Torsdag den 20. december, klokken 20:45, Lægehuset

Julian havde ringet til præstekonen om morgenen, så tidligt som han nu syntes, han kunne tillade sig det. Telefonsvarer. Hele formiddagen havde han ringet, cirka hver anden time, og efter frokost var han blevet stadig mere bekymret. Ikke at han ligefrem troede, hun var suicidal, men alligevel.

Om eftermiddagen kørte Kit forbi præsteboligen på Østerbrogade, men der var ingen hjemme.

Var hun taget hjem til familien på Als? Eller havde hun forladt hjemmet og vandrede nu rundt i sindsforvirret og nedtrykt tilstand? Skulle de efterlyse hende? Det var et drastisk skridt, og det blev besluttet at vente til midnat.

Måske var det fordi, han var træt og uoplagt, måske var det fordi, han var rastløs og urolig? I hvert fald lokkede Meriam ham med til lægen. Hun havde selv en aftale, eller det påstod hun i hvert fald, og der var aftenkonsultation og, sjovt nok, også en tid til ham klokken 20:10.

Nu sad de i venteværelset, der var proppet med hostende i alle aldre og en enkelt grædende baby. En yngre kvinde lå med hovedet på armene ind over bordet. I vinduerne hang små, flettede julehjerter.

Desværre greb forsinkelserne om sig i lægehuset, og klokken blev både 20:10 og 20:30. 

Nu, hvor klokken nærmede sig 21, fandt Julian igen sin telefon frem. Som kunne han tvinge den til at—

“Jeg er nødt til at tage denne her,” sagde han til Meriam, mens han rejste sig, skråede gennem konsultationen og lukkede sig ud på trappen.

“Det er Julian Krause.”

I den anden ende af forbindelse snublede undskyldningerne over hinanden:

—jeg havde ikke ladet telefonen op—

—er så forvirret—

—den var ikke tændt—

—ked af det—

—til kontrol på hospitalet—

—lige kommet hjem—

Han forsikrede hende om, at der ikke var noget at undskylde for. Bestemt ikke.

Om hun forstyrrede? Ja, altså, hun ringede jo kun, fordi han havde ringet og bedt hende ringe tilbage, og hun beklagede virkelig, at det var blevet så sent. Hun forstyrrede ikke, bestemt ikke.

Om han havde mulighed for at komme forbi hendes hjem? Bestemt, han kunne komme nu, hvis det passede?

“Meget gerne,” snøftede hun.

Tilbage i lægekonsultationen forklarede Julian sekretæren bag skranken, at han alligevel ikke havde brug for sin tid. “Jeg beklager ulejligheden,” sagde han, og da sekretæren ikke prøvede at prakke ham en ny tid på, tog han det som et tegn.

Og den var da også i bedring, foden, var den ikke? Jo da. Især, når han lagde vægten på den anden fod. Eller tænkte på noget andet. Og han havde jo meget andet at tænke på. Den stakkels præstekone til eksempel. Hvorfor var han overhovedet taget til lægen? 

“Julian,” Meriam dukkede op ved siden af ham, “du venter, vi venter bare, det er din tur næste gang.”

“Jeg er nødt til at gå—”

“Skal jeg ringe efter Kit?”

“Nej,” sagde Julian, “jeg ringer til hende på vej derind.”

“Julian,” sagde Meriam.

“Kan jeg måske få dig til at bestille en taxa til mig?”

“Selvfølgelig, Julian, men jeg kan da bare køre dig?”

“Det skal du ikke, du skal jo til lægen,” han kunne ikke lade være med at smile, “men hvis du vil være sød at ringe efter en taxa til mig?”

“Selvfølgelig.” Meriam fandt sin telefon frem.

Taxaen kom med det sammen, og på vej ind til byen ringede han til Kit og forklarede, at han var på vej ind til præsteboligen på Østerbrogade. “Jeg er så tæt på at forstå hvorfor,” sagde han.

Kit sagde ikke noget.

“Eller,” trak han hurtigt i land: “Jeg er sådan stadig sikker på, at det er hævn, eller retfærdig gengældelse i morderens øjne, men jeg er også så tæt på at forstå, hvorfor gerningsmanden hævner, hvad det er, han hævner.”

“Du tror stadig, det er en mand?”

“Ja,” sagde Julian uden tøven.

Han havde haft svært ved at give slip på ideen om, at gerningsmanden var en ung mand, der var blevet krænket og nu hævnede disse overgreb. Men mordet på præstedatteren havde fået ham til at indse, at der nok lå noget andet bag.

Mordet på præstedatteren kunne forklare det hele, det var han sikker på.

Om natten var han vågnet og havde igen haft fornemmelse af, at svaret var så tæt på, legede gemmeleg og tagfat med ham, grinede af ham. Den natlige latter havde han dog holdt for sig selv. 

“Vi er ved at undersøge de elever, der har været på efterskolen om sommeren, på kortere og længere forløb. Sådan som du foreslog. Om de også har været i kirken på Østerbro, om vi kan finde nogen, der både kendte sanglæreren og præsten, ja og præstedatteren.”

“Godt,” sagde Julian, “men hvad?”

“Vi kan ikke finde sammenhængen,” Kit lød træt og opgivende, “og vi tror altså ikke længere på, at motivet er seksuelt, misbrug eller krænkelse mener jeg.”

Julian var tilbøjelig til at give hende ret.

“Jeg er her nu,” sagde Julian, “lad os tales ved senere.” Han betalte og steg ud. Kirken strålede ud i natten, men præsteboligen var mørk og afvisende. Han ringede på og ventede. Ringede på igen, og endelig blev der tændt lys indenfor, og han blev lukket ind.

“Tak, fordi du kom,” sagde præstekonen og lukkede og låste døren bag ham, “har du noget imod, vi går ovenpå?”

“Ikke spor,” sagde Julian ærligt, sikker på, at han ville forstå det hele, hvis han blot kunne genskabe øjeblikket i lænestolen.

De gik op ad trappen, og hun satte sig i sengen, trak dynen op over sig. Han satte sig i lænestolen. Ud over sengelampen på natbordet var lysekronen i loftet også tændt, og soveværelset var svøbt i et dæmpet, gulligt skær. Men ingen åbenbaring. Ikke dét, der lignede.

“Hvordan har du det?”

“Jeg har talt med flere læger.” Hun mødte hans blik, bed tænderne sammen, “både min egen praktiserende læge, og flere, forskellige læger på hospitalet. Jeg har ventet, fået taget prøver, snakket, ventet. Jeg er virkelig træt.”

“Du er hjemme nu,” sagde Julian.

Hun rystede på hovedet, kiggede ned, stirrede på de indbundne arme. “Og så lige her i julen?”

“Har du ikke nogen, der kan være hos dig? Eller nogen, du kan være hos?” Selvom forbindingerne var blevet skiftet, lignede hun stadig en, der havde voldsomt brug for omsorg.

“Min søster og hendes mand kommer her i morgen.”

“Det er jeg glad for at høre.”

“Kan du huske, da du var her sidst?” Langsomt kiggede hun op, mødte hans blik. Med hovedet på skrå.

Julian nikkede.

“Du sagde, at det måske var en eller anden forstyrret person, der hævnede noget?”

Julian nikkede igen, lænede sig frem i stolen.

“Og nu skal du ikke tro, at jeg også er tosset—”

“Dét tror jeg bestemt ikke,” forsikrede Julian hurtigt.

“Og det kan være, at det slet ikke er noget, men …” hun gik i stå, kiggede igen forvirret ned på sine indbundne armen, pillede ved kanten af forbindingen.

Julian sad helt stille, ventede.

“Det var bare fordi, du sagde, at det var hævn.”

Han nikkede, “bare giv dig god tid.”

“Min datter har jo været i retshjælpen, ikke?”

“Var hun ikke ansat på et reklamebureau?”

“Jo, jo, men hun er jo uddannet jurist, og i foråret arbejdede hun i retshjælpen, mens hun gjorde jurastudiet færdigt.” Hun nikkede.

“Okay,” sagde Julian og forbandede sig selv. Herrestegud, moderen havde jo sagt det, første gang han og Kit havde talt med hende, på hospitalet. Sagt, at datteren var uddannet jurist. Og jurister havde jo klienter.

Han stønnede.

Aftenen før havde Julian talt med Simon, og i den eneste logion fra Thomas-evangeliet, der talte om sovs, var det jo også netop paragraffer, der var sovset ind:

“Magt kan næsten gøre blind,
på den de kloge falder,
paragraffer “sovses” ind:
de ting, vi bare kalder
ved de rette ord,
dur nu ikke mere.
Farisær’ og skriftkloge
de bliver fler’ og flere.”

 

Julian stønnede igen, mens han fortsatte med at forbande sig selv. En jurist for crying out loud? Selvfølgelig! Og derfor var hun blindet, fordi Justitia var blind. Justitia med sværdet i den ene hånd, vægten i den anden. Justitia, der dømte med blind retfærdighed, uden at skele til magt, penge, personlighed, prestige eller status.

“Hvad sagde du?”

“Ikke noget,” sagde Julian, “du var ved at sige noget?”

“Eva fortalte mig faktisk om en klient,”  fortsatte hun, “der sagde til min datter, at hun skyldte det.”

“Din datter skyldte det? Hvad skyldte hun? Hvem skyldte hun?”

“Hun skyldte at få ham dømt?”

“Få hvem dømt?”

“Det ved jeg ikke,” hun rystede på hovedet, “en eller anden, jeg ved ikke hvem.”

Men retshjælpen dømte jo ikke? Han rystede på hovedet. Var det præsten, sin egen far, hun skyldte at få dømt? Skulle hun vidne? I givet fald genopstod ideen om den krænkede unge mand jo.

“Hvad hed klienten?”

“Dét ved jeg heller ikke, jeg ved ingenting.”

“Det skal du ikke tænke på,” sagde Julian. Det måtte være muligt at få adgang til retshjælpens klienter, det måtte være muligt at se, hvem Eva havde rådgivet.

“Men jeg tror, at det var noget med en datter, der var død.” Hun holdt en pause, snøftede.

“Måske var det sidst på foråret? I hvert fald var det jo inden sommerferien, for der blev hun færdig med studiet og holdt op i retshjælpen.” Endnu en pause, “ja, og begyndte på reklamebureauet, men det var slet ikke hende. Det var jo derfor, hun begyndte i ministeriet. Og dér passede hun meget bedre ind.”

Dér kom motivet plumpende. Bum. Ikke en krænket ung mand, men en far, der hævnede sin døde datter, der måske havde begået selvmord? Måske fordi hun var blevet krænket eller overset eller vildledt af både sanglæreren og præsten?

Igen stønnede han. Herrestegud, det havde jo ganske rigtig stået og blinket til ham hele tiden. Han havde vidst det, da han havde siddet på gulvet med Lykke Lie i Messiaskirken. Han havde svoret hævn, havde lovet at han ville hævne datteren. Koste hvad det ville. Hvad vi ikke gør for at hævne vores børn?

Julian rejste sig: “Du skal have tak, tusind tak.”

“Hjalp det?”

“Helt bestemt,” sagde han, “jeg er nødt til at gå nu, men jeg ringer til dig.”

Hun smilede. Et lille, blegt smil ganske vist, men dog et smil.

Julian smilede også. “Jeg ringer,” gentog han, rejste sig op og gik hurtigt gennem lokalet.

“Forresten,” sagde hun,” så tror jeg, at faderen havde en høj stilling, og måske,” hun holdt en pause, “måske var han læge?”