9. december: Spillemand, spil lystigt op

Søndag den 9. december, klokken 07:30, Tangen Efterskole, Fyn

“Uhh!” Julian vågnede med et sæt.

“Er du okay?”

“Hvor … hvad …?” Han snappede efter vejret.

“Jeg er virkelig glad for, at du orker at tage med,” sagde Kit og skævede til ham. “Jeg ved godt, det har været nogle hårde dage.”

For nu at sige det mildt. Han hostede, rettede sig op i sædet.

“Er du sikker på, du er okay?”

“Jeg er okay,” sagde Julian, og selvom han var træt og groggy, var han okay. Og i live. Og det var jo også noget.

Her til morgen var de taget af sted hjemmefra, så snart Kit havde fået meldingen. Bilturen havde taget næsten to timer, men Julian havde døset det meste af vejen, og igen: I live. Ikke så dårligt endda.

Natten før, i den gennemkolde krybekælder under Frydenlund, havde Julian blidt men bestemt forklaret, at han da gerne ville hjælpe den unge mand med det strittende hår. Helt bestemt.

Men han (Julian) var jo ikke stærk nok til at bære hans (Jellings) krop ovenpå i det gule hus. Vel? Når nu de to, nye medsammensvorne skulle binde Jelling til en seng eller en stol og sende strøm igennem manden. Vel? Medmindre, naturligvis, at den arbejdsomme og hjælpsomme unge mand kunne finde en båre af en art, eller måske en plade eller et bræt, som de kunne bære Jelling på? Sammen forstås. Den unge mand kastede med hovedet, “klart, klart. Jeg henter kørestolen,” han lo, “det var jo også sådan, jeg fik jer herned.” Han forlod  krybekælderen, der igen henlå i totalt mørke.

Men lige før døren lukkede, fokuserede Julian på byttet. Med noget besvær kom han op at stå og gik foroverbøjet gennem kælderen, hen til skramlet, hen til fladskærmen, han havde fået øje på i lyset fra døren. Hans arme og ben føltes underligt slappe, men han samlede den op og gik tilbage. Ganske vist ramlede han ind i væggen og tabte skærmen ned over sin ene fod, men til sidst fandt han døren og stillede sig klar ved siden af den.

Han var forpustet, og hjertet dundrede derudaf, men da den unge mand kom tilbage og åbnede døren, trådte Julian ud i døråbningen og smadrede uden tøven skærmen op i hovedet på manden. Der lød et knæk, og bum. Dér lå han så.

Julian baksede den unge mand ind i krybekælderen og Jelling ud. Låste døren og fandt med direktiver fra Jelling, der tilsyneladende havde det noget bedre i lyset ude på gangen, hurtigt op på Frydenlund, hvor uniformeret og bevæbnet kamppersonel fra forsvaret myldrede rundt og ledte efter dem.

Tilbage i gangen ved krybekælderen tog Julian sig af Svend Jelling, indtil ambulanceredderne fik en båre ned i kælderen. Jelling blev kørt på hospitalet, og en læge i den medfølgende lægeambulance insisterede på at tilse Julian, der på sin side insisterede på, at han var helt okay. Ikke noget, lidt mad og drikke (vand og/eller whisky) og en mild selvmedicinering ikke kunne klare.

Heldigvis var Svend Jelling hurtigt blevet udskrevet fra hospitalet igen. Værre var det med den sikkerhedsvagt, der havde fulgt den indsatte ned til mødet med Jelling og Julian. Vagten havde fået så voldsomme skader af overfaldet, at hun nu var lagt i kunstig koma.

Om natten blev Julian afhørt af politiet, og da han endelig kom hjem til Meriam og Kit, tog han en sovepille. Lørdag sov han til langt op ad formiddagen, hvor Meriam naturligvis fremtryllede en skøn brunch. Om eftermiddagen overvejede Julian at ringe til sin gamle supervisor, Aage. Men en frisk tur langs stranden overbeviste ham om, at det nok ikke var nødvendigt. Desværre blev turen dog kort, fordi smerten strålede op fra foden, han havde tabt skærmen ned på. To (muligvis tre) tæer kunne han ikke mærke, da han udmattet var gået tidligt i seng. Klokken fem om morgenen var han så blevet vækket af Kit.

“Mange elever er jo heldigvis hjemme på weekend,” forklarede selvsamme Kit nu, “og i øvrigt er det her samme slags brand som i kirken. Hvad kaldte du den? Lille og fokuseret?”

Hun parkerede i gruset bag en stor hvid bygning.

“Ja, fokuseret,” sagde Julian og steg ud af bilen: “Den har til formål at slå en bestemt person ihjel, og det gør den. Punktum. Hverken mere eller mindre.”

Det knasede, da de gik gennem gruset, langs bygningen. Der hang en dunst af røg i luften, men umiddelbart var der ingen skader på de mange bygninger, der lå spredt fra vejen og ned til en lille sø.

“Har I fundet et brev, et forvarsel?” Julian prøvede at lade være med at lægge for megen vægt på foden.

“Nej,” sagde Kit, “ikke endnu i hvert fald, og måske er det her noget andet? Måske er det ikke Brandmanden? Men offeret her er nu også meget vellidt og højt respekteret, han har været sang- og dramalærer på efterskolen i over tyve år. Og igen, det er samme type brand.”

“Hvordan er branden antændt, ved du det?”

“Med et stearinlys, tror jeg, et helt almindeligt stearinlys.”

Julian havde spurgt Simon, hvad alterlysene symboliserede, og Simon havde forklaret, at der var forskellige udlægninger. Nogen mente, at de symboliserede det gamle og det nye testamente, andre, at de symboliserede det, der var sket, og det, der skulle ske. I hvert fald skulle lyset jo lede vejen.

Julian følte sig overbevist om, at Brandmanden havde anvendt alterlysene og ildsporene symbolsk. Brandmanden havde gjort sig stor ulejlighed med at iscenesætte branden i kirken. Der måtte være en dybere mening med det.

De kom hen til hovedhuset og blev modtaget af forstanderen, det lokale politi og brandteknikere. Kit præsenterede dem, og de fulgte efter brandteknikerne ned i kælderen.

Et øjeblik værgede Julian sig for at gå ind i det vinduesløse, lavloftede rum. Kvalmen lå på lur, og den skarpe lugt af brændt træ (og det, der var værre) gjorde det ikke bedre.

Kit standsede, vente sig om mod ham. “Er du okay?”

Han sank, nikkede og tog prøvede et par skridt ind i rummet. Men da væggene begyndte at trække sig sammen om ham, måtte han standse og lukke øjnene. Desværre gjorde de lukkede øjne ham svimmel og lugten endnu mere påtrængende. Han sank igen, åbnede øjnene og trak sit halstørklæde op foran næsen og munden.

Det var tilsyneladende et hyggerum, sofaer, liggestole og fat boys. Kun let svedne. Og et stort flygel bagest i hjørnet. Fuldstændigt forkullet.

“Sagde I ikke, at liget ikke var blevet fjernet?” Kits stemme var skarp.

“Det er det heller ikke, han er proppet ned i flyglet, der er blevet overhældt med benzin og antændt.” Væggene bag og loftet over flyglet var sorte og svedne, men igen var det en meget afgrænset brand.

Julian prøvede at trække vejret gennem munden. Præsten havde gået rundt i sin mørke kirke, men han havde ikke følt sig truet eller beluret, han havde ikke været bange. Tværtimod havde han sikkert følt sig allermest tryg netop der, i Guds hus.

Sanglæreren var også i sit rette element. I bogstaveligste forstand.

“Jeg venter udenfor,” Julian vendte rundt og skyndte sig ud af lokalet, op ad trappen, ud i gruset på gårdspladsen. Grådigt hev han den kolde, skarpe luft ned i lungerne.

Kunne der virkelig være tale om en seriemorder? I Julians erfaring gjorde seriemorderen, hvad han nu gjorde, for at gentage et traume med omvendt fortegn, og han gjorde det på den måde, han havde udviklet. Den måde, der nu engang var nødvendig.

Til eksempel havde Jægeren spærret de nøgne kvinder (der mindede om hans dominerende mor) inde i en lille lukket kasse, præcis som han selv igennem en lang og ulykkelig barndom var blevet spærret inde i moderens dragkiste. Forskellen var, at han havde ladet kvinderne blive i kassen, indtil de døde.

I Julians bog var Jægeren en klassisk seriemorder, der gennemlevede alle faserne i seriemorderens cyklus. I aurafasen begyndte Jægeren at miste forbindelsen til virkeligheden. Lysten og fantasien voksede og voksede, og i trolling-fasten gik Jægeren på jagt, begyndte at følge efter og stalke sit nye offer. Efter jagtfasen kom bejlerfasen, der kulminerede med, at Jægeren tog sit nye offer til fange. Og proppede kvinden i kassen. Derefter fulgte trofæfasen, og cyklussen blev afsluttet med en depression eller i hvert fald en depressionslignende tilstand, fordi mordet ikke levede op til fantasien. Det gjorde de aldrig, og det var grunden til, at cyklussen startede forfra.

Typisk handlede seriemordere ikke i affekt, ligesom de fleste seriemordere typisk var personlighedsforstyrrede. Men det var ikke alle seriemordere, der gennemlevede alle faserne, og deres Brandmand behøvede derfor ikke tage trofæer.

Hos præsten havde de ikke fundet tegn på, at Brandmanden havde taget et trofæ. På den anden side havde de fleste seriemordere brug for noget, et eller andet, til at genskabe øjeblikket. Det kunne selvfølgelig være en film, en videofilm? Hvis Brandmanden havde en vis teknisk snilde, og det var Julian overbevist om, at han havde, var det jo ingen sag at optage branden med en fjernstyret device af en art. Ja, selv hvis man ikke var særlig fiks på fingrene, kunne man jo udmærket sætte en mobiltelefon til at optage.

Selvom disse mordbrande var velovervejede og planlagte, var Julians bedste bud alligevel, at der ikke var tale en klassisk seriemorder. Disse mord handlede ikke om at udleve en gammel parafilisk fantasi med omvendt fortegn. Brandmanden fik ikke et kick ud af at begå mordene. Det var simpelthen noget, der skulle gøres, nærmest en pligt. Derfor var der heller ingen grund til at tage trofæer, for mordene skulle ikke genopleves, de skulle “blot” udføres.

Julian frøs og gik indenfor, og mens han stod der og prøvede at tage sig sammen til at gå ned i kælderen igen, fik han øje på brevet. Det hang midt imellem og delvist skjult af de mange, mange spraglede opslag på den store opslagstavle foran lærerværelset.

Afslutningen var den samme som i præstens brev:

Hvornår skal man vende den anden kind til, og hvornår skal man slå igen? Hvornår er noget retfærdig gengældelse, og hvornår er det hævn? Hvornår er straf og død nødvendig i retfærdighedens tjeneste?

Men Bibel-citatet var et andet:

Der er mange, der så gerne
folket vil forføre,
lokker med et paradis
til dem der låner ører
til de falske ord,
der kun tjener manden.
Men så snart han magten får,
så bliver han en anden.

Julian stirrede på brevet og var med ét meget sikker i sin sag: Det her var hævn, det var gengældelse, og Brandmanden gennemlevede formentlig slet ikke seriemorderens normale cyklus.

Var citaterne udvalgt, så de passede til ofret? Han måtte huske at spørge Simon om skriftstederne.

“Men så snart han magten får, så bliver han en anden,” mumlede Julian, mens tankerne sprang hid og did.

Kunne Brandmanden være en elev? Måske en tidligere elev, der var blevet misbrugt af både sanglæreren og af præsten?

Og måske af endnu flere?

2 thoughts on “9. december: Spillemand, spil lystigt op

  1. Uh, brandmanden/seriemorderen/hævneren er spændende og frygtindgydende og mystisk fordi han/hun falder uden for Krauses sædvanlige kategoriseringer … vi læser spændte videre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *