10. december: Når du ser et stjerneskud

Mandag den 10. december, klokken 11:45, Københavns Universitets humanistiske fakultet, Amager

“Tillykke,” sagde Julian og løftede sit glas.

“Tillykke,” sagde Meriam.

“Så flot.”

“Virkelig spændende.”

“Helt velfortjent!”

“Wu-huuu!!”

“Utroligt, hvad kirken er sluppet af sted med gennem tiden,” sagde Meriam til Julian, “tænk, at kirken bare sådan kunne beslutte sig for, hvad der skulle være sandt, og hvad der skulle bortcensureres? Det er da alligevel utroligt.”

Julian trak på skuldrene. “Fra Gud Kongen, fra Kongen Loven, er det ikke sådan, det er? Op igennem historien har kirken jo haft enorm magt.”

De stod uden for lokalet, hvor Simon netop på overbevisende vis og med bravour havde forsvaret sit bachelorprojekt. Kit var ikke med, men både Meriam og Julian var der, sammen med en håndfuld studiekammerater.

Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 med tre øvre fakulteter og et enkelt nedre, og ikke helt så fint, forstås, filosofisk fakultet. Dengang var det vigtigste fakultet naturligvis det teologiske (fordi mand gerne skulle være på god fod med herren ved overgangen til det evige liv). Derefter fulgte det juridiske fakultet (fordi mands ejendom gerne skulle beskyttes, mens han var på jord), og først på tredjepladsen kom det medicinske fakultet (fordi mand, trods alt, gerne skulle blive længst mulig tid på jorden).

Julian Krause havde det svært med hypoteser, der ikke kunne efterprøves empirisk – gerne i double-blind forsøg. Han havde det svært med psykoanalysens forestilling om overjeget, og selvom han måske nok troede på, at der var mere mellem himmel og jord end som så, havde han det især svært med et overmenneskeligt sandhedsbegreb. Men med Bibelen havde kirken ikke desto mindre taget patent på sandheden. Sandheden var, som den blev fremstillet i Bibelen. Punktum.

Simons vejleder slog på sit glas, og Julian vendte tilbage til den verdslige verden.

“Det er jo det spændende ved religionsvidenskab,” sagde vejlederen og fandt et papir frem, foldede det ud. “Jeg vil gerne sige et par ord, for du, Simon, du har jo truffet et fantastisk spændende valg. Maria-evangeliet er enestående af flere grunde. Dels bærer det jo Marias navn, dels har vi sådan set fra kirkens ældste tid et vidnesbyrd om, at kvinder også kan være åndelige autoriteter.” Vejlederen roste derefter Simon for hans valg af fokus, skrivestil, analytiske evner og konklusioner. “Jeg ser virkelig frem til samarbejdet i vores nye forskningsprojekt. Det bliver så godt. Skål og tillykke.”

“Skål!” Glassene klirrede.

“Tak, tak,” sagde Simon, der efterhånden havde fået røde kinder, “mange, mange tak.”

“Du Simon?” Julian møvede sig ind på sønnen, “må jeg lige spørge dig om en ting?”

“Selvfølgelig,” Simon lød glad, “spørg løs,” han slog ud med hånden, så champagnen sjaskede ud på gulvet, “jeg kan svare på det hele.”

En studiekammerat fyldte hurtigt glasset op igen, og Julian kunne ikke lade være med at le.

“Simon, hvor mange evangelier findes der? Altså ikke-officielle evangelier mener jeg, evangelier, der ikke er med i Bibelen?” Efter ganske få søgninger på nettet havde Julian nemlig indset, at citaterne i brevene til præsten og sanglæreren slet ikke stammede fra Bibelen. De lød ganske vist som skriftsteder, men de måtte komme et andet sted fra. Muligvis fra Maria-evangeliet, som dog ikke fandtes online.

“Altså,” begyndte Simon, “som du ved, betyder evangelium jo egentlig gode nyheder, og ud over de kanoniske evangelier, findes der vel 30 apokryfe evangelier, hvor de mest kendte nok er Thomasevangeliet, ja, og så Maria-evangeliet.”

“Okay,” sagde Julian.

“Enhver kvinde,” fortsatte Simon, “som gør sig selv mandlig, kommer i himlen, ja, det står der i Thomas-evangeliet.”

“Hmm,” sagde Julian, “lidt af et benspænd, hvad?”

“Men i Maria-evangeliet står der, at Jesus elskede hende højere end nogen anden af de andre disciple, og selvom de mandlige disciple var utilfredse, ja, med at Jesus foretrak Maria Magdalene, og at hun kunne forkynde Frelserens ord, så måtte Jesus jo havde betragte hende som en mand, står der i Thomas-evangeliet. “

“Okay.” Julian fandt papiret frem og viste Simon de to skriftsteder fra brevene til præsten og sanglægeren, “kan du lige kigge på de her to citater?”

Simon læste. “De er i hvert fald ikke fra Maria-evangeliet, hvis det er det, du tror?”

Problemet var, at Julian ikke rigtig vidste, hvad han troede.

“Men enig, det kunne godt lyde som logia. Har de et nummer?”

“Nej,” sagde Julian, “de har ingen numre. Hvad er logia?”

“En logion, flere logia,” sagde Simon og smilede, “er det ikke dig, der kan latin?”

“Jeg tror ikke, det er latin—,” begyndte Julian.

“Det er nok græsk,” afbrød Simon, “men i hvert fald er Logia Jesu enkeltstående ytringer af Jesus. De er overleveret løsrevet fra konteksten. De her kunne måske være fra Thomas-evangeliet?”

“Tak skal du have,” sagde Julian og gav sønnens skulder et klem, “gå du bare tilbage til dine venner.” Simon smilede og svævede hen til venneklumpen, men standsede, vendte sig om: “Kom og sig hej, Far.”

Julian gik hen til sønnen og hilste på vennerne, der lignede hinanden. Samme højde og drøjde. Langt hår, skæg, lidt nørdede. To af dem havde endda matchende T-shirts på. Mørkegrønne med påskriften FC Caput og en sort og hvid fodbold. Hættetrøjer uden på T-shits. Eller muligvis: Kortærmet T-shirt uden på langærmet T-shirt og derefter hættetrøje. Tjek.

“Vi spiller jo fodbold sammen,” sagde den ene af de unge mænd og hev ud i T-shirten, “vi har et fodboldhold på studiet.”

“Selvfølgelig,” sagde Julian og smilede.

Meriam slog på sit glas og holdt en rørende tale for Simon. Der blev klappet og skålet.

“Fin tale,” sagde han til Meriam.

“Tak tak,” sagde hun, “skal vi ikke køre forbi min læge på vejen hjem, så hun kan kigge på din fod?”

“Det er vist ikke nødvendigt,” sagde Julian, “men måske kan vi køre forbi et apotek?”

“Julian,” sagde Meriam og rystede på hovedet.

Åh, de forbandede, kloge kvinder. “Hvis det ikke bliver bedre, skal jeg nok få en læge til at kigge på den.” Julian havde sådan set stor tillid til lægestanden, han brød sig bare ikke om selv at gå til lægen. “Jeg er også nødt til at få mig en ny telefon.” Og en ny taser, men det sagde han ikke højt, for det var vist ikke noget, man bare lige købte i Danmark.

Faktisk havde politiet, der afhørte ham efter episoden i krybekælderen under Frydenlund, understreget, at den var ulovlig at anvende i Danmark. De havde i øvrigt konfiskeret den (lige som Julians telefon og fladskærmen), fordi alle de nævnte genstande nu indgik som tekniske beviser. Godt så.

Der blev skålet, og studiekammeraterne sang for Simon, men Julian hørte ikke efter.

Dagen før, på efterskolen på Fyn, var han blevet enig med sig selv om, at Brandmanden ikke var en klassisk, personlighedsforstyrret seriemorder. Julian var blevet bestyrket i, at motivet var retfærdig gengældelse.

Men måske var det ikke en tidligere efterskoleelev, der var blevet misbrugt af sanglæreren og præsten og nu tog hævn?

Måske var gerningsmanden snarere en person, der havde en anden tolkning af virkeligheden end den gængse, end den officielle? En anden variation af sandheden, sin egen fremstilling, sit eget evangelium, so to speak, der dog var blevet bortcensureret og hvisket ud, fjernet – fordi det ikke var i sync med den officielle variant at sandheden?

Ligesom Maria Magdalene og Maria-evangeliet?

2 thoughts on “10. december: Når du ser et stjerneskud

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *