elsker, der skal forkæles juleaften? Og har du lyst til at lægge en nervepirrende læserejse under juletræet?

Så kan du netop nu give min nye kriminalroman, Stedfortræderen, om psykiater Julian Krause til en, du holder af.

Stedfortræderen begynder med nedslagtningen af en af Danmarks mest magtfulde erhvervsfamilier. Manden bag forbrydelsen bliver døbt den tavse morder, og han indsættes på den topsikrede afdeling på behandlingshjemmet Frydenlund.

Imens forsker den anerkendte professor og psykiater, Julian Krause, i personlighedsforstyrrelser i Oxford. Men under et besøg i Danmark bliver der begået et bestialsk mord i hans egen familie. Forbrydelsen viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden.

Lyder Stedfortræderen som en god gaveidé? 

2 thoughts on “2. december: Den med den insisterende prikken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *