4. december: Skål, for de røde næser

Tirsdag den 4. december, klokken 19:30, Kåres og Annikas hjem, Herlev

“Det er vidunderligt at se dig, Julian, og alt for længe siden.” Annika løftede sit glas, og Julian og Kåre gjorde det samme.

Børnene var ikke hjemme, og derfor havde de spist i køkkenet. I modsætning til Meriams og Kits hjem, der osede af julehygge, var her ingen gran og julehjerter, ingen glasengle. Intet kalenderlys, ja, ikke så meget som en enkelt musetrappe.

De havde delt to flasker rødvin, og selvom stemningen var blevet lettere, var den ikke blevet god. Ikke i nærheden af god.

“Og dit arbejde er stadig til at holde ud?” spurgte Julian Annika.

“Ja da,” hun rejste sig, “hvis I sætter jer ind i stuen, så rydder jeg op her og laver kaffe, du vil da gerne have kaffe, vil du ikke?”

“Jo tak,” Julian rejste sig også: “Og tak for dejlig mad.”

“Skal vi ikke hjæl—” begyndte Kåre.

“Nej,” sagde hun hurtigt og tændte for radioen, der heldigvis var voksen nok til at udfylde den anstrengte stilhed:

“Men min øjesten,
det var Rudolf, som var en ren.”

Kåre trak på skuldrene.

“Kender I den om Rudolf,
Rudolf med den røde tud.”

De to barndomsvenner gik ind i stuen, hvor Kåre skænkede en whisky til dem begge: “Der er simpelthen så meget, jeg skal fortælle dig.”

Julian satte sig i sofaen, Kåre i lænestolen ved siden af. Stuen var dunkel, ja, faktisk var der noget dunkelt og uorganiseret over hele huset.

De skålede, havde altid drukket whisky sammen. Nogle gange lidt for meget, bevars, men ofte med måde.

“Hvordan går det egentlig med dig?” spurgte Julian.

Kåre tømte sit glas, rejste sig og hentede flasken, skænkede igen. “Det går godt med mit arbejde.” Et øjeblik smilede han,” virkelig godt.”

“Og herhjemme?”

“Børnene er stort set aldrig hjemme, og jeg forstår dem godt,” han kløede sig på halsen og drak endnu en tår whisky, mens han skævede hen mod køkkendøren. “Jeg er flyttet ned i gæsteværelset og har sovet der i flere måneder nu, snart et halvt år.”

“Det er jeg ked af at høre,” sagde Julian, “du må sige til, hvis jeg kan gøre noget.”

Kåre trak på skuldrene og faldt endnu mere sammen i stolen.

“Men jobbet er fint?”

“Helt bestemt,” sagde Kåre, der for nogle år siden var blevet ansat som leder af det børne- og ungdomspsykiatriske center på Bispebjerg Hospital. “Jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel.” Et øjeblik smilede han, fjern i blikket.

“Dejligt,” sagde Julian. Af egen erfaring vidste han, hvor vanskeligt det var at behandle psykiske lidelser. Hans eget speciale var personlighedsforstyrrelser, og her havde han desværre ofte kun begrænset held.

“For nylig fik jeg antaget en artikel i American Journal of Psychiatry. Har jeg ikke sendt dig den?”

“Næh, det tror jeg ikke.”

Annika kom ind i stuen med tre krus i den ene hånd og kaffekolben i den anden. “Sit arbejde har han altid tid til,” sagde hun til Julian, “endda i julen, hvor normale mennesker ellers er sammen med familien. Hov, jeg henter lige nogle småkager.”

“Jeg magter ikke at holde jul hjemme hos svigermekanikken,” hviskede Kåre, “så hellere tage et par ekstra vagter.”

“Jeg har i øvrigt været på besøg på en behandlingsinstitution, der hedder Frydenlund,” sagde Julian, “kender du stedet? Det er åbenbart et tidligere hospital og rekreationshjem, der nu er ved at blive sat i stand og skal fungere som behandlingsinstitution for forvaringsanbragte kriminelle.”

Kåre rettede sig op i stolen: “Hvorfor var du der?”

“Jeg var faktisk inviteret af Svend Jelling,” sagde Julian, “og det bliver et fantastisk sted, tror jeg. Ja, jeg så jo kun det nyistandsatte afsnit, men det har potentiale, det må jeg sige. Du kender stedet?”

“Ja,” Kåre lænede sig hen mod Julian, “jeg overvejer at søge job der.”

“Okay.”

“Det er ikke officielt endnu, men fonden søger en forstander.  Det sagde Jelling vel også, nævnte han mig ikke?”

Julian rystede på hovedet.

“Nå,” sagde Kåre, “men altså, hvis jeg har brug for en reference, må jeg så henvise til dig?” Hurtigt fyldte han glasset mere end rigeligt op, inden Annika kom ind i stuen igen med en lille tallerken med småkager på. Og satte flasken tilbage på skænken.

“Selvfølgelig,” sagde Julian, “altid da.”

“Og hvordan går det med de søde børn?” spurgte Annika og satte sig i sofaen ved siden af Julian, der skænkede kaffe til hende. Kåre vendte sit krus på hovedet, og Julian fyldte sit eget op, tog en småkage.

“Det går fint, tak, jeg skal jo til Simons bachelorforsvar på mandag, og jeg skal se Lykke Lie gå Luciaoptog, hun skal være Luciabrud. Jeg har faktisk lovet, at jeg også kommer til den sidste prøve, den skal foregår i kirken. I mørke. Hun er så begejstret.”

“Hvor fint,” sagde Annika, “vores er jo nærmest flyttet hjemmefra, og det er altså lidt hårdt.”

Julian var usikker på, om hun snøftede.

“Er du okay?” spurgte han.

“Ja ja,” sagde hun hurtigt, “jeg er vist bare lidt forkølet. Og hvordan går det med dine koner?”

“Jeg bor jo hos Meriam og Kit,” sagde Julian, “og de har det vist strålende.”

“Og Eleonora har fået sig en ny mand?”

“Eleonora er jo ikke så god til at være alene,” sagde Julian forsigtigt. Julens underdrivelse, “men I bliver vel stadig inviteret til Eleonoras fester, gør I ikke?”

Kåre og Julian var gudfædre til hinandens børn, og for Eleonora var ingen anledning for lille til at ringe efter Alberto, eventplanner med stort E, forstås.

“Måske kan du prøve at snakke med Eleonora?” sagde Julian til Kåre, “sådan en passant?”

“Du tror, hun er autofob?” Med ét virkede Kåre nærværende.

“Du behøver ikke nævne noget om fobier, men ja, jeg tænker faktisk, at hun har et problem.”

“Og hvordan går det med din bog?” spurgte Annika, “Kåre siger, du er ved at skrive en bog om en seriemorder?”

“Det går godt tak,” løj Julian elegant og ubesværet. Troede næsten selv på det nu, men måske var det alkoholen? “Og det er faktisk derfor, jeg er her, én af grundene til, at jeg er i Danmark i hvert fald. Og for at se børnene selvfølgelig.” 

Annika rystede på hovedet og skænkede mere kaffe til sig selv og Julian. “Jeg fatter simpelthen ikke, at I gider.”

Men Julian elskede at undersøge, at afdække og forstå sammenhænge og mekanismer. Det menneskelige sind var en skrøbelig og vanskelig størrelse, men han elskede det. I alle dets afstøbninger.

Eller det troede han i hvert fald.

2 thoughts on “4. december: Skål, for de røde næser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *