22. december: Nu er det endelig jul, jul igen

Lørdag den 22. december, klokken 07:30, Nytorv, København

Ved vinduet i herskabslejligheden står majoren, der til alt held er vant til at rydde op. Ryggen er rank, benene let spredte, blikket er på uendeligt.

Som barn var det nødvendigt at rydde op efter både broderen og forældrene, og allerede tidligt i karrieren stod det klart, at majoren (dengang konstabel, senere løjtnant) kunne klare betroede opgaver og missioner, hvor andre gode mænd og kvinder fejlede.

Nede på torvet er lysene på det store juletræ tændt, og alle glæder sig. I lejligheden på anden sal er der også forventningsfuld glæde, for nu mangler der kun det allersidste lys i adventskransen.

Da Bill Clinton besøgte Danmark for første gang og talte for et menneskehav på netop Nytorv, havde majoren (dengang løjtnant) også stået ved vinduet. Åh, det havde været en løfterig forårsdag med sol og høj, blå himmel, og alle vegne var der glade mennesker, der viftede med både danske og amerikanske flag.

Næsten lige så løfterig som nu.

Med lov skal man land bygge? “Vorherrebevars.”

Til trods for, at Danmark formentlig er et af de mest gennemregulerede lande i verden, svigter loven forbløffende ofte. Nogle gange svigter den hårdt og grusomt.

Det sidste julekort er naturligvis forlængst skrevet og afleveret. For det er god stil, er det ikke? At give besked i ordentlig tid, så modtagerne kan gøre sig klar. Åh, jo.

Udenfor lysner det snart, og års træning og måneders planlægning viser nu deres værd. Det prikker i fingrene, og huden klør, en kuldegysning farer op langs rygraden. Nok en god idé at komme ud, få lidt frisk luft, løsne op for spændingen, mon ikke?

Som sagt, så gjort: På med windbreaker, handsker og hjelm, mountainbiken op på skulderen, ned ad trappen og ud på brostenene. Kulden er forfriskende, og snart går det hen over Amalienborg Slotsplads og videre til Churchillparken, hvor enkelte, forvirrede snegfnug et øjeblik danser i luften.

I tiden efter begravelsen var så forskellige alternativer som selvmord og politik på bordet. Håndvåben blev fundet frem fra våbenskabet og smurt, lige som partiernes mere eller mindre enslydende partiprogrammer blev læst, gransket og smidt ud.

Samtidig begyndte majoren heldigvis at komme i Vor Frue Kirke og fandt efterhånden en vis fred der.

Majoren har alle dage været en stor fan af C.F. Hansens prægtige indgangspartier. De kolossale søjler er betryggende og majestætiske, overjordiske. Og netop der, på stampladsen, bagest i kirken, skete det: Lyset, åh, så strålende klart og skinnende.

Det var en spæd forårsdag, og koret sang:

“Vil man mig med døden true,
lægge mig al skændsel på,
gid min sjæl må da beskue,
hvor tålmodig man dig så,
da du vidste, dødens dom
kunne ej gå’s udenom!
Så skal al din mén og møde
dødens tanker mig forsøde.”

En stille bøn, og så begyndte domprovstens beroligende stemme at flyde: “Hvordan skal en forbrydelse straffes? Hvis nogen skader én eller ens familie, må det hævnes, men hvad vil retfærdig gengældelse sige?”

Majoren åbnede øjnene og rettede sig op på kirkebænken. Godt spørgsmål.

“Fra Det Gamle Testamente,” fortsatte provsten, “kender vi den talioniske lov, jus talionis, og her er buddet, at straffen skal svare til forbrydelsen. Hvis nogen skader én eller ens familie, må det hævnes. Øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår.”

“Men ‘hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,’ siger Herren.”

Netop da blev det lysende klart, at Gud nogle gange har brug for en hjælpende hånd hernede på jorden, og egentlig havde majoren jo også altid følt sig tættere på den gammeltestamentlige Gud, ikke sandt? Det der med tilgivelse var vist noget moderne pjat, som hans søn havde fundet på, var det ikke?

Efter begravelsen havde det i en sandhed været en mørk og forfærdelig tid, indtil lyset, indtil missionen, indtil Gud (eller C.F. Hansen?) havde reddet majorens liv.

En himmelsk stemme havde talt.

En dristig og vanskelig mission? Javist. En mission, der ville føre voldsom død, smerte og dyb sorg med sig? Afgjort. Men en nødvendig og retfærdig mission? Helt bestemt.

Majoren er mere end villig til at ofre sit liv for sagen, ja, endda taknemmelig for at kunne gøre det.

På Kastellet cykler majoren et par runder, inden turen går videre nordpå. Når det bliver mørkt, venter en sidste rekognoscering, og i morgen er det af sted til det interimistiske skjul. I morgen går det løs.

Udstyret i rygsækken er naturligvis tjekket og dobbelttjekket, alt er klar til den store finale.

“Lad der blive lys!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *