Søndag den 23. december, klokken 22:30, Meriams og Kits hjem

”Omvendt.” Julian vågnede med et sæt og kiggede rundt i mørket. Hvor dælen var han?

En spinkle lysstråle faldt ind gennem vinduet. Lå han på en sofa? Hvad hulen …?

”Omvendt,” gentog han og rømmede sig, lukkede øjnene igen, prøvede at fange det tågede tankegods, der flød rundt.

Jægeren havde genskabt sit barndomstraume med omvendt fortegn.

Den unge mand, som Jelling havde bedt Julian vurdere, og som havde spærret dem inde i krybekælderen under Frydenlund, havde sagt, at han var blevet omvendt.

Jelling eksperimenterede på psykisk syge og sårbare mennesker.

Kåre dækkede over Jelling.

Julian åbnede øjnene, satte sig op i sofaen.

Dagen før havde David været forbi, og som altid, når Meriams bror var involveret, havde stemningen været høj og lystig. De var kommet sent i seng, og hele dagen i dag havde Julian befundet sig i en underlig døs. Ligesom efterforskningsholdet var han ikke træt, men snarere et sted mellem udmattet og næsten-brugt-op.

Men nu var han lysvågen og rejste sig fra sofaen i Meriams og Kits mørke stue.

Her til aften havde han spist de rester, Meriam havde sat frem til ham i køkkenet. Alene, fordi Kit var på arbejde og Meriam til julefrokost. Derefter havde han siddet i sofaen, mens mørket var blevet mere og mere intenst.

Det var ikke så meget en bevidst handling, det var bare sket, nærmest af sig selv. Julian havde lagt sig ned (var væltet om) på sofaen og havde trukket tæppet op over sig. Naturligvis havde det aldrig været meningen, at han skulle sove, han skulle bare lige lukke øjnene et øjeblik, klare tankerne, få sit fokus tilbage. Bare et øjeblik.

Et blik på armbåndsuret fortalte, at han havde sovet i næste to timer. Klokken var guddødeme halv elleve.

Fredag havde Julian tilbragt hos Københavns Politi, og allerede om eftermiddagen havde politiet fundet den brand, de mente, var den rigtige. En gruppe unge var brændt ihjel i et shelter, en hytte, der lå i et træ, i skoven bag Tangen Efterskole. Det var ganske vist sket om sommeren, og det var to år siden, men to drenge og to piger var døde.

Ingen af de unge mennesker havde gået på efterskolen, men efterforskningsholdet satte alt ind på at finde især de to pigers fædre. Den ene piges far var læge på Odense Universitetshospital. Men han var angiveligt på en konference til midt i januar måned i Washington. En hasteforespørgsel var sendt til FBI.

Desværre var Julian ikke sikker på, at shelter-branden var motivet, og han havde indtrængende bedt Kit om at lede videre.

Det havde hun gjort, og et andet bud var en ung kvinde ved navn Sophia Hjort, der fra hun var helt lille, havde lidt af alvorlige angstanfald. Pigen havde modtaget specialundervisning, og i flere perioder havde hun været institutionsanbragt. Og hun var død den fjerde søndag i advent året før. Dét lød langt mere sandsynligt i Julians ører, omend der var et alvorligt problem med dén idé.

Af uforklarlige grunde var den unge Sophia Hjort netop juleaften taget ned på en tankstation, hvor hun havde købt en dunk benzin. Derefter var hun taget ned i Utterslev Mose, hvor hun havde bundet sin ene hånd fast til et grantræ med et stykke ståltråd. Brandteknikerne gættede på, at hun havde hældt benzinen ud over sig selv og det lille træ. Og sat ild til sig selv og træet. Ståltråden skulle åbenbart sikre, at hun ikke fortrød, eller i hvert fald ikke kunne løbe fra branden. Det var gået hurtigt.

Ingen forstod hvorfor, og der blev fremsat forskellige teser. Først troede politiet, at det havde været en hævnaktion, men da videooptagelsen af pigen, der købte benzin på tanken, dukkede op, gik man over til at tro, at det havde været med vilje, om end en besynderlig måde at begå selvmord på. Desuden havde pigen været i bedring, angsten var aftaget, og hun var hverken medicineret eller anbragt.

Pigens fader var ganske rigtig læge, men han var også død for flere år siden, længe før datterens selvmord.

“Jøsses!”

Julian burde ha’ vidst det, han burde for dælen da ha’ set det.

Han for gennem stuen, hen ad gangen og ud i køkkenet.

Kit kom ind fra terrassen, hun var bleg.

“Er du vågen?” snøvlede Meriam, “jeg ville ikke vække dig, fordi du virkede—”

“Kit,” afbrød Julian, “jeg ved, hvem det sidste offer er, det haster!”

Med adrenalinen og pulsen pumpende løb han efter hende gennem huset, ud af hoveddøren og hen til bilen. Der var snefnug i luften og sjap på jorden.

“Hvorhen?” Kit startede bilen.

“Caput,” mumlede han, “jeg burde have set det.” Julian holdt fast i stroppen over døren. Et øjeblik kunne han dårligt trække vejret.

“Jeg kan ikke høre, hvad du siger?”

“Kør,” råbte Julian, “kør! Vi skal til Herlev. Dyrespringvej. Hjem til Kåre og Annika.”

Han kunne ikke gøre noget ved den knugende fornemmelse af, at det var for sent. Alt for sent.

”Fortæl,” sagde Kit.

”Jeg tror,” sagde Julian, ”at Brandmanden tager livet af dem, han ser som hovedansvarlige for datterens død.”

”Men Kåre?”

”Jeg tror, datteren har været indlagt til behandling hos Kåre.” Det var dér, hun var blevet omvendt, kureret for sin paniske angst for ild. Kureret lidt for godt, for nu at sige det på den måde.

Kit tog et hårdt højresving, og Julian blev kastet imod døren.

”Husk på, at virkeligheden og realia ikke betyder noget for morderen,” sagde han, netop som Kit parkerede på vejen uden for Kåres og Annikas hus, ”det vigtige er, hvordan det er konstrueret i hans hoved.”

De løb op ad indkørslen. Huset var mørkt bortset fra en hjerteformet lysdekoration i køkkenvinduet. Flere af pærerne var gået, så det var et noget amputeret hjerte.

Kit ringede og bankede, indtil døren blev åbnet af Annika i morgenkåbe.

”Jøsses, hvad sker der? Julian?”

”Vi skal tale med Kåre,” sagde han hurtigt.

Men Kåre var ikke hjemme, fordi han jo “havde taget ekstravagter hele julen”. Anførselstegnene var tydelige og stemmen tyk af foragt.

“Hvad betyder det?” sagde Kit, “er han på arbejde, eller har han en affære, eller hvad?”

Annika trak på skuldrene.

“Annika,” sagde Julian og tog fat i hendes skulder, “har Kåre fået et mærkeligt brev? Det er vigtigt, Annika.”

Et øjeblik sagde hun ikke noget.

“Annika?” gentog Julian.

“Han har fået et brev,” sagde hun og kiggede trodsigt på ham, “det lå i postkassen, og jeg troede, det var fra hende,” ordet blev vrænget ud, “der stod kun hans navn på det, og så var der tegnet et stort hjerte. Det var jo latterligt.” Annika knyttede armene foran brystet.

“Hvad stod der i brevet?”

“Jeg tog et billede af det, og det var i hvert fald ikke et kærestebrev. Skal jeg lige hente min mobiltelefon?”

“Ja tak.”

“Gerne.”

Annika kom hurtigt tilbage og viste dem billeder af både konvolutten og brevet. Umiddelbart lignede det samme håndskrift som på konvolutten, de havde fundet hos præstedatteren.

Logionen i brevet til Kåre lød:

“Vælges ud blandt tusinde!
Her vises Peters nåde.
Judas også blev valgt ud,
Det er for os en gåde.
Hykleriet er
vores fast rolle.
Vi har nok at gøre med
facaden ret at holde.”

“Judas,” mumlede Julian.

Som i de andre breve stod der derefter:

Hvornår skal man vende den anden kind til, og hvornår skal man slå igen? Hvornår er noget retfærdig gengældelse, og hvornår er det hævn? Hvornår er straf og død nødvendig i retfærdighedens tjeneste?

Den afsluttende hilsen var denne gang: “Julen er hjerternes fest. Operation Caput slutter ved midnat den fjerde søndag i advent. Lad der blive lys!”

I brevet til præsten havde der stået: “Lad Operation Caput begynde. Lad der blive lys!” Dengang havde Julian ikke tænkt nærmere over det, han havde ikke forstået betydningen. Troede, at brevet hentydede til en fanatikers tanke om en operation, der skulle gøre det hele forbi. Troede, der skulle have stået kaput. Slut-kaput. Måske lidt problemer med stavningen?

Men jøsses, hvor han burde have set det. Simons fodboldvenner, der spillede fodbold på FC Caput. Sjovt, fordi det var en fagterm. Hylende sjovt. Hvor var han dog et kvaj.

Caput var latin og betød hoved. Brandmanden var på jagt efter de hovedsyndere, der, efter hans mening, stod bag datterens tragiske død.

Præsten, der havde lyttet til pigen og rådet hende til gå i behandling, sang- og dramalæreren, der havde opfordret hende til at se på livet som et teater. Juristen, der ikke kunne hjælpe med at få den hovedansvarlige dømt.

Og netop den hovedansvarlige, lægen selvfølgelig, psykiateren, der havde kureret pigens fobiske angst for ild. Kureret den i en sådan grad, at den stakkels pige havde sat ild til sig selv og var brændt ihjel.

“Hvad sagde Kåre til brevet?” ville Julian vide.

“Det ved jeg ikke.” Hun trak på skuldrene.

“Vi er nødt til at finde ham,” sagde Julian, “tror du, han er på arbejde?”

“Måske,” sagde Annika, “hvem ved?”

“Prøv om du kan få fat på ham, og ring til mig, hvis du finder ham,” Julian vendte sig mod Kit, “vi må prøve hans arbejde. Kom!”

“Hvad sker der, Julian?” Annika tog fat i hans arm.

“Vi må finde ham,” gentog Julian blot, “men prøv at få fat på ham, og få ham til at ringe til mig, med det samme, hvis du gør.”

“Okay,” sagde Annika.

Tilbage i bilen slog Kit både blink og sirenen til. ”Er du sikker, Julian?”

”Ja,” sagde han uden tøven, ”hende pigen, du fandt, hende, der døde for et år siden—”

”Hendes far var jo også død,” afbrød Kit.

”Ja, og han var læge, det ved jeg, men hvad med pigens mor? Var hun også læge?” Julian havde været sikker på, at det ikke var en kvinde, der stod bag, men det var åbenbart ikke kun præstekonen, der kunne tage fejl. Brandmanden var i virkeligheden Brandkvinden. Det måtte være sådan.

”Det ved jeg ikke, men jeg kan undersøge det.” Kit afgav en melding over radioen. ”Er på vej til det børne- og ungdomspsykiatriske center på Bispebjerg Hospital. Har brug for backup og brandvæsen, den fjerde brand er måske i gang dér. Og jeg har brug for en melding om moderen til den anden døde pige, Sophia Hjort. Er moren læge?”

”Modtaget. Sender politi og brandvæsen. Vender tilbage om moderens baggrund.”

De ræsede ind ad Lyngbyvejen, drejede af og tog Tuborgvej til Tagensvej, indtil de endelig drejede ned ad Bispebjerg Bakke. Kit var heldigvis en dygtig bilist, og turen havde ikke taget mere end et kvarter.

Lysene, der strålede fra kæder og træer på det kunstneriske og eksperimenteren skihopbakke-byggeri, stod i skærende kontrast til det mørke og afvisende psykiatriske center for enden af vejen.

Der var både politi og brandbiler, men hovedbygningen var mørk. Som i fuldstændig mørk.

Og ingen brand.

Radioen krattede, netop som de standsede og åbnede dørene: ”Sophia Hjorts mor er ikke læge. Hun er major i hæren, muligvis udstationeret.”

Selvfølgelig. Han havde jo selv tænkt det, at Brandmand—, at Brandkvinden måske ikke var læge, men simpelthen bar uniform. Og ’Operation Caput’ havde selvfølgelig været en militær operation, ikke en medicinsk. For dælen da, han havde jo selv tænkt, at mordet på præsten og vel egentlig også de andre mordbrande mindede om militære operationer gennemført at en kompetent og kapabel fagkyndig. Jøsses.

”Det er hende,” råbte Julian, ”moderen, det er hende vi leder efter.”

“Okay,” råbte Kit, ”Kåre svarer stadig ikke?”

“Nej,” sagde Julian, ”men han har kontor derinde,” Julian pegede på den mørke hovedbygning.

”Der er ingen i hovedbygningen.”

“Den døde pige, var indlagt her på stedet,” sagde Julian, “på hvilken afdeling, ved du det?”

“Jeg finder ud af det,” sagde Kit.

Men det var ikke nødvendigt, for Julian vidste, hvor hun havde haft værelse. Kåre havde vist ham rundt. Havde forklaret, at han havde fået oprettet et særligt sikret afsnit til de fobikere, han havde behandlet. Behandlet og kureret, som beskrevet i den artikel, han stolt havde givet til Julian. Og Julian var blevet bekymret for vennen, var han ikke? Åh jo, alvorligt bekymret. Og bekymringen var ikke blevet mindre, da Julian havde opdaget, at Kåre også havde behandlet den unge mand, der spærrede Julian og Jelling inde i kælderen under Frydenlund og i øvrigt prøvede at tage livet af Jelling.

Herrestegud, han havde endda set hjertet, det store hjerte, der var udskåret i døren i hjørneskabet, hvor den unge pige havde gemt sig, når verden truede med at oversvømme hende. Et hjerte magen til det, der var tegnet på Brandkvindes brev til Kåre.

Julian satte i løb, langs villaen, ind gennem lågen, gennem den mørke have, uden om de store trampoliner, gennem basketballbanen og ind i den bageste fløj med værelser.

Bag sig kunne han høre forvirrede råb. “Det er politiet! Bygningerne skal ryddes! Alle skal ud. Nu! Det er ikke en øvelse!”

Smerten strålede op gennem benet, men Julian løb videre, ned ad gangen, rundt om hjørnet.

Han standsede, prøvede at få styr på sin vejrtrækning, og gik hen mod de bageste værelser. Klokken var to minutter i midnat.

“Hallo?” råbte han, “det er Julian Krause her. Jeg er kommet for at hjælpe dig!” Han standsede, lyttede.

Stilhed.

“Jeg ved, hvad der er sket,” råbte han, “jeg ved, hvorfor din datter tog livet af sig selv, og jeg forstår, hvorfor du er nødt til at gengælde. Hvorfor det er nødvendigt med den retfærdige gengældelse.”

Stadig kun stilhed.

“Vi kan løse det,” fortsatte Julian, “sammen kan vi—”

“Det er for sent!” Stemmen var hård og skarp, hæs. Men den var fuldstændig uden tøven, og det var ganske rigtigt en kvindestemme.

Ilden sagde ‘puf’.

I to lange skridt var Julian henne ved ildslukkeren på væggen, flåede den ned, sparkede døren op ind til værelset.

Et frådende ildspor var på vej hen over gulvet. Det løb fra døren, der førte ud til haven, gennem værelset. Med kurs mod det store hjørneskab.