21 december: Jeg’ slet ikke vred eller bitter

Fredag den 21. december, klokken 08:00, Københavns Politi

“Godmorgen,” sagde efterforskningslederen, der stod oppe ved det midterste af de tre, store whiteboards. Hans øjne var røde, og han gned sig i dem, hans hår strittede. Et øjeblik mindede han Julian om den unge mand, der havde fanget ham og Jelling i krybekælderen under Frydelund. Han rystede det af sig.

Luften var tung, og de fleste tilstedeværende virkede ikke kun trætte, men udmattede. Flere drak kaffe, enkelte Red Bulls.

Der blev mumlet rundt i det store mødelokale, hvor der vel var godt tyve mænd og kvinder samlet. Nogle sad ved det store mødebord, nogle sad på stole, der var sat op på rækker. Formentlig i al hast.

“Jeg vil gerne endnu engang byde velkommen til doktor Julian Krause, der er psykiater og professor ved Oxford Universitet.” Manden kiggede spørgende på Julian, der nikkede. “Men privat kender Julian Krause også vores Kit, og har, som flere af jer ved, været tilknyttet denne efterforskning som konsulent.” Der blev nikket og mumlet. “Mange af jer har allerede mødt ham.” Flere nik og endda et enkelt smil.

“Vi er samlet her til morgen, fordi vi muligvis har et gennembrud i sagen, doktor Krause?”

“Tak,” sagde Julian, “jeg har jo haft nogle samtaler med præstekonen, der først mistede sin mand og derefter sin datter til brand-morderen.” Igen blev der nikket og mumlet.

“I går aftes ringede hun og spurgte, om jeg havde mulighed for at komme forbi. Det havde jeg naturligvis, og i løbet af min snak med hende, blev jeg bestyrket i min teori om, at motivet til mordbrandene er hævn. Mere præcist blev det klart for mig, at der nok er tale om, at en far hævner sit døde barn. Sin datter.”

Tilhørerne rettede sig op i stolene.

“Har vi et navn?”

“Desværre ikke,” sagde Julian hurtigt. Selvom han havde brugt det meste af natten på at spekulere, eller sådan føltes det i hvert fald, var han stadig ikke sikker.

“Der er flere muligheder,” sagde han, “én mulighed er, at datteren har begået selvmord, en anden er, at hun er død i en brand.”

“Hvad tror du?”

“Jeg tror,” sagde Julian, “at datteren er død i en brand. Måske en brand, hun selv har startet?”

“Hvornår døde datteren?”

“Vi ved det ikke,” sagde lederen af efterforskningen og rejste sig op og gik hen ved siden af Julian. “Vi hører lige doktor Krause færdig, før vi fordeler opgaverne.” Der blev nikket, og efterforskningslederen satte sig ned igen.

“Problemet er,” fortsatte Julian, “at det kan være lang tid siden, eller det kan være sket for nylig.”

“Hvad tror du?” lød det igen

“Jeg vil tro,” sagde Julian, “at det er sket inden for det seneste år.” I Julians erfaring klingede ønsket om hævn af, som tiden gik. “Faktisk kan jeg godt forestille mig, at det er sket omkring juletid, for et år siden, så jeg ville nok begynde med at lede dér. I må jo have registre over brande?”

“Ja,” sagde efterforskningslederen, “vi har en log, kan du ikke begynde at gennemgå den nu?” Han spurgte en ung kvinde, der nikkede, rejste sig og forlod lokalet.

“Desværre tror jeg ikke, I kan få adgang til retshjælpens arkiver,” sagde Julian, “det kræver en dommergodkendelse.” Det havde Meriam udpenslet for ham og Kit. Hun havde også forklaret, at de måske ikke ville få en kendelse på så løst et grundlag. “Det er jo et spørgsmål om retssikkerhed,” havde hun sagt, og derefter havde hun talt længe og glødende om retssikkerheden. “Med lov skal man land bygge. Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241, I ved?”

“Klart klart,” havde Kit sagt, og så var Kit og Julian gået ud på terrassen for at ryge.

“Men når I har et bud på navnet på den døde datter, kan I jo finde faderen.” Julian nikkede, efterforskningslederen nikkede. Politiet havde adgang til CPR-registret, og dér ville navnet på den døde piges far jo stå og lyse til dem som en anden ledestjerne.

“Præstens kone mente, at faderen, ja altså datterens klient og vores morder, havde en høj stilling, og at han måske var læge.”

En ny energi sitrede gennem luften.

“Men jeg er ikke sikker,” Julian løftede afværgende hænderne.

“Hvad mener du?”

Præstekonen var forvirret og medicineret, og hun havde før taget fejl. Til eksempel havde hun været overbevist om, at hendes mand skulle være domprovst.

Såh, måske var faderen ikke læge? Hun havde tilbragt hele dagen på hospitalet, sammen med læger, og derfor havde hun sagt, at han måske var læge. Men måske var han blot … en autoritet, betydningsfuld? Eller måske var han ikke læge i forstanden mediciner, men doktor i den forstand, at han havde en doktorgrad? Måske bar han simpelthen uniform? Kunne han måske endda være … politibetjent?

“Måske er han ikke læge,” sagde Julian, “jeg siger det bare, fordi det er vigtig at holde alle muligheder åbne. Måske har han simpelthen en høj stilling? Eller måske går han i uniform?”

“I hvert fald vil jeg gerne sige,” fortsatte Julian, “at jeg tror, I leder efter en fanatiker.”

“Det er en far, der hævner sin datters død,” sagde en kvinde for ende af mødebordet, “det bliver man vel ikke fanatiker af?”

“Nej,” sagde Julian hurtigt, “men de her mordbrande har et skær over sig, for nu at sige det på den måde. Hvis man gerne vil tage livet af en, to, tre, fire mennesker, så er der nemmere måder.” Langt nemmere.

“Fire?” sagde efterforskningslederen, “hvorfor siger du ‘taget livet af fire mennesker’? Tror du, der kommer et fjerde mord?”

“Jeg tror, det haster med at finde faderen, og ja, jeg kan godt forestille mig, at der komme en fjerde mordbrand. Der er noget symbolsk over brandene. Hvorfor sende varselsbrevene i god tid før brandene? Hvorfor ikke blot tage en runde og slå dem alle ihjel, hvorfor al den symbolik, hvorfor skal ofrene tilsyneladende dø på nogle bestemte dage, søndagene i advent? Hvorfor skal de placeres, eller udstilles, i deres rette elementer, når de dør?”

Ingen sagde noget.

“Julian, tror du, at der kommer en mordbrand på søndag? Eller i nat, eller hvad?” Det var Kit, der spurgte.

“Jeg ved ikke,” sagde Julian oprigtigt, “hvorfor den første brand i Sankt Jakobs Kirke var om lørdagen og ikke om søndagen, altså den første søndag i advent, men de andre mordbrande har jo været om søndagen.”

“Præsten og hans kone skulle være rejst hjem til Als til et julebryllup tror jeg, om lørdagen.”

“Det forklarer det jo,” sagde Julian, “jeg tror, morderen ville have foretrukket, at de fire mord skulle være på de fire adventssøndagene. Men jeg ved det naturligvis ikke.”

“Forklar lige lidt mere om det med fanatismen,” sagde kvinden for enden af bordet.

“Inden for psykiatrien taler vi om en transpersonlig identitetsforstyrrelse,” sagde Julian.

“De fleste af os oplever det, vi kalder åndelige øjeblikke, i vores liv. Øjeblikke, hvor man pludselig ser lyset eller meningen, forstår det hele. Men selvom disse øjeblikke er helt almindelige, så bliver de fleste af os ikke hængende i dem. Vi ryster det af os, ryster på hovedet af os selv. Men fanatikeren bliver låst i denne samhørighed med de højere magter, med ånden, guddommen eller ideen.” Han holdt en pause.

“Personer med en transpersonlig identitetsforstyrrelse tror fuldt og helt og dybt og fast, at de er våben i en højere sags tjeneste. De har ingen medfølelse, de ved, ved, at de gør det rigtige. Og ja, det kan godt være, det gør ondt, men sådan er det. Gud ofrede sin enbårne søn for nu at blive i det religiøse, men det var nødvendigt. På samme måde ser fanatikeren blot sig selv som et redskab i den højere sags tjeneste. Der kan være død og ødelæggelse, men sådan er det. A means to an end.” Julian kiggede rundt. Enkelte tvivlende ansigter, men også flere, der nikkede.

“Som I kan høre, så haster det,” sagde efterforskningslederen.

“Hvis vi ikke finder ham faren inden på søndag, så står vi med endnu en mordbrand?”

“Find ham i dag,” sagde Julian, “eller hellere i går.” Han kastede et blik på armbåndsuret. “Skynd jer!”

Desværre skulle det vise sig, at det ikke var så let.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *