12. december: Nu bæres lyset frem

Onsdag den 12. december, klokken 16.30, Messiaskirken, Charlottenlund

Det var den sidste prøve, før det for alvor skulle gå løs i morgen, og Julian sad på en af de forreste bænke. Han var kommet i god tid og havde humpet rundt i kirken og kigget og tænkt, mens det blev mere og mere dunkelt. Kirken duftede af gran, og oppe ved alteret glimtede flammerne fra rækken af slanke, hvide lys i korets farvestrålende glasmalerier.

Om formiddagen havde Kit og han drøftet muligheden af, at det rent faktisk kunne være en islamisk terrorcelle, der stod bag branden i Sankt Jakobs Kirke. Dagen før havde politiet nemlig modtaget et communiqué, hvori en velkendt, islamiske terrorgruppe havde påtaget sig ansvaret for ‘afbrændingen af den falske profet’.

Men Julian troede ikke på det. Han følte sig overbevist om, at de to mord hang sammen. Fremgangsmåden var muligvis ændret og tilpasset en smule, men det var samme type brand og derfor (formentlig) samme gerningsmand. Og terrorgruppen havde ikke påtaget sig ansvaret for det andet mord, nok fordi terrorgruppen ikke stod bag. Hverken den første eller den anden mordbrand.

Efter frokost havde han siddet ved det skrivebord, Meriam havde ryddet til ham, klar til endelig at komme videre med bogen om Jægeren. Okay, klar til at komme i gang med bogen om Jægeren så. En hel lang time havde han velsagtens holdt ud, før han havde besluttet sig for, at det nok var vigtigere at … nåh ja, noget andet, så meget andet, faktisk. Som sagt, så gjort, og nu havde han i det mindste en ny telefon.

Langt borte tonede sangen frem, de fine, lyse stemmer. Han smilede, vendte sig om og kiggede ned gennem den næsten helt mørke kirke.

“Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone.
Nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia.”

Julian lagde armen op på ryggen af kirkebænken og så sin strålende datter, klædt i hvidt, med lys i hånd og hår, allerforrest i optoget, der stod klar til indmarch ude fra våbenhuset.

“Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæ—”

“Det brænder!”

“Hjælp!”

“Far!”

På sin rundtur i kirken havde Julian heldigvis set den, og nu løb han med hamrende hjerte ned gennem midtergangen til våbenhuset og flådede ildslukkeren af krogen på væggen.

“Hjælp!”

“Gør dog noget!”

“Nej!”

Julian hev sikringen ud og sprøjtede skum over Lykke Lie, der lå på gulvet og skreg, mens flammerne (åh, gode gud) havde alt for godt fat i hendes kjole og i hende hår, der allerede var væk i den ene side. Brændende stearin flød i en pøl på gulvet.

Julian sprøjtede skum ud over Lykke Lie, ud over de andre piger, ud over de forældre, der var kommet løbende til, ud over hjælpepræsten, ud over alt og alle.

“Far! Hjælp mig, Far!”

Julian smed ildslukkeren fra sig og knælede, tog forsigtigt Lykke Lies hånd. Hun lå med afsvedet hår og brændt kjole, hun nikkede med øjnene fulde af tårer.

“Min skat, åh min lille skat,” Eleonora var med ét ved siden af Julian, hun kiggede kort, men bebrejdende, på ham. Det var for dælen da ikke hans skyld.

Eller var det?

Måske var det lugten af afsvedet hår og brændt hud, måske var det den intense og alt-om-sig-gribende omsorg og bekymring for datteren? Måske var det simpelthen dødstruslen, der rykkede ind på ham? Et øjeblik havde han i hvert fald fornemmelsen af at falde baglæns. Ud i intetheden.

“Far?”

“Jeg er her. Lykke Lie, alt er godt, bare slap af, træk vejret. Det er okay, skat.”

Diskret, så diskret, som han nu kunne, fandt han hendes puls. Hurtig, men ikke alarmerende. Pupillerne okay. Hendes øjne var fyldt med tårer, og hun rystede.

“Min lille skat,” snøftede Eleonora.

“Det er okay,” sagde Julian til ekskonen. Eleonora havde altid være bekymret for Lykke Lie, overbeskyttende, men der var ikke noget at gøre. “Vi er nødt til at ringe efter en ambulance,” sagde han til Schultz, Eleonoras nye kæreste slash mand.

Schultz nikkede: “Har ringet.”

“Det er okay, min skat,” sagde Julian igen. Han holdt stadig Lykke Lies hånd, men talte lige så meget til Eleonora som til datteren: “Der sker ikke mere, det er overstået nu.”

Denne brand havde også været lille og fokuseret. Men hvorfor? Var det for at få Julians opmærksomhed?

“Det er okay, min skat, ambulancen er her lige om lidt.” Han lød mere sikker, end han følte sig.

“De er her nu, åh tak,” Eleonora rejste sig: “Herhenne!”

Som han sad der på kirkegulvet med sin datters hånd i sin, svor han, at han ville gøre alt, absolut alt, for at fange det umenneske, det kryb, det monster, der stod bag. Tænk, hvis der var sket noget med Lykke Lie? Noget mere alvorligt? Det skulle blive løgn, det skulle så meget blive løgn. Om det så blev det sidste, han gjorde, skulle han guddødeme—

“Hvad siger du, Far?”

“Ikke noget,” mumlede han, “alt er godt, min skat.” Han smilede til hende, men den voksede i ham, fyldte ham, trangen til hævn.

Tilgivelse? As if.

“Men mit hår?” Hun kiggede skiftevis på ham og Eleonora.

“Åh, min lille skat,” sagde Eleonora.

Håret voksede ud igen, men ville der komme andre ar? Ville der måske endda komme et nyt mordforsøg på datteren? Eller ham selv? Handlede det om ham? Var det i virkeligheden ham selv, psykiater og professor Julian Krause, der var Brandmandens mål?

Havde de andre brande blot været … forspil?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *