Lørdag den 15. december, klokken 07:07, Meriams og Kits køkken

“Du kunne heller ikke sove?” spurgte Julian Kit, der kom ind i køkkenet, hvor han sad på slagbænken med en kop kaffe foran sig.

“Nope,” sagde hun, “vi er bekymrede for, om der kommer endnu en brand i løbet af weekenden.”

“Det forstår jeg godt,” sagde Julian, “hvordan går det med at finde en sammenhæng mellem de to ofre?”

“Vi har tjekket alle eleverne på efterskolen. Hvert år kommer der jo et nyt hold, og vi har undersøgt eleverne på de seneste ti års hold, men vi kan ikke finde nogen, der også har tilknytning til præsten eller kirken på Østerbrogade. Skal jeg ikke lune et par boller til os?”

“Gerne, tak,” sagde Julian.

Kit fandt boller frem fra brødkassen, skar dem over og lagde dem ind i ovnen. Tændte for den.

“Vi har interviewet alle de elever, der bor på efterskolen nu, og deres forældre. Og lærerne og forstanderen og alt det andet personale, både køkkenpersonalet, kontorpersonalet, dem, der gør rent, og dem der passer sportsanlæggene. Og der er simpelthen ingen, der har set noget, eller har lagt mærke til noget. Sang- og dramalæreren var, som han plejede.”

“Det være en elev,” sagde Julian, “eller en tidligere elev, eller …”

“Eller hvad?”

“Jeg ved det ikke, kunne det være en fremtidig elev? En, der har været til et informationsmøde eller har været på besøgsweekend eller måske bare har besøgt en elev?” Han holdt en pause, “eller har boet hos, eller besøgt, en ansat? Og på den måde har mødt sanglæreren?”

Kit stønnede, “er du klar over, hvor mange nye muligheder det åbner for?”

“Hvad skal jeg sige? De hænger sammen, brandene, de hænge sammen.”

“Jeg skal lige ryge.” Kit rejste sig, og Julian gjorde det samme. Smerten skar op gennem benet.

“Det gør stadig ondt?”

“Hvad med terror-sporet,” spurgte han, da de var kommet ud på terrassen og Kit havde tændt cigaretter til dem, “er der noget nyt dér?” 

Kit trak på skuldrene, “ikke rigtig. Vi har kun modtaget det ene communiqué.” Hun pustede røg ud.

“I tror ikke på det med terror, vel?” Julian hostede. Var han egentlig ikke også holdt op med at ryge?

Hun rystede på hovedet, “vi holder naturligvis alle muligheder åbne, men nej, vi tror ikke på det. Det gør du jo heller ikke.”

“Nej,” medgav Julian, “jeg tror, det er personligt. Det har jeg troet helt fra starten. Brevene, anstrengelserne, detaljerne.” Han hev røg ned i lungerne, hostede igen, “ligesom brandene, der er begrænsede og fokuserede, er også ofrene udvalgt med en nærmest manisk målrettethed. De er på ingen måde tilfældige.”

På plænen kom en kat snigende, og snart lettede en fugl skræppende og flaksede bort.

Dagen før, da Julian havde besøgt Kåre på vennens arbejde på det børne- og ungdomspsykiatriske center på Bispebjerg Hospital, havde Kåre vist Julian rundt på centret. Regnen var stoppet lige så pludselig, som den var begyndt, og Kåre havde mumlet, at han jo havde lovet Julian en tour.

Ud over den hyggelige villa bestod centret af forskellige behandlingsafsnit, der var fordelt på en række murstensbarakker, opført i ét plan. Typisk institutionsbyggeri med linoleum på gulvene og store skilte, der angav afdelingens navn. Der var både 16, 17 og 18 og både A, B, C og D og det særlige (unavngivne) sikrede afsnit. Så meget for den hjemlige hygge.

Værelserne mindede om kollegieværelser med eget toilet og bad og fælles køkkener på gangene. Desuden var der hobby- og musikværksteder, et fitnessrum, og udenfor var der både boldbaner og små køkkenhaver, store grønne områder ned mod hegnet til banen.

Men først og fremmeste havde der været tomt, og indtil de mødte en uniformsklædt behandler og et par forhutlede unge piger, havde Julian haft en stærk og ubehagelig fornemmelse af, at centret havde været forladt.

Kåre hilste på, pegede og forklarede. Det var tydeligt, at han var stolt, både af stedet og især af det arbejde, de udførte.

De havde ikke snakket mere om den bipolare, unge mand, men da Julian ganske henkastet nævnte Jellings navn igen, havde Kåre sagt, at han desværre havde et møde. Om Julian selv kunne finde ud? Det kunne Julian naturligvis godt. Men æv, så kom han vist til at tage fejl af gangene og brugte lidt tid, en del tid faktisk, på centret, inden han fandt ud.

Kit skoddede sin cigaret, “skal vi ikke gå ind igen?”

“God idé,” sagde Julian, “og altså, I bliver nødt til at finde ud af, hvordan ofrene hænger sammen,” han overvejede, om han virkelig var nødt til at gå til lægen med foden. På den anden side: Når han ikke lagde vægt på den, gjorde den jo ikke ondt, vel?

Kit tog kolben fra kaffemaskinen og skænkede til dem begge. Da hun gik tilbage og satte den ned i vasken, benyttede Julian lejligheden til at fumle et par piller frem fra glasset i inderlommen. Slugte dem, skyllede ned med den brandvarme kaffe.

“Og det er du sikker på, de gør?”

“Altså,” Julian rømmede sig, “i de tilfælde, jeg kender til, hvor der har været en seriemorder, en klassisk seriemorder på spil, så hænger ofrene ikke nødvendigvis sammen. Morderen udvælger og myrder sine ofre, fordi der er et eller andet ved dem, der trigger ham. Det kan være deres udseende, deres attitude, noget, de siger eller gør, et smykke, en bevægelse, et ord, en talemåde. Han vælger dem, og jeg siger han, fordi langt størstedelen af de kendte seriemordere er mænd. Han udvælger dem, fordi han ved at myrde dem kan gentage det traume, han er blevet udsat for som barn. Blot omvendt.”

Han gik i stå. Omvendt?

“Julian?”

“Undskyld,” sagde han og rystede på hovedet. Tanken var smuttet fra ham.

“Ja, den klassiske, psykopatiske seriemorder har ofte en dominerende mor og en fraværende far. Jeg ved, det lyder banalt, men han vil gerne have magt over sin dominerende mor, som hun havde magt over ham, da han var barn.”

“Så han genskaber barndommen?”

“Jægeren, som jeg er ved at skrive en bog om, blev spærret inden i en kiste, da han var barn.”

Han havde fortsat ikke skrevet ét ord på bogen, siden han var kommet til Danmark. Og heller ikke alverden før, hjemme i Oxford, for nu at være ærlig.

“En kiste?”

“Hans mor havde en stor dragkiste, som hun havde arvet fra sin mor. Den var til stof og syting, men allerede fra han var helt lille, låste hun ham inde i kisten. Og det blev ved, indtil han var en 12-13 år og stak af hjemmefra.”

“Og da han blev voksen, låste han så “sin mor”,” Kit lavede anførselstegn i luften, “inde i kisten?”

“Ja, han havde en stor trækasse stående i sin kælder, og den låste han de kvinder, han fangede, inde i. Han fortalte mig, at sad og lyttede til dem. Han havde en lænestol med en fodskammel, og der sad han så og lyttede til deres skrig.”

“Hvor mange slog han ihjel?”

“Vi kender til 17, men der kan sagtens have været flere.”

“Jøsses.”

Julian nikkede, “vold og mord giver altid mening for den, der gør det, også selvom det ikke giver mening for os andre. Og pointen med Jægeren var blot, at selvom der ingen sammenhæng var mellem hans ofre, så udvalgte han dem for a reason. Og det er den grund, vi er nødt til at finde. Hvorfor præsten? Hvorfor sanglæreren? Hvad har de til fælles, hvad har de til fælles for morderen?”

“Men i det tilfælde, du fortalte om, med Jægeren, der havde ofrene jo netop kun noget tilfælles for ham. Der var ikke en ydre sammenhæng, eller hvad man nu skal kalde det.”

“Men det tror jeg, der er her,” insisterede Julian, “jeg tror fortsat mest på hævn—”

“På grund af brevene?”

Julian nikkede og huskede, hvordan ønsket om hævn i bogstaveligste forstand havde fået ham selv til at se rødt, da han havde siddet på gulvet i Messiaskirken og holdt Lykke Lies hånd, “ja, brevene er et forvarsel, og jeg tror, ofrene må have noget til fælles, hvis det er et hævntogt. De er ikke tilfældigt udvalgt, de boede hver sit sted i landet, og de lignede ikke hinanden. Ikke af udseende eller erhverv.” Undtagen måske som faderfigurer? Kunne der være tale om en elev, et ungt menneske, der havde betroet sig til de to mænd? Hvad stolet på dem? Og måske  var blevet krænket eller svigtet af dem?

“Stadig ingen tegn på pædofile tendenser, vel?”

“Overhovedet ikke. Sanglæreren var i øvrigt bøsse.”

“Og det var præsten ikke, vel?” Eller var han? I det skjulte, når Gud ikke lige holdt øje. Desuden: Selvom man var homoseksuel, kunne man jo godt være pædofil.

“Hvad sker der her?” Meriam stod henne i døren.

Med ét kunne Julian også lugte det, og da han kiggede hen på ovnen, forstod han hvorfor.

Måske var den tidligere elev ikke blevet krænket, måske var vedkommende snarere blevet svigtet? Glemt? Overset og ignoreret? Ligesom de brændte boller i ovnen?