14. december: Nu tændes lys i skyggers land

Fredag den 14. december, klokken 14.45, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Bispebjerg Hospital

“Jeg viser dig gerne rundt bagefter,” Kåre satte en kop kaffe foran Julian og sig selv i stolen bag skrivebordet. “En hurtig rundvisning.”

“Tak,” sagde Julian, “og tak fordi du havde tid til at tale med mig.”

“Selvfølgelig da.”

De sad i Kåres luksuriøse kontor i stueetagen i den store villa, der vist gjorde det ud for hovedbygningen i det psykiatriske center. Villaen lå i en stor, lukket og grænsende til det vildtvoksende have.

“Her skal jo gerne virke hjemligt,” havde Kåre forklaret med et smil.

Et højt hegn skærmede ganske vist haven fra banen, men når et S-tog buldrede forbi, rystede grunden alligevel svagt. Julian var først blevet forskrækket, siden forvirret, men Kåre lagde tilsyneladende ikke mærke til det.

Kontoret havde formentlig været dagligstuen, dengang villaen havde været en privatbolig. Nu var der skrivebord og gæstestole i det ene ende, et mødebord midt i rummet og et sofaarrangement i karnappen ud mod terrassen og haven. Reoler fyldt med bøger på alle væggene, gulv til loft. I vinduet stod et lille juletræ. Med elektriske lys heldigvis.

“Lykke Lie var ude for en ulykke,” sagde Julian.

“Åh, nej dog.”

“Bare rolig, det var ikke så alvorligt.” En andengrads forbrænding var såmænd alvorlig nok, men Lykke Lie var heldigvis udskrevet igen, og der ville ikke komme mén.

“Okay, hvad skete der?”

“Der gik ild i hendes hår, da hun skulle gå Lucia-brud.”

“Jøsses. Hun er altså også uheldig, den stakkels pige.”

“Jeg troede, at det måske var en af de andre piger, der satte ild til hendes hår, ja, med vilje.”

“Med vilje?”

“Ja,” Julian nikkede. Da han var taget afsted fra Lykke Lie på hospitalet dagen før, havde han prøvet at få fat på Kåre, der dog havde været til heldagskonference i Malmø. I stedet var Julian taget hen på skolen og havde snakket først med sanglæreren og de andre piger i optoget, derefter med personalet i kirken.

“Jeg har snakket med dem alle sammen, men …” Julian rystede på hovedet. Der havde været mørkt i kirken, og det var ikke til at sige, hvad der var sket, hvordan det var sket, eller hvorfor det var sket.

Det mest sandsynlige var, at Lykke Lies lange, fine og flagrende hår ved et uheld var kommet ind i et af de to lys, som pigerne bag hende gik med i hænderne. Måske var der sprøjtet stearin på kjolen? I hvert fald var der gået ild i både håret og kjolen.

En af de andre piger havde også brændt sin hånd. Måske fordi hun prøvede at stoppe branden? Han vidste det ikke, ville nok aldrig finde ud af det.

“Piger kan være stride, men ligefrem at sætte ild til en anden piges hår? Det lyder altså langt ude.”

“Jeg ved det.” Julian tømte sin kop, håbede på større held nu: “Men altså, jeg havde jo den der patient i England, ham jeg er ved at skrive en bog om?”

Kåre nikkede.

“Han kaldte sig Jægeren, og han gik jo på jagt efter kvinder, der lignede hans mor.”

Igen et nik.

“Og jeg tror,” fortsatte Julian, “at Jægerens psykose muligvis blev udløst af en eksperimentel medicinsk behandling.”

Kåre rynkede brynene, men sagde ikke noget.

Julian rømmede sig: “Den forvaringsanbragte unge mand, jeg skulle vurdere,” han gøs ved tanken om den klamme og klaustrofobiske krybekælder under Frydelund, “altså, jeg tror måske, at han også har været igennem et, lad os bare sige eksperimentelt, medicinsk behandlingsforløb.”

Kåre lagde armene over kors, “Du tror vel ikke, at—”

“Jeg tror ikke noget,” sagde Julian hurtigt, “men jeg tænkte, at den unge mand måske har været anbragt her på centret? Eller på en anden psykiatrisk behandlingsinstitution? Kan du undersøge det for mig?” Julian fandt sedlen med mandens navn og cpr-nummer frem, skød den hen over bordet til Kåre.

Den medicinske journal, Jelling havde givet Julian, havde været omfattende. Alligevel var Julian sikker på, at der manglede noget. At dele af den var blevet fjernet, klippet ud, bortcensureret.

“Vi har jo tavshedspligt.” Kåre lagde den ene ben hen over det andet.

“Det ved jeg,” sagde Julian, “men han har været depressiv og suicidal, så jeg tror, han måske har været indlagt eller anbragt og behandlet på en psykiatrisk afdeling eller klinik.” Det var naturligvis et langskud at opsøge Kåre. Den unge mand kunne være behandlet på en privat klinik, måske endda i udlandet? Men i journalen havde der bare intet stået om psykiatrisk anbringelse.

“I hvert fald blev han behandlet med antidepressiver, ordineret af egen læge, igennem en årrække,” fortsatte Julian, “og så forsvandt hans dødsangst åbenbart.”

“Okay?”

“Ikke alene forsvandt hans dødsangst, den blev på en eller anden måde transformeret til et ønske om, at andre skulle dø. Han var for eksempel lige ved at slå Svend Jelling ihjel—”

“Jelling?”

Julian nikkede: “Ja, han sagde, at Jellings sidste salgsdato for længst var overskredet, eller noget i den stil.”

“Men Jelling er okay?” Kåre rettede sig op i stolen, “hvad er der sket? Hvornår? Hvorfor har jeg ikke—”

“Jelling har det fint,” afbrød Julian, “helt fint.”

Kåre trak tastaturet hen foran sig, “skal jeg prøvet at slå ham op i systemet så?”

“Ja tak.”

Kåre tastede løs. “Det tager lige et øjeblik,” han kiggede ud af vinduet, og Julian drejede sig, fulgte hans blik.

På legepladsen neden for terrassen midt i den store have dukkede to små piger op. Begge havde langt lyst hår, og de holdt hinanden i hånden. Ingen af dem havde overtøj på.

“Undskyld,” Kåre rejste sig, “jeg må lige …” Han gik hen til havedøren, åbnede først den inderste, derefter den yderste og gik udenfor, hen over terrassen og ned ad trappen, hen imod pigerne. En kold vind for gennem kontoret, da Julian rejste sig og gik rundt om skrivebordet, satte sig i Kåres stol.

Julian skævede ud af vinduet og kiggede derefter på skærmen. En journal, med masser af forkortelser og interne koder, men ikke desto mindre en journal, der bar den unge, bipolare mands navn og cpr-nummer. Journalen havde en anmærkning om en anbringelse på BUC-BH, der var afsluttet for blot et år siden.

Skærmen gik selvfølgelig i sort, men efter endnu et hastigt blik ud af vinduet, tastede Julian ‘Enter’.

‘Kåre Eskildsen,’ svarede skærmen frækt, ‘angiv adgangskode.’

Hurtigt rejste Julian sig og humpede rundt om bordet, satte sig i gæstestolen.

“Hold nu op, det er koldt,” Kåre rystede, og hans ånde stod ud i luften.

Netop som han fik lukket den dobbelte havedør, begyndte det at regne, pludseligt og voldsomt. Store, tunge dråber.

Kåre satte sig i sin stol, taster klikkede. “Nej, han har ikke været her,” sagde Kåre og kiggede på Julian.

“Okay,” sagde Julian: “Er du sikker?”

“Helt sikker,” Kåre nikkede, “han findes ikke i systemet.”

Julian ventede, regnen piskede ned.

Hvorfor dækkede Kåre over Jelling?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *