Mandag den 24. december, klokken 00:05, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Bispebjerg Hospital

Julian fulgte ildsporet, der løb hen over gulvet. Et øjeblik stod han som forstenet og stirrede, så sprang han ind i rummet og begyndte at sprøjte skum ud over flammerne. Han blev ved og ved, indtil skumslukkeren var tømt, og hele gulvet var dækket af et tykt, hvidt lag skum. Der stank af benzin.

Tøvende gik han ind i værelset, netop som der lød et nyt ’puf’ uden for vinduet. Et højt skrig skar gennem luften, og flammerne buldrede. Julian skyndte sig hen til havedøren, men brændte sig på det varme metal, da han prøvede at åbne den.

På den anden side af havedøren skreg den brændende kvinde og faldt om på jorden, mens hun fægtede med armene. Hun var i uniform.

Brandfolk kom løbende, men Julian var sikker på, det var for sent for kvinden. Hun havde ønsket det sådan. Han tog en knyttet hånd op foran munden og vendte sig bort, mens kvalmen steg op i halsen på ham.

Først da hørte han en banken fra skabet henne i hjørnet. Skabet, som ildsporet havde været på vej hen til.

Hurtigt tog han en handske på den ikke-forbrændte hånd og gik hen og åbnede skabet, hjalp Kåre ud. En fortumlet og omtåget Kåre, der stank af benzin og havde gaffatape om munden.

“Jøsses!” sagde Julian og støttede barndomsvennen ud af værelset, hev ham ind på værelset overfor og fik ham ind i brusebadet, tændte for vandet.

“Jøsses,” gentog han.

Kåre fik både tøjet og gaffatapen af, hostede og gispede. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvordan skal jeg nogensinde takke dig?”

“Det er okay,” sagde Julian, “jeg er glad for, at jeg nåede det.”

“Også mig,” sagde Kåre og snøftede.

Julian fandt et håndklæde til ham, rakte det ind i brusekabinen. “Det er overstået nu. Hun er død. Pigens mor er død.” Henne ved vasken holdt Julian sin forbrændte hånd ind under det kolde vand.

Et øjeblik sagde ingen af dem noget. Kåre slukkede for vandet i brusekabinen og snøftede en sidste gang: “Er det min skyld, Julian?”

Julian trak på skuldrene. Det menneskelige sind var i sandhed en skrøbelig og vanskelig størrelse.

“Det er min skyld,” sagde Kåre, “jeg troede, jeg kunne fjerne deres fobier, troede jeg kunne omvende dem. Og det lykkedes jo. Jeg fik kureret en ung mand for højdeskræk og en pige for sin fobiske angst for søer.”

Men dødsangsten hos den unge mand var blevet vendt til et ønske om at dræbe andre, og den unge piges pyrofobi var blevet vendt til pyromani. Og muligvis et ønske om at blive ét med ilden.

“Jeg har din ryg,” sagde Julian. Og det havde han.

Den officielle historie ville være, at moderen havde hævnet sig på de personer, hun mente var ansvarlige for hendes datters død. Hvorfor datteren havde valgt at overhælde sig med benzin og brande op juleaften, ville aldrig blive opklaret. Som bekendt var det menneskelige sind nemlig en skrøbelig og vanskelig størrelse.

Forklaringen havde en betydelig grad, ja, nærmest et skær, af sandhed over sig.

På mange måder mindede det om Jægeren. Moderen havde formentlig også fået en åbenbaring og var gået i hellig krig. Hun havde set sig selv som en apostel, den eneste, der havde fat i den rigtige, i den sande historie. Lige som Maria Magdalene havde haft i Maria-evangeliet og Thomas i Thomas-evangeliet, hvor de udvalgte logia var hentet fra.

De ville nok aldrig vide det med sikkerhed, men Julian var ikke i tvivl om, at moderen var fanatiker og fuldt og fast havde troet på, at hendes version var den rigtige. Hvad den muligvis også var, i hvert fald til en vis grad.

Julian havde spurgt sig selv, hvorfor Kåre dækkede over Jelling. Det rigtige spørgsmål havde været det omvendte: Hvorfor dækkede Jelling over Kåre? Svaret var formentlig, at både Kåre og Jelling var villige til at gå langt i deres forsøg på at kurere sygdomme med eksperimentel medicinsk behandling. Lidt for langt? Alt for langt?

Jelling havde bedt Julian om at vurdere resultatet af Kåres eksperiment. Og det havde været tæt på at koste Jelling livet.

“Sandelig noget af et juleeventyr,” sukkede Julian, netop som tunge, løbende skridt kunne høres på gangen.

”Tak, Julian.”

“Selv tak, min ven.”

Og det blev ikke sidste gang, Julian skulle redde barndomsvennen.