7. december: Der er noget i Luften

Fredag den 7. december, klokken 16:45, Frydenlund

Formiddagen have Julian tilbragt hos Københavns Politi. De havde undersøgt det, men nej, præsten fra Sankt Jakobs Kirke skulle ikke være ny domprovst, ja, faktisk skulle der slet ikke udnævnes en ny provst. De havde snakket frem og tilbage om alternative motiver og muligheden for flere mordbrande. Stemningen havde været rastløs og ufokuseret.

Derefter havde Julian brugt eftermiddagen på at nærlæse materialet (barndomshistorie, medicinsk journal, fotos og avisudklip), som Jelling havde samlet til ham i en tyk sagsmappe. Julian havde søgt på nettet efter offentlig omtale af de mord, den unge mand havde begået. Sensationspressen havde haft en fest, men han følte sig godt klædt på til samtalen, som nok kunne klares på en time. Maks to havde han forsikret Meriam om, så ja, middag klokken halv otte passede fint.

Nu kørte taxaen igen op gennem skoven til Frydenlund, og udenfor var det vådt og mørkt. Heldigvis havde Julian både halstørklæde og handsker på, men hatten havde han droppet, fordi Meriam havde sagt, at han lignede en gammel mand. Fnys, så hellere fryse.

Julian betalte taxachaufføren og steg ud. Lige som sidst havde Svend Jelling sat ham stævne i “Indskrivningen”, det lille hus på venstre hånd, når man kom op gennem skoven. I Indskrivningen var der nemlig et udmærket, afsikret lokale, hvor Julian kunne gennemføre den første samtale med den anbragte unge mand, som Julian havde ladet sig presse til at tale med og vurdere. 

Der var en lampe på hver side af indgangsdøren, men det var kun den ene, der lyste, og vedbenden havde frit løb op af murene, der ærligt talt så mørnede ud. Inde i skoven tudede en ugle, men ingen Jelling. Manden havde ellers insisteret på at overvære samtalen, men fordi der var et bestyrelsesseminar, kunne Jelling og Julian først mødes klokken 17. Om doktor Krause kunne leve med det? Doktor Krause havde nølende accepteret, såh, hvor dælen var han, Jelling?

Julian skuttede sig, gik op ad trappen og åbnede døren. Indenfor var der mørkt. På skranken i receptionen lyste en enkelt bordlampe, men den afslørede kun, at skranken var rodet og i øvrigt mennesketom.

Et par skridt inde standsede han, lyttede. Der hvilede en besynderlig, næsten ildevarslende, stilhed over huset. “Hallo?”

Ingen svar, men en skarp lugt af noget hengemt og muggent iblandet … urin?

“Hallo? Det er Julian Krause her. Hallo? Er der nogen?”

Han fornemmede en pludselig bevægelse bag sig og gispede, kunne dårligt trække vejret på grund af armen, der med ét lå stramt rundt om halsen på ham. Et koldt og spidst stykke metal blev presset ind i hans kind.

“Du står bare helt stille.”  Stemmen hviskede og var så tæt på Julians øre, at han kunne mærke varmen.

Afværgende løftede Julian hænderne. “Lige meget, hvad problemet er, så kan jeg hjælpe dig.”

“Jeg har ikke brug for din hjælp, jeg har bare brug for at gøre mit arbejde.”

“Lad mig hjælpe dig,” sagde Julian, “eller lad os i det mindste snakke om det.”

Af erfaring vidste Julian, at den eneste måde at trænge igennem til desperate mennesker på var ved at tale med dem, snakke om tingene.

Naturligvis levede personer med personlighedsforstyrrelser ofte i deres egen, forvrængede virkelighed, men en snak kunne som regel styrke båndet til den virkelighed, vi andre levede i. Især hjalp det, hvis man kunne få dem selv til at tale og forklare sig. Grave problemerne frem, vende og dreje dem i lyset. Hvor sparsomt lyset end måtte være.

Grebet om Julians hals blev strammet, og han hostede. Pulsen dunkede i ørerne.

“Du skal ikke prøve på noget!”

“Jeg prøver ikke på noget,” sagde Julian og lod armene falde ned langs siden, “jeg prøver bestemt ikke på noget, men jeg vil gerne hjælpe dig.”

“Jeg har ikke brug for hjælp!” Det var et skrig nu, og igen blev grebet om halsen strammet, men lige så hurtigt blev det løsnet igen.

“Jeg tager mine handsker af,” sagde Julian, “er det i orden?”

Intet svar.

“Først tager jeg den venstre handske af og putter den i lommen,” grebet om halsen blev strammet igen.

“Og så tager jeg den højre handske af og putter dén i lommen.” Julian stak hånden i lommen.

“Jeg er sgu da pisseligeglad med dine åndssvage vanter!”

Julian fik et voldsomt skub i ryggen og måtte tage et par skridt fremad for ikke at falde. Instinktivt holdt han venstre arm frem for sig, men heldigvis lykkedes det ham at beholde den højre hånd i lommen. Måske fik han kun denne ene chance?

“Så fortæl mig, hvad der betyder noget for dig.” Julians stemme var lav og indtrængende, og han vendte sig langsomt om, prøvede at fange og fastholde mandens blik.

Den unge mands lyse hår strittede til alle sider, og øjnene glødede. Han kastede med hovedet. “I skal lade mig være i fred! Jeg vil bare være i fred, så fat det dog! Så jeg kan gøre mit arbejde for fanden.” Igen et kast med hovedet.

Julian genkendte med det samme manden fra de fotos, der havde været i Svend Jellings sagsmappe. Den unge mand med den heftige trang til at hjælpe andre til at dø. Indvendigt forbandede han Jelling. Og sig selv.

“Hvorfor taler I alle sammen om, at jeg skal have hjælp? Hvad fanden er det, I ikke forstår!?”

Julian tog et lille skridt fremad. Og endnu et, løftede hånden afværgende op. Den højre hånd var stadig i lommen.

“Det forstår jeg,” sagde Julian, “selvfølgelig forstår jeg det. Vi har alle sammen brug for at gøre vores arbejde. Men jeg vil gerne hjælpe dig med dit.”

“Du forstår ikke mit arbejde,” den unge mand fægtede med saksen foran Julians ansigt og kastede igen med hovedet.

“Så hjælp mig med at forstå, jeg vil gerne forstå det.”

Langsomt, uendelig langsomt sænkede han saksen, og Julian tog to hurtige skridt frem, trak taseren op ad lommen og satte den på mandens mave. Strømmen sved, og den unge mand spjættede og faldt om.

Julian trak vejret dybt et par gange og fik langsomt ro på sin vejrtrækning. I den fortættede stilhed, der sænkede sig, fik han øje på Svend Jelling, der stod i dørkarmen ind til det lille mødelokale bag receptionen og stirrede frem for sig med et sært, forstenet blik.

Julian gik uden om skranken og gennem receptionen. Jelling blev stående, midt i dørkarmen. Helt stiv og på tæer, kunne Julian nu se. På gulvet under ham var der vådt. Jelling gurglede og vendte det hvide ud af øjnene.

“Jøsses! Hvad sker der?” Var manden midt i et anfald af en slags? Havde han epilepsi?

Endnu en gurglen, og først da fik Julian øje på det tynde, blå reb, der lå rundt om halsen på Svend Jelling og gik op over mandens hoved, hvor det tilsyneladende var sat fast øverst oppe i dørkarmen, på bagsiden af overkarmen.

Julian kastede et hurtigt blik på den unge mand, der stadig lå på gulvet uden at bevæge sig, og gik hen til to gedigne stole, der stod op ad væggen. Løftede den ene hen til Jelling, foran dørkarmen og gav den gamle mand en hånd og hjalp ham op at stå på stolen. Jelling svajede faretruende.

“Sæt hænderne i dørkarmen,” sagde Julian og fik mandens fægtende hænder på plads, først i den ene, derefter i den anden side af dørkarmen. “Hold godt fast!”

Svend Jelling sagde fortsat ikke noget.

Julian gik hen til skranken. “Hallo?” råbte han. Intet svar. Hvor dælen var alle folk henne? Det var naturligvis fredag, og det var sent om eftermiddagen, men alligevel. Den unge mand måtte da være ledsaget af i hvert fald én sikkerhedsvagt?

Tilbage ved selvsamme unge mand, trak Julian saksen ud af hans hånd, og selvom det ikke var det bedste værktøj, gjaldt det tydeligvis om at få Jelling ned på jorden igen. I bogstaveligste forstand. Og hurtigst muligt. Julian tog den anden af de to stole, trak den hen ad gulvet og satte den ved siden af Jellings, stillede sig op på den, rakte op over hovedet på Jelling og fik med en del besvær klippet rebet over.

“Du kan godt komme ned nu,” sagde Julian, da han selv var tilbage på gulvet og havde skubbet sin egen stol væk.

Jelling rørte sig ikke, holdt fortsat krampagtigt fast i dørkarmen på begge sider af sig. Hans ben rystede.

Blidt løsnede Julian hans ene hånd, fik øjenkontakt med manden: “Det er okay, du kan godt komme ned nu.”

Stadig ingen bevægelse.

“Hvis du giver slip på dørkarmen og kommer herned, kan jeg få dig fri af rebet.”

Endelig kiggede Svend Jelling på Julian, der havde set netop det blik mange gange før. Et forvirret hvor-er-jeg-blik som hos en, der lige var vågnet af et besynderlig og kun alt-for-virkelighedstro mareridt.

“Det er okay,” gentog Julian og nikkede, smilede, “kom bare herned nu.”

Svend Jelling blinkede med øjnene og rystede på hovedet, men endelig kom han ned på gulvet, hvorefter han sank om i stolen, hostede og gispede. Julian klippede Jellings hals fri, “jeg skal nok finde et glas vand til dig om et øjeblik.” Julians hånd gled ind i inderlommen og fandt det orange pilleglas frem, rystede en pille ud, “tag denne her.”

“Tak,” mumlede Svend Jelling og hostede igen.

“Men jeg må lige ringe først,” sagde Julian og stak hånden i lommen for at finde mobiltelefonen frem.

Svend Jelling gispede og spærrede øjnene op, rystede på hovedet og løftede den ene arm, viftede med den.

Julian Krause snurrede rundt.

Tids nok til at se den knytnæve, der kom susende imod ham, men ikke tids nok  til at undgå slaget.

2 thoughts on “7. december: Der er noget i Luften

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *