13. december: Med lille Messias

Torsdag den 13. december, klokken 10:00, Gentofte Hospital

“Men det var jo mig, der skulle være Lucia-brud!?” Lykke Lies stemme var fuld af lige dele vantro og forvirring. Julian sad i den ene af de to stole ved siden af sengen og holdt hendes hånd. Det var kun (“kun”) en andengradsforbrænding, men hendes hoved var forbundet, og hun havde et drop i den anden hånd, der lå oven på dynen.

“Jeg ved det, min skat,” sagde Julian. Dybest set var han lykkelig over, at datterens skader ikke var mere alvorlige.

Det var ikke lykkedes dem at finde ud af, hvordan ulykken var sket. Pigerne, der gik bag Lykke Lie i optoget, nægtede, at de skulle have sat ild til Lykke Lies hår. Men faktisk havde der været en vis tumult, fordi rækkefølgen af pigerne var blevet ændret, lige før optoget begyndte. Eleonora havde været ude bagved sammen med sanglæreren og kordegnen, og der havde været om ikke et skænderi, så dog noget, der mindede om, mellem flere af de andre piger.

Men hvorfor var det gået ud over Lykke Lie? Eller havde det blot været en uheld?

Julian lænede sig tilbage i stolen, men slap ikke datterens hånd. Eleonora mente, at det var ‘de fjollede tøser’, der ‘aldrig var blevet ordentligt opdraget’ og nu ‘ikke engang kunne indrømme, at de havde sat ild til hendes lille skat’. Måske var det simpelthen en fejl, et uheld?

“Hvordan har du det med de andre piger?”

“Helt fint. Hvorfor?”

“Ikke for noget, min skat.”

I hvert fald var afbrændingen af Lykke Lies hår jo ikke Brandmandens værk, selvom Julian havde troet det, havde været så sikker, i de lange, paniske øjeblikke i Messiaskirken. Han havde været klar til at—

Eleonora kom fejende ind på stuen. “Hvordan har du det min skat, min egen lille skat?” Hun havde kun været væk fra Lykke Lies seng i et par timer, alligevel måtte hun duppe øjnene.

Tidligere var Eleonora kørt hjem for at tage et bad. “Men du bliver her, Jules, indtil jeg kommer tilbage.”

“Selvfølgelig,” havde han lovet hende. Og han havde ikke kun lovet det én gang.

“Det var jo mig, der skulle være Lucia-brud!?” sagde Lykke Lie nu til sin mor. Julian havde ikke tal på, hvor mange gange, datteren havde gentaget netop de ord.

“Min egen skat,” Eleonora satte sig i den anden stol og tog datterens hånd, som Julian et øjeblik var kommet til at give slip på. Kvaj.

“Men gudsketakoglov,” fortsatte Eleonora, “at der ikke skete mere.”

“Men mit hår, mor?”

“Dét ved jeg, søde skat. Men jeg har lige snakket med lægen, og han siger, at du snart kan komme hjem igen.”

“Tak, fordi du blev her,” sagde Eleonora til Julian. Hun opførte sig stadig som om, ulykken var hans skyld. Som var han en slags smittebærer.

“Selvfølgelig,” sagde Julian, der snart måtte have en pause fra Eleonora.

“Jeg går nu, min skat,” sagde han til Lykke Lie, lænede sig frem og kyssede hende forsigtigt på panden, “men jeg kommer igen senere. Okay?”

“Okay,” sagde hun. Selvom hun ikke virkede okay. Snarere lille og sart, som en eksotisk blomst, der kunne knække i vinden.

“Bare rolig,” sagde Eleonora. “Mor er her.”

Julian tog sig sammen og kyssede ekskonen på kinden. Hun fyldte meget, Eleonora, men hun var en god mor.

Henne i døren standsede han, kiggede på dem i solen, der et øjeblik blinkede ind ad vinduet. Eleonora rettede på dynen og skænkede Lykke Lie et glas saft. Det var et rørende øjeblik, fint og intimt, kærligt, men også skrøbeligt. Han smilede.

Selvom han formentlig tog fejl, havde han fået en idé, han var nødt til at undersøge.

2 thoughts on “13. december: Med lille Messias

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *