11. december: Til Julebal i Nisseland

Tirsdag den 11. december, klokken 17:30, Tivoli, Kongens København

Tidligere på dagen havde Julian været hjemme hos Svend Jelling i villaen i Charlottenlund. Han var blevet lukket ind af Jelling selv, der havde ført ham gennem en hall med parketgulv og et stort bornholmerur. Derefter gik turen gennem flere stuer, før Jelling til sidst havde bedt Julian tage plads i en sofa med udsigt over … snarere en park end en have. Ved siden af sofaen stod en bronzestatue af en mor, der dansede med sit lille barn. Formentlig et kostbart kunstværk af en kendt kunstner. Selv satte Jelling sig i lænestolen for enden af glassofabordet, med siden til Julian.

Henne ved vinduespartiet, der strakte sig i hele stuens længde, stod et overdådigt juletræ, pyntet efter alle kunstens regler, og dæmpet, klassisk musik fyldte stuen. En ung kvinde dukkede op og skænkede kaffe til dem.

“Mælk, doktor Krause?”

“Nej tak,” sagde Julian og drak en tår af den fyldige, aromatiske kaffe. På bordet stod et fad med flere slags hjemmebag og indpakkede chokolader.

“Er du okay?” Julian satte koppen fra sig og kiggede indgående på Jelling.

“Ja vist,” sagde han, men mødte ikke Julians blik, “selvom det jo var en voldsom oplevelse,” han kiggede kort på Julian og derefter væk igen, ud af vinduet, “jeg er ikke vant til den slags.”

“Det forstår jeg,” sagde Julian.

“Men jeg vil gerne bede om din uforbeholdne mening,” sagde Jelling, “nu hvor du jo fik lejlighed til at observere ham.” Jelling sank og vred sig i stolen, kiggede på Julian: “Er han omvendt, som han selv påstår?”

“Min vurdering er, at den unge mand er manisk. Han er psykotisk og manisk. Du er jo selv læge—”

“Men ikke psykiater,” indskød Jelling.

Julian nikkede, kunne pludselig ikke huske Jellings medicinske specialisering. Han rystede det af sig. “Af journalen fremgår det, at den unge mand tidligere har været depressiv og haft angstanfald. Jeg vil dog mene, at han nok snarere er bipolar. Tidligere har han været mere depressiv end manisk, men et eller andet har trigget ham. Jeg tvivler på, han selv er klar over, hvad der har udløst og igangsat manien.”

“Manisk?”

“Ja, bipolar.”

“Så ikke omvendt, ikke kureret?”

Julian rystede på hovedet. Havde Jelling medicineret den unge mand? Ganske som han havde medicineret Jægeren, hvis man skulle tro dennes dagbog? Med forsøgslægemidler, der endnu ikke var godkendt til behandling? Havde Jelling eksperimenteret med den unge mand med det strittende hår, de vilde øjne og de ufrivillige kast med hovedet?

Da tanken først var dukket op, kunne Julian ikke give slip på den. Da det blev mørkt, forlod han Jelling-residensen og hentede Lykke Lie, men den hagede sig fast, tanken.

Men nu, nu ville Julian ikke tænke på hverken Jelling eller den maniske, unge mand. Nu ville han koncentrere sig fuldt og helt om Lykke Lie og Simon.

“Jeg vil gerne bede om tre billetter,” sagde Julian, “og to turpas.”

Lykke Lie slap hans hånd og klappede i begge sine.

“Hvor er det fedt at se dig, Lykke,” sagde Simon.

“Ja, meget,” medgav Julian, “og hvor har du dog fået langt hår.”

“Jeg har da sendt dig et billede af det, Far,” Lykke Lie smilede op til ham.

“Ja, ja,” sagde Julian hurtigt, “men det er jo bare så lang tid siden, jeg har set dig. Og jeg er så glad for at se dig.” Han bøjede sig ned og kyssede sin tiårige datter oven på hovedet: “Så blødt og fint.”

Lykke Lie tog hans hånd, den var også lille og fin og blød. Præcis som pigen selv.

“Hvis vi prøver den lille rutsjebane først, Far, så kan du vel godt være med, kan du ikke? Den er altså ikke særlig vild.” Hun lo.

“Ja, Far, mon ikke du kan?” Simon gav Julian en albue i siden.

Julian fortrød, at de ikke var taget på museum i stedet for. Simon elskede naturligvis museer og havde været kustode på Nationalmuseet i nogle år. Han var en fremragende fortæller, og mon ikke det også var noget for Lykke Lie? Det var det sikkert.

“Er der ikke en ny særudstilling på Nationalmuseet nu—”

“Den har jeg da set,” sagde Lykke Lie overraskende.

“Okay?”

“Vi så den første gang med skolen,” forklarede hun, “og så var jeg der igen med Simon.”

“Nå nå,” sagde Julian, “men vi kan godt nå udstillingen igen, inden jeg tager tilbage til Oxford, ja, hvis du har lyst? Hvis I har lyst?”

“Yeah.”

“Ja da.”

“Aftale så,” sagde Lykke Lie, “men nu skal vi altså prøve rutsjebanen, eller skal vi hellere tage den rigtige rutsjebane med det samme, Simon?”

“Hvad du synes, Lykke? Jeg er på.”

Lykke Lie løb i forvejen, og Julian nød stemningen og lysene, duften af brændte mandler, det dryppende vand, småsnakken og latter. Han var sikker på, han også kunne høre bjældeklang. Lykke Lie vendte sig om og vinkede til ham, hendes skrå øjne glødede i mørket. Simon løb hen til hende, og et øjeblik følte Julian sig som verdens lykkeligste mand.

Han standsede, blev stående og kiggede efter dem, prøvede at lægge vægten på den anden fod. Simon havde lagt armen rundt om Lykke Lie, på hendes skulder, og hviskede hende nu i øret. Hun lo, og Simon tog hendes hånd, og de løb videre gennem haven.

Julians telefon ringede, hårdt og insisterende, og selvom han ignorerede den, ringede den på ny. Det var Kit, og han tog den selvfølgelig til sidst. Lykke Lie og Simon var forsvundet rundt om et hjørne.

“Jeg er virkelig ked af at forstyrre,” sagde Kit hurtigt, “men der er sket noget besynderligt.”

4 thoughts on “11. december: Til Julebal i Nisseland

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *