16. december: Vi skal danse om et træ

Søndag den 16. december, klokken 12:02, Stranden

Om morgenen havde Julian besøgt Lykke Lie, der desværre var tilbage på hospitalet, fordi det havde været nødvendigt at transplantere hud fra den ene balle til hendes baghoved. Operationen havde forløbet uden problemer, og lægerne mente fortsat, at hun ville komme sig uden mén.

Da Julian ankom til hospitalet, blev han mødt af en sovende Lykke Lie, en hændervridende Eleonora og en stoisk Schultz.

Eleonoras nye mand var høj og slank og meget solbrændt, og da han gik, forklarede hun henkastet Julian, at det var fordi, han var sådan et naturmenneske.

‘Hvad skal du så med ham?’ Tænkte Julian, men sagde det ikke. Eleonora brød sig dårligt om at sidde på terrassen. Hvordan havde de overhovedet mødt hinanden? Dét spurgte Julian heller ikke om, tænkte blot, at det var godt for datteren, at moderen havde selskab, så Lykke Lie kunne være sammen med sine veninder. I stedet for sin mor. Desværre var Eleonora ikke typen, der fik veninder, men, uvist hvordan, havde hun altså mødt Schultz, og det var sikkert udmærket.

Nu gik Julian på stranden, i vandkanten. Eller gik var måske så stort et ord. Han havde altid tænkt godt, når han gik, men den ellers så lysende idé, om at smerten i foden skulle gås væk, holdt vist ikke. Tværtimod.

Han havde mødt en enkelt hundelufter og et par ihærdige løbere, ellers havde han stranden for sig selv.

Naturligvis havde de igen snakket om uheldet i Messiaskirken, men han var stadig tilbøjelig til at mene, at det havde været netop det: Et uheld. I kirken havde han været sikker på, at det var Brandmanden, der stod bag, men hvis det var tilfældet (Julian turde næsten ikke tænke tanken til ende), så var de ikke sluppet så billigt.

Eleonora havde sagt, at to af de andre piger i optoget faktisk var faldet lige før branden. Muligvis var det på grund af skænderiet, i hvert fald var en ene pige kommet til at træde på den andens kjole, og vupti, så havde de begge to ligget der. Det var mellem første og andet vers. De var naturligvis hurtigt blevet hjulpet op igen, og så var ilden begyndt. Det var et uheld, måtte være et uheld.

Han ringede til Kit. “Noget nyt?”

“Desværre ikke,” sagde hun, “eller heldigvis ikke.” Hun lo, en kort, stresset latter.

“Hvordan går det med at finde en sammenhæng mellem de to ofre?”

“Vi kan ikke finde den,” sagde hun og lød træt.

“Måske er det en familierelation?” foreslog Julian.

“Hvordan mener du? Præsten og sanglæreren er ikke i familie.”

“Det ved jeg,” sagde Julian, “men lad os nu sige, at vi har et barn, en lille dreng, der bliver anbragt i pleje.”

“Okay,” sagde Kit. Hun lød tvivlende.

“Barnet bliver misbrugt af sine plejefædre—”

“Sanglæreren og hans partner har ingen børn, heller ingen plejebørn. Det har de aldrig haft. Præsten har en datter, en helt almindelige biologisk datter. Så heller ingen plejebørn dér.”

“Okay, okay.”

“Øjeblik.”

Julian ventede.

“Meriam vil gerne vide, hvornår du kommer tilbage, så vi kan spise frokost.”

“Jeg er sådan set på vej,” sagde Julian, der langsomt begyndte at gå videre.

“Fint,” sagde Kit, “så ses vi. Hvor lang tid går der?”

“Et kvarter,” sagde Julian, “maks en halv time.” Hvis han bare kom op på vejen, kunne han tage en bus det sidste stykke hjemad. Desværre virkede stranden med ét uendelig bred, vejen ubehageligt langt væk.

Han lagde mobiltelefon tilbage i lommen.

Selvom Lykke Lies uheld havde været et uheld, havde de to mordbrande jo i hvert fald ikke været det. Begge var omhyggeligt planlagt og udført, ja, branden i kirken var blevet eksekveret med samme præcision som en militær operation. Afhøringer havde slået fast, at spanden med benzin først var anbragt i sin vippe-anordning, efter organisten var gået hjem. Og Brandmanden havde formentlig fjernstyret spanden til at vippe i præcis det øjeblik, præsten gik under balkonen. Samtidig (og det måtte have været meget snært) var de to benzinspor blevet udlagt fra præcis det sted, hvor præsten blev overhældt med benzin, til alteret.

Det var alle detaljerne, omhyggeligheden og iscenesættelsen, der i første omgang havde fået Julian til at tro, at der måtte have været flere personer om drabet. Men med sanglæreren var det en anden sag, det var mere enkelt.

Mobiltelefonen ringede. Det var ikke et nummer, han kendte.

“Julian Krause.”

“Hej, mit navn er Eva.”

Han ventede.

“Ja, du kender mig ikke, men du kender min mor.”

“Okay?” Igen ventede han.

“Min far var præst i Sankt Jakobs Kirke.”

Åh. “Det gør mig ondt.”

“Min mor var så glad for at snakke med dig. Hun sagde, at du forstod hende så godt.”

“Det er jeg glad for at høre.”

“Jeg er lige kommet hjem,” forklarede datteren, “jeg var desværre nødt til at rejse til Strasbourg, noget arbejds noget. Jeg skulle aldrig være taget af sted, men det er et nyt job og …” Hendes stemme døde ud.

Faktisk havde Julian undret sig over, at datteren var taget af sted og havde efterladt sin mor, der lige havde mistet sin mand og selv var kommet alvorligt til skade. Sygeplejersken havde egentlig også lydt som om, datteren havde været en hyppig gæst.

Julian havde ikke undret sig meget, men dog lidt. Det virkede ikke synderligt omsorgsfuldt, men på den anden side var mange af os nok tilbøjelige til at være lidt for pligtopfyldende, når det gjaldt arbejde. Især hvis det netop var et nyt job.

“Hvordan har din mor det nu?”

“Hun har det bedre, tak, selvom hun naturligvis er i dyb sorg,” hun snøftede, “undskyld mig, jeg skal lige pudse næse.”

“Selvfølgelig.”

Julian frøs og kunne nærmest ikke mærke sine fingre på den hånd, han holdt telefonen i. Han humpede videre, op mod vejen.

“Undskyld, så er jeg her igen.”

“Ja,” sagde Julian, for dog at sige noget.

“Jeg er meget bekymret for min mor,” sagde kvinden i den anden ende af røret. “Hun er så følsom, tager sig alting så tungt. Hun bliver let ked af det. Og nu det her …”

“Det skal hun jo snakke med sin egen læge om,” sagde Julian.

“Selvfølgelig, jeg ringer egentlig også, fordi jeg har fået et brev, der minder om det brev, min far fik.”

Julian standsede: “Hvornår har du fået brevet?”

“Det ved jeg ikke, jeg har jo været ude at rejse og kom først tilbage i går. Og nu lå det her, i postkassen, da jeg tømte den for lidt siden. Det er derfor, jeg ringer til dig.”

“Nu skal du høre,” sagde Julian med bankende hjerte, “du er nødt til at—”

“Hør engang,” afbrød hun med en bekymret stemme. “»Magt kan næsten gøre blind,« står der, »på den de kloge falder. Paragraffer ‘sovses’ ind« og til sidst står der: »Farisær’ og skriftkloge de bliver fler’ og flere.« Forstår du det?”

Julian forstod den eneste vigtige ting, “du skal ringe til politiet,” sagde han, “lige nu!” Samtidig begyndte han først at gå, så løb han.

“Hov, det ringer på døren. Øjeblik.”

“Nej!” skreg Julian, “du skal ikke åbne. Du skal ikke lukke døren op!” Han havde svært ved at få vejret.

“Det er bare en gammel klient, øjeblik.”

“Nej!” skreg han igen. Men for sent: Forbindelsen var afbrudt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *