18. december: I en kælder sort som kul

18. december, klokken 14:30, Østerbro

“Tak, fordi du kom.” Hun sad i sengen på første sal i præsteboligen på Østerbrogade. Stemmen var tør, men øjnene våde. Hun havde en pude i ryggen, og hendes hænder, der stadig var viklet ind i nussede bandager, lå oven på dynen. Hendes kinder var indfaldne, håret fladt og randene under øjnene blåsorte. Hendes næse var rød. Bortset fra lampen på sengebordet var der ikke tændt lys, og Julian måtte bekæmpede trangen til at åbne et vindue.

“Det gør mig frygtelig ondt for dig.” Han satte sig i lænestolen ved sengen.

Hun drejede hovedet og kiggede på ham. Hendes blik var mørkt. Og Julian forstod hende til fulde. På et mere overordnet og teoretisk-analytisk plan forstod han de alment menneskelige mekanismer, der gik i gang, når man mistede et nært og kært familiemedlem. For slet ikke at tale om flere. Faserne, man gennemløb; chokfasen, reaktionsfasen, reparationsfasen og nyorienteringsfasen. Nu var præstekonen tydeligvis slået tilbage til chokfasen.

På et mere almindeligt, medmenneskeligt plan forstod han naturligvis også kvindens frygtelige, ja, ubærlige, tab af datteren. Herrestegud, Julian havde jo selv følt det, da han havde siddet i Messiaskirken med Lykke Lies hånd i sin. Havde han ikke lovet sig selv, at han ville hævne datteren? Svoret hævn? Åh jo.

I almindelighed talte forskningen ganske vist kun om ti menneskelige grundfølelser; interesse, glæde og hengivenhed var de tre positive af slagsen. De mere aggressive var vrede, misundelse og afsky, og det sørgelige midterfelt blev udfyldt af skyld, skam, tristhed og angst.

I sin forskning interesserede Julian sig mere og mere for både triggers og den menneskelige aggression. I Julians erfaring var hævn — eller ønsket om hævn — dog også en almindelig menneskelig grundfølelse. Og hævn var ikke blot vrede with a twist, hævn var den aggressive vrede, hævn var det brændende ønske om den retfærdige gengældelse.

De fleste mennesker kunne for så vidt sagtens føle vrede, når de til eksempel følte sig snydt, forbigået, sjoflet eller generelt dårligt behandlet, uden at de samtidig ønskede at hævne og gængælde. Uden at de med andre ord behøvede at handle på denne vrede. Men nogle mennesker kunne ikke kontrollere vreden og aggressionen og så i bogstaveligste forstand rødt. Det interessante spørgsmål var naturligvis, hvorfor nogle mennesker kunne styre og inddæmme aggressionen, mens andre ikke kunne?

Syng os Gudinde, om vreden.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde hun og lignede vitterlig en, der var strandet på en øde ø.

“Det forstår jeg,” sagde Julian og håbede inderligt, at kvinden i sengen var i stand til at tilgive. For det var der i sandhed brug for, hvis den stakkels kvinde ikke skulle blive ædt op af dårlige følelser. Var hun vred? Det virkede ikke sådan. Mest af alt virkede hun blot tømt. Som om hun langsomt blev drænet. Som om al saft og kraft, alle følelser, al energi og alt liv langsomt sivede ud af hende.

“Du har snakket med politiet?” spurgte Julian.

“Ja, men de ved ikke noget, eller også vil de i hvert fald ikke fortælle mig det.”

Sikkert meget godt, for der var nok ingen grund til at fortælle den stakkels kvinde de nærmere omstændigheder ved datterens død, vel? Selv havde han stadig svært ved at få billedet af den blindede præstedatter, der var bundet til et brændende træ, ud af hovedet.

“Ved du noget?” spurgte han forsigtigt.

“Om hvad?”

“Jeg er ked af at sige det, men jeg tror, at nogen har slået både din mand og din datter ihjel for at få hævn.”

“Hævn?” Et forvirret udtryk gled hen over hendes ansigt: “Er det noget, jeg har gjort? Er det mig, der skal straffes? Er det derfor?” Et øjeblik stoppede hun stakåndet, “men hvad har jeg gjort?”

“Du har ikke gjort noget,” skyndte Julian sig at sige, “og jeg tror sådan set heller ikke, at hverken din mand eller din datter har gjort noget forkert, men jeg tror, at en eller anden giver dem skylden.”

“Skylden for hvad?” Hun rystede på hovedet.

“Ja, skylden for noget forfærdeligt.”

“Men hvorfor skulle nogen dog give dem skylden? De er kærlige og omsorgsfulde mennesker, hjælpsomme. Min datter har måske ikke haft det nemt, men hun har altid gjort det så godt, hun kunne. Hun var så pligtopfyldende, og min mand? Jamen, han hjalp jo alle, han lyttede, han bad for alle. Hvorfor skulle nogen give ham skylden for noget? Jeg forstår det ikke.” Hun snøftede.

Politiet havde ikke fundet det brev, den nu døde præstedatter havde ringet til Julian om, og han kunne for sin død ikke huske, hvad hun havde sagt. Kun det om farisæere og skiftkloge, og ifølge Simon blev farisæere og skriftkloge nævnt i mange (mange!) logia. Jesus havde åbenbart sagt meget om netop dén slags mennesker. 

Til gengæld havde politiet fundet den kuvert, som brevet til datteren var kommet i. Den var en ganske almindelig, hvid konvolut. Hendes navn var skrevet uden på den, i hånden, lidt skævt, og der var tegnet et juletræ.

Julian forstod ikke, hvorfor præstedatterens rette element skulle være en juletræ, men gerningsmanden mente, hævet over enhver tvivl, at præsten og sanglæreren og præstens datter var skyldige. Og havde anbragt dem i deres rette elementer. Og brændt dem ihjel.

“Jeg ved det ikke,” sagde Julian, “men jeg er jo psykiater, og jeg ved, at mennesker ikke altid er rationelle.” Sjældent, faktisk, “ja, nogle mennesker er ligefrem … forstyrrede.”

“Så du tror, det er en eller anden forstyrret person?”

“Det gør mig ondt,” sagde Julian, “det gør mig frygtelig ondt.”

Og lige dér, i netop dét øjeblik, hvor Julian sad i den højryggede lænestol, og solen med ét skinnede ind gennem det runde vindue og sendte lilla, grønne og orange stråler ned på kvindens dyne. Lige i dét øjeblik var svaret så tæt på, at han næsten kunne smage det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *