Mandag den 17. december, klokken 08:45, Københavns Politi

“Tak, fordi du kunne komme herind igen,” sagde efterforskeren, der tog imod ham og Kit og rakte Julian hånden.

“Selv tak,” sagde Julian, lidt i tvivl om, hvorvidt han allerede havde hilst på denne efterforsker tidligere.

“Jeg beklager tidspunktet, og jeg ved godt, vi allerede har talt sammen, men vi vil gerne gennemføre en formel afhøring af dig, fordi du jo nu er vidne i sagen.”

“Selvfølgelig.”

“Jeg har lige en anden afhøring,” sagde Kit.

“Selvfølgelig,” sagde Julian igen, “vi ses senere.”

“Vi kan gå herind,” sagde manden og åbnede døren ind til et storrumskontor, som han ledte Julian igennem. Stemningen i det store kontor var intens og koncentreret; småmumlen, telefoner, der ringede, og taster, der klikkede. På væggen hang en stor tv-skærm, der var tunet ind på en nyhedskanal, men sat på lydløs.

For enden gik de ind i et afskærmet glasbur og satte sig om det lille, runde mødebord. Da de var kørt af sted fra Meriam og Kit, havde det stadig været mørkt og koldt, men nu lysnede det i det mindste.

“Jeg optager samtalen.”

“Helt i orden,” sagde Julian.

Efterforskeren tændte for den diktafon, han lagde på bordet, og remsede dag, dato, klokkeslæt og deres navne op.

“Fortæl mig, hvad der skete.”

Julian rømmede sig, “Eva ringede til mig. Hun var urolig for sin mor, præstekonen, og først troede jeg, hun ringede for at få mig til at udskrive medicin til moderen.”

“Hvad tid ringede hun?”

Julian fandt sin mobiltelefon frem: “Hun ringede klokken 11 minutter over 12, og jeg snakkede med hende i knap tre minutter.”

Han lagde mobiltelefonen tilbage i lommen og fortsatte: “Jeg sagde, at hun var nødt til at tale med moderens egen læge.”

“Og hvad så?”

“Så sagde hun jo, at hun i virkeligheden ringede, fordi hun havde fået et brev, der lignede det brev, hendes far, ja altså præsten i Sankt Jakobs Kirke, havde fået. Jeg sagde naturligvis, at hun skulle ringe til politiet, men så ringede det på hendes dør, og jeg sagde selvfølgelig, at hun ikke skulle åbne den, men hun sagde,” han tænkte sig om. “Hun sagde: »Det er bare en gammel klient.« Det var dét, hun sagde.” Han nikkede.

“Og du er sikker på, hun sagde ‘en gammel klient’?”

“Helt sikker.”

Forpustet havde Julian ringet og forklaret Kit sagen, men da politiet nåede frem til adressen, var der allerede brandbiler på stedet. En nabo havde set det voldsomt brændende juletræ i Evas baghave og ringet efter brandvæsenet, der hurtigt var på stedet og fik slukket branden. Og opdagede liget, der var bundet fast i en besynderlig omfavnelse af træet.

“Der er bare det, at hun var ansat i et ministerium,” sagde efterforskeren. “Der har hun ganske vist kun været i et par måneder. Før det var hun ansat på et reklamebureau, og der har de naturligvis klienter, men …” Han gik i stå.

“Du tænker på, hvorfor en forurettet kunde hos et reklamebureau skulle slå en præst og hans datter ihjel?” foreslog Julian.

“Egentlig tænker jeg mest på, om ham sanglæreren på efterskolen på Fyn overhovedet har noget med sagen at gøre? Om det i virkeligheden er præstefamilien, der er målet?”

Måske skulle præstekonen også have været død i den første brand? Nah, hvis det var meningen, følte Julian sig overbevist om, at det ville være sket. Der var en målrettethed, en stålsathed og en determination over alle tre mordbrande. På den anden side var det måske netop præstekonen, der skulle lide? Først mistede hun sin mand, nu sit eneste barn.

Endnu et ‘nah’. Flammerne havde betydning, det måtte de have.

“Datteren var bundet til juletræet med hvad?”

“En strip.”

“Det må være gået stærkt,” sagde Julian, “fra det ringede på døren, og hun lukkede op for den gamle klient, til brandvæsenet kom, er der ikke gået mere end et kvarter, vel, eller tyve minutter?”

“Opkaldet til brandvæsenet indløb klokken 12.26.”

“Det er kun sølle tolv minutter, efter jeg talte med hende,” sagde Julian, “men på det tidspunkt må politiet jo også havde været på vej? Jeg ringede til Kit, straks forbindelse blev afbrudt.”

“Den første brandbil ankom 12.34, politiet kom få minutter senere.” Efterforskeren holdt en pause, og Julian havde fornemmelsen af, at der pludselig ikke var luft nok i det lille rum, “desuden er der en ny detalje.”

Julian ventede.

“Hun er blevet overhældt med benzin og brændt ihjel, lige som både præsten og sanglæreren, men …” Han sank, “men altså, først har hun fået stukket begge øjne ud.”

Jøsses.

“Med et glødejern eller noget i den stil.”

Julian måtte synke for at tvinge kvalmen, der steg op i halsen på ham, tilbage. Han hostede kort og rømmede sig, “det havde de andre da ikke, vel?”

Hovedrysten.

Julian hostede igen. “Men det er den samme morder,” insisterede han. Det måtte det være.

“Hvorfor—”

Julian holdt afværgende en hånd op, lukkede øjnene. Præsten havde været i sit rette element, på knæ i Guds hus, sanglæreren havde været mast nede i sit flygel. Præstedatteren havde været blindet, gjort blind …

Julian åbnede øjnene, tanken var smuttet fra ham. Han rystede på hovedet, “har I fundet brevet?”

Nu var det efterforskerens tur til at ryste på hovedet.

“Dét må være der,” sagde Julian, “hun læste jo højt fra det.”

“Og du kan stadig ikke huske mere?”

“Kun det med farisæere og skriftkloge,” Julian sukkede, “jeg beklager, men det gik så hurtigt.”

“Vi leder fortsat.”

Julian nikkede, “i hvert fald gælder det jo om at finde ud af, hvad præsten og hans datter havde til fælles. Hvem de havde til fælles. Hvem der kan have hævnet sig på dem begge. Og på sanglæreren.”

Og ville fortsætte sin hævntogt?