5. december: Vise mænd fra Østerland

Onsdag den 5. december, klokken 07:42, Meriams og Kits køkken

”Skal du med ud at ryge?” Kit gjorde et kast med hovedet hen mod døren ud til terrassen.

“Jeg ryger ikke mere,” sagde Julian, ”desvær—”

”Nej da,” afbrød Meriam, ”helt sikkert ikke.” Hun var ved at putte boller i ovnen og havde ryggen til, men han var sikker på, hun smilede. Køkkenet duftede af kanel, og i radioen var George Michael i fuld gang med at give sit hjerte til  “someone special”.

“I kan sagtens nå det, bollerne skal jo lige være lune.”

”Kom nu bare,” sagde Kit samtidig.

Julian nikkede og rejste sig fra slagbænken. En enkelt cigaret kunne vel ikke skade?

Kit lukkede døren ind til køkkenet bag dem og gav Julian en cigaret, tændte for dem begge. Jøsses, det var ikke kun halvmørkt, også koldt og klamt. Julian lagde armene over kors, savnede med ét duften og varmen og ja, stemningen indenfor. Savnede endda:” Last Christmas, I gave you my heart.”

”Jeg har brug for din hjælp,” sagde Kit og pustede røg ud. Kiggede hurtigt på ham, men kun kort.

”Okay,” sagde Julian.

”Faktisk har jeg allerede overtalt min chef til, at vi kan ansætte dig som konsulent i Københavns Politi.” Hun skød hagen frem.

Han kunne ikke lade være med at smile: ”Jeg tager jo hjem igen, når Simon har forsvaret sit bachelorprojekt og Lykke Lie har gået Lucia—”

”Du kan sikkert godt blive her lidt længere, Julian. Du kan holde jul sammen med os, ja, og nytår, hvis du har lyst, og du kan hjælpe os. Vi har virkelig brug for hjælp. Min chef er bange for, der kommer flere mordbrande.”

”Hvad har I brug for min hjælp til?”

”Vi skal have en profil af brand-morderen. En kollega kaldte ham brandmanden,” hun lo kort, men rystede så på hovedet: ”Men helt ærligt: Hvem er det, vi er på jagt efter? Hvad er motivet? Hvilken type morder er der tale om? Og vil han gøre det igen? Det er nok det vigtigste spørgsmål, tænker jeg.”

Kit begyndte at gå rundt på terrassen. “Du har jo set aviserne? Og dækningen på nettet, ja, og på TV? Vi er nødt til at finde ham, inden der er panik, du ved, sådan rigtig for alvor?”

Han skoddede sin cigaret. Formentlig var en brandmand faktisk et godt bud: ”Hvem har I talt med?”

”Vi har ikke talt med konen endnu, for hun er stadig indlagt og for medtaget af sine brandsår, men måske kan vi få lov til at snakke med hende senere i dag eller i morgen. Og du går med, gør du ikke?”

”Tror I, det er hende?” Naturligvis skulle man aldrig sige aldrig, men branden virkede ikke umiddelbart som en kvindes værk. Kvinder stod ganske vist bag ét ud af ti mord, men deres mord var typisk langt mindre brutale end mænds. Selvom det lød som en kliche, myrdede langt de fleste kvinder, yeps, med gift.

Kit trak på skuldrene: ”Vi har også talt med præstens barn, en datter, og vi har talt med kirketjeneren og kordegnen. Og vi har interviewet alle i menigheden og alle, der var med til midnatsgudstjenesten i lørdags. Vi venter på en liste over de arrangementer, der har været i kirken i løbet af det seneste år.”

”Okay.”

”Men alle virker ærligt talt ret glade for manden. Gode prædikener, et godt og kærligt menneske, god og dygtig til at trænge ind til konfirmanderne, ja, og altså ikke på en creepy måde.”

”Han havde ingen pædofile tendenser—”

”Overhovedet ikke,” afbrød Kit.

”Det har man jo desværre hørt om,” sagde Julian. Det var kendt som Stockholm-syndromet, men i Julians personlige erfaring opstod der ofte en stærk binding mellem offer og krænker, selvom der ikke var tale om hverken kidnapning eller gidselsituationer. Det kunne være et barns loyalitet over for en forældre, der var voldelig eller insestuøs.

Inden for psykoterapien havde Sigmund Freud talt om overføring, og mon ikke det var nemt for usikre, unge mennesker at overføre deres tvivl og usikkerheder til netop … en præst?

Julian havde ikke tal på, hvor mange sager, der de seneste år var væltet ud af skabene om præsters misbrug af børn.

”Sådan var han ikke,” sagde Kit, og hun lød overbevist, ”han havde et fint og oprigtigt forhold til sine konfirmander. Faktisk afholder han en særlig forårs-gudstjeneste hvert år for tidligere konfirmander. Vi har snakket med flere af dem, og de bliver ved med at komme, år efter år.”

”Okay.”

”En af de konfirmander, vi har snakket med, er kommet til de særlige forårs-gudstjenester i over fem år. Normalt går hun ikke i kirke, men hun kommer i Sankt Jakobs Kirke både til den særlige forårs-gudstjeneste og et par gange i julen.” Kit tændte endnu en cigaret. ”Hun fortalte, at hun et par gange havde opsøgt præsten for at få hans råd og vejledning, sådan helt privat, og faktisk var hun der også til midnatsgudstjenesten i lørdags. Da vi talte med hende, virkede hun både bundulykkelig og helt forfærdet over ulykken.”

”Det forstås,” sagde Julian, ”først er der chok, vantro og forfærdelse, men derefter kommer sorgen. Vi er jo ikke vant til den slags.” Han holdt en pause, før han fortsatte. “Jeg må også sige, at det er en meget voldsom måde at slå ihjel på.”

Kit nikkede.

”For mig at se, vil morderen sende et signal,” sagde Julian. “Først er der brevet, og det er jo sikkert ment som en slags forvarsel, en advarsel, ergo må præsten have vidst, hvem der stod bag. Men han gjorde ikke noget, vel? Han kontaktede jer ikke?”

”Nej,” sagde Kit, ”det tror jeg ikke, men jeg tjekker op på det.”

”Desuden er der selve branden,” fortsatte Julian,

”Hvad med den?” spurgte Kit.

”Der kan selvfølgelig være tale om en pyroman,” fortsatte Julian, ”men det tror jeg nu ikke.”

”Hvorfor ikke?”

”Pyromaner tænder på ild. Jo større, jo bedre. Jo flere flammer, jo større fryd. Men denne brand var ikke designet til at udvikle sig, og med alt det, jeg kender til pyromaner, så var det her ikke en pyroman-brand. Nej, denne brand var lille og fokuseret, og det, tror jeg, var med vilje.”

”Fokuseret?”

”Ja,” Julian nikkede: ”Den skulle slå præsten ihjel i et flammehav, men flammerne skulle ikke sprede sig, det var ikke dét, der var meningen.”

”Såh …?”

”For mig at se er der tale om en særdeles kapabel person, en med specialviden, måske en brandmand eller en brandtekniker?”

”Men hvorfor præsten?”

”Motivet er personligt,” sagde Julian, ”dybt personligt. Formentlig hævn. Var det ikke det, der stod i brevet, I havde fundet i præstens Bibel? Hvornår er straf og død nødvendig i retfærdighedens tjeneste?”

Kit nikkede.

“Og hvordan var det nu? Stod der ikke også et eller andet kryptisk med, at det var første del af en operation?”

Igen nikkede hun, bed sig i underlæben.

Man kunne selvfølgelig håbe, men desværre var Julian tilbøjelig til at give Kits chef ret. Operationen var først lige begyndt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *