6. december: Hun får brug for mirakler

Torsdag den 6. december, klokken 10:07, Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, Rigshospitalet

“Du har det ikke rigtig godt med at være her, vel?” Julian kunne ikke lade være med at smile ad Kit, der svedte og trippede mere og mere rundt om sig selv.

“Jeg bryder mig ikke om hospitaler,” sagde hun.

“Skal vi hellere tage trappen?” De havde efterhånden ventet længe på elevatoren. Selvom der var hele seks af slagsen, var de enten proppede eller reserverede, og den ene gang, de var kommet med, var de blevet smidt af igen allerede på første sal. Hvor de nu stod og ventede.

“Til tiende sal?”

Julian trak på skuldrene. “For min skyld gerne.” Og som sagt, så gjort.

Heldigvis var der meget hensynsfuldt sat hvilestole på reposerne, og Kit og Julian oksede forbi opmuntrende citater af både Kierkegaard (Jeg kiender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke kan gaa fra den) og Churchill (Den der tager første skridt uden at frygte, hvad der kommer efter, er modig). Godt så.

Mellem citaterne var der farvestrålende kunst, og efterhånden, som de kom højere op, var latinske citater også kastet lystigt op på væggene; Carpe diem, Festina lente og Non sibi, sed omnibus. Udemærket.

Om morgenen havde Julian læst Kåres artikel i American Journal of Psychiatry. Meget interessante perspektiver, men han var bekymret for barndomsvennen. Alvorligt bekymret.

Da de nåede op på afdelingen, var Julian også bekymret for sig selv – eller i hvert fald enig med sig selv om, at jo, en enkelt cigaret kunne faktisk godt skade. Udmattet hovedrysten.

Ved skranken præsenterede Kit dem, og de blev vist ind på stuen, hvor præstekonen lå i sengen ved vinduet.

“Sæt du dig bare,” sagde Kit til Julian. Selv lænede hun sig op ad vindueskarmen.

Kvinden i sengen lå fladt på ryggen og stirrede tomt op i luften. Begge hendes arme var forbundet, viklet ind, så kun en enkelt fingerspids stak ud. Der lugtede skarpt, af håndsprit blev Julian enig med sig selv om. Der var nu noget ordentligt og beroligende ved hospitaler.

Igen præsenterede Kit dem. Først reagerede kvinde ikke, men så drejede hun hovedet og kiggede på Julian.

“Det var så frygteligt,” hendes øjne svømmede, “det var forfærdeligt, og jeg bliver ved med at se det for mig. Drømmer også om det.” Hun snøftede. “Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre nu. Hvordan skal jeg klare mig uden ham? Måske var det bedre, hvis jeg også var død?”

“Du har jo en datter,” skyndte Julian sig at sige, “tænk, hvis hun skulle have mistet jer begge?”

Kvinden snøftede igen. “Men jeg forstår bare ikke hvorfor? Hvem ville dog gøre sådan noget? Hvorfor?”

“Vi ved det desværre ikke endnu,” sagde Kit, “men vi vil gerne høre, hvad du tænker og tror.”

“Jeg ved det ikke, jeg aner det ikke. Alle elskede ham, og han elskede jo julen. Hvis han kunne, ville han prædike hele julen, morgen, middag og midnat.” Hun nikkede, “og vi skulle jo have været til bryllup, ja hjemme på Als i lørdags, men …” hun gik i stå, netop som en sygeplejerske dukkede op i døren og hjalp præstekonen med at tørre øjnene og pudse næsen. Sygeplejersken rejste sengens hovedgærde op og holdt glasset med sugerøret hen til patienten, “er din datter taget afsted?”

Præstekonen drak pligtskyldigt, “ja, desværre,” sagde hun til sygeplejersken, hvorefter hun fortsatte med at forklare Julian og Kit, at datteren, der åbenbart oprindeligt var uddannet jurist, var ansat som PA for Erhvervsministeren og i den forbindelse var på vej til et topmøde i EU. Et øjeblik smilede hun, men kun kort.

“Kan du fortælle os lidt om din mand?” spurgte Julian blidt.

“Jeg mener det,” sagde kvinden og kiggede igen forvirret på sine indbundne hænder og arme, “alle – som i absolut alle – elskede ham. Han var endda i spil til at blive domprovst, han troede ikke selv på det, men jeg gjorde. Det ville være så velfortjent.” Hun lignede én, der ville have det udmærket med at avancere fra præstenkone til domprovstinde. Eller hvad man nu hed, når ens ægtemand var domprovst.

Til gengæld lignede hun ikke en, der havde slået sin mand ihjel.

“Hvem er ellers i spil til at blive domprovst?” spurgte Julian.

Det lød usandsynligt, men hvis Brandmanden var en hævngerrig domprovst in spe, gjaldt det naturligvis om at advare de andre domprovst-kandidater. Hurtigst muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *