Onsdag den 19. december, klokken 17:45, Hard Rock Café, Rådhuspladsen

Julian og Lykke Lie sad ved et bord bagest, i hjørnet, i halvmørket. Officielt var de på den gode restaurant nede på havnen, uofficielt var det en anden sag. Lykke Lie var i gang med en gigantisk (og åbenbart legendarisk) burger med pomfritter, mens Julian i sandhed fik brug for servietten, fordi marinaden, ganske som der havde stået i menukortet, løb ned ad hagen, når han gaflede sine marinerede spare ribs i sig.

”Smager den godt?” spurgte han.

Lykke Lie nikkede og smilede over hele hovedet. Det fine, lille hoved, der stadig var pakket ind.

”Er du okay—”

”Eij, nu begynder du ikke også!?”

”Okay, okay,” mumlede han og drak en tår øl.

Ved stuegangen mandag morgen var datteren blevet udskrevet fra hospitalet igen, men Eleonora ville naturligvis ikke lade Lykke Lie komme i skole før efter nytår. Undtagelsesvis var Julian tilbøjelig til at give ekskonen ret, for det var faktisk vigtigt, at datteren tog det med ro, så hendes sår kunne hele ordentligt.

Eleonora og Schultz havde sagt ja tak til en middagsinvitation i en forening, som Schultz åbenbart var medlem af. Derfor var fru von Holten blevet hidkaldt som barnepige, eller i hvert fald var truslen om fru von Holten overhængende, og Lykke Lie havde ringet til Julian. Om han ikke kunne komme i stedet for, please, Please, PLEASE?

Det kunne han naturligvis godt, og klokken halv fem steg han ud af taxaen, i mørket, på gruspladsen foran Eleonoras hus, der naturligvis havde julelys i vinduerne og lyskæder på træerne. Tænk, han havde boet her engang. Det føltes som en evighed siden, men alligevel sneg en sær vemodighed sig ind på ham.

Lykke Lie åbnede døren, og han gav hende et forsigtigt knus. ”Hej, min skat, er du okay?”

”Ja, ja, Far,” hendes stemme lød lidt træt.

Samtidig kom Eleonora fejende ned ad trappen. Hun var i høje sko, iført en lang, gylden kjole, og for en gangs skyld var det gnistrende, sorte hår sat op i en avanceret frisure og hang ikke ned ad ryggen.

”Godt du kunne komme, Jules.”

“Far har inviteret mig til Legoland,” sagde Lykke Lie samtidig. Med en sær, ny stædighed i stemmen.

Julian nikkede. De havde snakket om det i telefonen. Havde indgået en pagt om alle de ting, de to skulle til at gøre sammen. De var blevet enige om Legoland, fordi det nok var mere ham end Tivoli. Fnis.

“Legoland?” Eleonora smilede, om end muligvis lidt anstrengt. ”Hvor hyggeligt, Jules, men er der ikke lukket hele vinteren? Vi kan ikke nå en drink, men vi er næsten klar, kom indenfor.”

”Tak,” sagde Julian og tog sin frakke af, lagde den på en stol, ”vi besøger Legoland til foråret, måske i påsken? Ja, hvis det passer?”

“Hvor hyggeligt,” sagde Eleonora igen, “er du okay, min skat?”

“Ja da,” sagde Lykke Lie og tog Julian i hånden.

“Henter du ikke Schultz, Lykke?”

Lykke Lie slap hans hånd.

”Og lad mig lige …” Eleonora greb Julians frakke, hængte den på en bøjle og stak sin hånd ind under hans arm, “har du foreslået Kåre at behandle mig?” Hun gjorde et kast med hovedet, havde vist glemt, at håret var sat op og derfor ikke lod sig kaste med.

“Han har jo stor succes med at kurere fobier—,” begyndte Julian.

“Julian Krause,” sagde hun og klemte hans arm, “jeg er ikke en af dine forstyrrede patienter.”

“Jamen—,” begyndte Julian.

“Sødeste Jules, den slags har jeg da ikke brug for.” Hun lo og fandt sin egen frakke frem fra skabet, rakte den til ham, så han kunne holde den for hende. “Vi er desværre nødt til at gå med det samme,” sagde hun.

Æv.

Schultz dukkede op og gav Julian hånden.

“Kan vi ikke gå en lille tur, Mor, ja, mig og Far, mener jeg?”

Eleonora kyssede Lykke Lie på kinden.

“Vi skulle jo også på Nationalmuseet, Far?”

Nationalmuseet? Nej. Biograftur? Nej. Strøgtur? Absolut nej.

“Kom nu,” sagde Lykke Lie insisterende og viste igen den nye, stædige side af sig selv.

“Tidlig aftensmad så, på den gode restaurant nede på havnen,” sagde Eleonora, “hvis det ikke bliver for meget, hvis I tager det stille og roligt?”

Julian påpegede, at han faktisk var læge og udmærket kunne tage sig af sin datter. Dét gjorde intet indtryk, men så tog Schultz Eleonoras hånd og sagde, “det er fint.” Og dét gjorde åbenbart udslaget.

Men da den gode restaurant nede på havnen simpelthen ikke var et sted for børn, havde de taget en taxa ind til byen, hvor de nu sad og smovsede. ”Min mobil bliver herhjemme,” havde Lykke Lie sagt, da de tog af sted, ”du ved?” Hun havde blinket til ham.

Det vidste Julian nu ikke, men Lykke Lie forklarede, at Eleonora vist havde en funktion, så hun kunne se, hvor datterens mobiltelefon befandt sig.

Og nu sad de så her, i fuld gang med at udleve deres nye pagt, mens Lykke Lies sladderhank af en telefon lå derhjemme.

”Må jeg smage din sovs?” hendes øjne strålede.

”Selvfølgelig,” sagde han.

”Så kan du få en pomfrit.”

”Tak skal du have.” De grinede til hinanden, ”men jeg kan simpelthen ikke spise mere.”

”Jeg skal lige på toilettet,” sagde Lykke Lie og rejste sig, lagde en hånd på hans skulder, da hun gik forbi ham.

Først var der småsnakken og latter rundt om ham, men langsomt forsvandt lydene.

Sovs? Han smagte på ordet og fandt sin mobiltelefon frem, ringede Simon op og indtalte en hurtig besked. ”Der er noget, der sovses ind, “sagde han, “det lyder mærkeligt, men ja, noget med sovs.”  Han lukkede øjnene, prøvede at huske, prøvede at tvinge det frem.

“Den logion, vi leder efter,” fortsatte han, ”den handler om magt.” Han tænkte sig om: ”Magt, der kan gøre blind.” Han gik i stå.

Det var jo dét, hun havde sagt. Magt kan gøre blind? Magt kan næsten gøre blind.

”Ring gerne, når du har nogle bud. Tak.”

Magten havde næsten gjort hende blind. Det var derfor, Brandmanden havde brændt hendes øjne ud. Så hun også var i sit rette element. Jøsses.