8. december: Os er i dag en frelser fød

Lørdag den 8. december, nat, et mørkt og hundekoldt sted

Julian satte sig op, sad han på et gulv, på gulvet? Han mærkede med hænderne rundt om sig, ikke kun jordet og ujævnt, der lugtede også harsk. Hvor var han? Et øjeblik rystede han af kulde, men yeps, han havde stadig tøj på. Han mærkede efter, havde også stadig briller på, men han kunne intet se. Han blinkede med øjnene, gned sig i dem, men stadig: Intet.

Der lød en stønnen. Tæt på.

“Hallo?” sagde han prøvende.

Endnu en stønnen. Eller nærmere en rallen.

“Det er Julian Krause her.”

“Hjælp mig, Krause.” Stemmen var Jellings, men den var svag, nærmest ynkelig.

“Hvor er vi?” spurgte Julian, “ved du det?”

“Vi er i kælderen under Frydenlund,” sagde Jelling med en stemme, der lød som om, den kunne tørre ind og svinde bort når som helst.

Julian ledte i sin lommer. Ingen taser, og hvad værre var: Ingen mobiltelefon. “Du har ikke en telefon, vel?”

Intet svar.

“Jelling?”

Stadig intet svar. Julian rejste sig besværet op, kom næsten op at stå, blot for at knalde hovedet op i loftet. Han faldt sammen på jorden igen. Var de i en krybekælder? Han var svimmel, og smagen af blod fyldte hans mund. Hvad dælen foregik der? Der lugtede af urin og det, der var værre.

Han havde været i Indskrivningen sammen med Jelling, og havde netop fået den stakkels mand ud af dødsløkken, da … intet. Julian havde ingen erindring om, hvad der derefter var sket. Kun: Tomhed og mørke.

En høj, skærende lyd fik ham til at fare sammen og misse med øjnene mod lyset, der faldt ind, da en dør blev åbnet.

Rummet var vel seks meter langt og måske fire meter dybt. Den ene ende var proppet med ragelse (møbler, kasser, sække og tv-skærme, gammelt musikudstyr, et lille køleskab), men deres ende var tom. Hvad var det for et sted? De lå midtvejs inden i rummet. Loftet skrånede, og bag Julian gik det hele vejen ned til jorden. Henne ved døren var der tilsyneladende højere til loftet, i hvert fald trådte personen, der havde åbnet døren, nu indenfor og kunne stå oprejst. Om end kun lige.

Svend Jelling lå under en meter fra Julian. Tilsyneladende havde han lukkede øjne. Eller …

“Hej igen.” Stemmen tilhørte desværre den unge mand med det strittende hår, og han lød opstemt.

“Hej igen,” sagde Julian, mens tankerne sprang rundt: “Vil du lade mig hjælpe min kollega? Han har det ikke godt.”

“Selvfølgelig har han det ikke godt, det var jo derfor, jeg prøvede at hjælpe ham.”

“Du prøvede at hjælpe ham?”

“Ja da,” stemmen var lystig nu, “det er jo mit arbejde.”

“Du arbejder her?” Julian kunne selv høre, hvor forundret han lød. Nok ikke en synderligt god taktik, vel? Når han nu gerne ville overbevise den unge mand om, at han faktisk troede på ham. Forbandet.

“Jeg kan arbejde over det hele, der er brug for mig alle vegne.” Han lo og kastede med hovedet. En høj, skinger latter.

“Så lad os hjælpe min kollega ovenpå igen. Sammen, vi hjælper ham sammen.”

Intet svar.

Julian pressede på: “Det er altid rarere at gøre ting sammen, er det ikke?”

Desværre kunne Julian ikke se den unge mands ansigtsudtryk, fordi han havde lyset i ryggen, men mandens tøven var nærmest håndgribelig, og et øjeblik var der ingen hovedkast.

“Hvad er klokken?” spurgte Julian.

“Det er nat, midt om natten.”

Nat lød godt, midt om natten lød endnu bedre, for så måtte der være folk, der ledte efter dem.

“Jeg kan ikke finde min telefon,” sagde Julian, “det er derfor, jeg ikke ved, hvad klokken er.”

“Jeg har din telefon lige her,” sagde han, “og den har ringet og ringet og ringet, så nu …” Han lagde telefonen på jorden og trampede på den. “Sådan lortetelefon.” Han samlede den op og kastede den hen til alt det andet ragelse.

“Hvor er vi henne?” ville Julian vide. Hvis Jelling havde ret, og de stadig var på Frydenlund, måtte hjælpen være lige i nærheden. Han prøvede at trække vejret dybt og roligt. Politiet måtte kunne spore telefonen hertil. Hvis der altså var forbindelse?

Et øjeblik rullede en voldsom, klaustrofobisk kvalme ind over Julian. Små rum var ikke lige ham. Små underjordiske og lavloftede rum var slet ikke ham. Men midt i kvalmen fik han en idé. At kalde det en plan ville være en overdrivelse. Men ideen fik fat, hagede sig fast.

“Ja, det er det smarte,” sagde den unge mand og lød igen, som om han var tæt på at begynde at fnise som en anden skolepige: “Alle gangene her under tossehytten er jo forbundne.”

“Hvad betyder det?”

“Jamen, det betyder jo,” nu lo han igen, “at vi er under det gule hus.”

“Det gule hus?” sagde Julian, samtidig med, at Svend Jelling stønnede igen.

“Hvor er det gule hus?”

“Det er jo inde i skoven, bag ved tossehytten. Og det bedste er, at det er helt tomt. Vi har det for os selv.”

“Jamen, så lad os hjælpe min kollega op ovenpå og finde en seng til ham.” Julian krabbede sig hen til Jelling, fandt hans puls. Svag, men stabil.

“Hvad skal vi med en seng?” lød det henne fra døren.

“Det kan også være en stol,” sagde Julian.

Den unge mand tog et skridt ind i krybekælderen, bukkede sig forover og gik hen mod Jelling. “Jeg har rebet her, så vi kan da godt binde ham til en stol, hvis du synes?” Han viftede med et bundt blåt reb og lød hektisk, “og så giver vi ham med din stød-dims, ikke?” Stemmen steg igen til eufori, “det var det, du tænkte, ikke?” Han holdt inde, kastede et par gange med hovedet og lo. Latteren fyldte det klamme, lavloftede rum.

“Det er en skide god idé!”

4 thoughts on “8. december: Os er i dag en frelser fød

  1. Det må være én eller anden tosset luhmanianer, der har fundet på denne historie. Og som med så meget andet Luhman-inspireret tankespind, kan man ikke lade være med at læse videre, fordi man bliver ved med at tro, at der før eller siden viser sig en forbindelse mellem de psykiske og de sociale systemer. Man venter spændt …

  2. Som altid når man læser PR, bliver man rædselsslagen over de uhyggelige steder og hændelser…. og hvordan har den unge mand fået slæbt Krause og Jelling gennem den uhumske og klaustrofobiske krybekælder? Hovedspørgsmålene lige nu er: “Tør man læse videre?” Og “Kan man lade være?” Uhhhhh

    1. Ja, Gitte, det er i sandhed et klamt og klaustrofobisk sted, og jeg er glad for at være sluppet ud derfra …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *