3. december: Menneske, fryd dig

Mandag den 3. december, klokken 13:45, behandlingsinstitutionen Frydenlund

Igennem en halv menneskealder havde Frydenlund været et rekreationshjem, men med en stor bevilling fra dansk medicinalindustris grand old mand, Svend Jelling, var stedet nu ved at blive ombygget til en sikret behandlingsinstitution for forvaringsdømte kriminelle.

Indkørslen ned til Strandvejen var gravet op, og derfor kom Julian ad bagvejen, op gennem skoven. Som han havde fået besked på, dirigerede han taxaen hele vejen op på toppen af bakken, hvor han betalte og steg ud. Det lignede et lille slot, som det lå der, omsluttet af skov med den mest fantastiske udsigt over Øresund. Et temmeligt forsømt slot, javist, men stadig et slot.

“Velkommen til, doktor Krause,” Svend Jelling kom ned ad trappen fra det lille hus, der lå bagest på grunden. Det store, røde hovedhus lå længere fremme på grunden, mod Strandvejen. Hovedhuset var formet som et spejlvendt L, og i hjørnet af L’et knejsede et højt, firkantet tårn med et spidst, irgrønt tag.

Da Julian trykkede mandens hånd, blev han et øjeblik helt tør i munden og måtte rømme sig: “Det er mig en ære.”

“Hvad tænker du om stedet?” Svend Jelling slog ud med hånden.

“Det er jo fantastisk,” svarede Julian ærligt.

“Det skal nok blive godt,” sagde Jelling, “måske du på et tidspunkt vil overveje at indtræde i bestyrelsen?”

“Desværre bor jeg jo i Oxford, men ellers skulle det være mig både en ære og en fornøjelse.”

Svend Jelling nikkede. Manden hørte sikker ikke ordet ‘nej’ særlig tit. Måske forstod han det slet ikke? Hvilket jo sådan set var grunden til, at Julian var her nu.

“Jeg viser dig rundt bagefter,” sagde Jelling, “vi har jo allerede indviet det første afsnit med tre indsatte.”

“Jeg glæder mig til at se stedet,” sagde Julian, “og faciliteterne.”

“Hvordan går det med bogen, doktor Krause?” spurgte Jelling.

“Det går planmæssigt fremad,” løj Julian ubesværet, som om løgnen kom nemmere og nemmere hver gang, han leverede den. På et tidspunkt ville han måske selv begynde at tro på den?  Dét tidspunkt var desværre ikke kommet endnu, og indvendig forbandede han igen sig selv for at være gået ind i projektet. Men dengang havde det virket som en nem og skæg opgave. Mild hovedrysten.

“Lad os gå indenfor og få en kop kaffe,” sagde Jelling og gik i forvejen, op ad de få trappetrin og ind i det lille og lidt skæve hus. Det var mørkt, måske for at skjule, at tapetet flere steder havde løsnet sig? Eller pletterne i loftet?

“Her skal nok blive fint,” sagde Jelling, der fulgte Julians blik og gelejdede dem ind i et lille mødelokale. Med ét kunne Julian se rummet for sig, som det formentlig havde set ud engang. Højt til loftet, mørkegrønne vægge, parketgulv, stuk og rosetter. Manden havde ret, det kunne helt sikkert blive godt, men det ville kræve en indsats.

Svend Jelling satte sig, og Julian gjorde det samme. En ung kvinde kom med en bakke og skænkede kaffe til dem begge og satte et fad med små sandwich imellem dem. Duften fik Julians mave til at knurre.

“Jeg har forsøgsresultaterne her,” Jelling fandt et nusset papiromslag frem fra sin mappe og lagde det på bordet. Klappede med sin rynkede hånd på det. Det var tyndt, alt for tyndt, “men fortæl mig nu først om din patient, Jægeren er det sådan, han kaldes?”

Patienten med den transpersonlige personlighedsforstyrrelse havde igennem en periode på tre år indfanget, skamferet og dræbt i hvert fald 17 kvinder, der (hvor ordinært kunne det lige blive) mindede om hans dominerende mor. Han havde fået en åbenbaring og var gået i krig. I den højere sags tjeneste skulle han rydde og luge ud blandt heksene på jorden. Heksene var djævlens håndlangere på jord, og han var en heksejæger, Jægeren.

“Ja,” sagde Julian, “manden var sikker på, han var en heksejæger.” Faktisk mente Julian, at Jægeren led af splitting og regulært var i stand til at spalte sig og skifte mellem sine to, muligvis flere, personligheder. Jægeren omtalte sig selv som Jægeren i den dagbog, han omhyggeligt havde ført (og som Julian nu hang på og følte sig forpligtet til at følge op på), og ofte havde han også talt om Jægeren, som om det var en anden person, han snakkede om.

Ifølge dagbogen havde Jægeren på et tidspunkt modtaget en omfattende, om end kun delvis frivillig, eksperimentel medicinsk behandling med et forsøgs-lægemiddel. Dengang havde medicinen endnu ikke havde været godkendt til brug, men Julian kendte udmærket det senere godkendte lægemiddel, der blev brugt til at behandle nervesmerter. Uden meget håb havde Julian derfor skrevet til Jellings medicinalvirksomhed for at få adgang til de medicinske forsøg og tests af lægemidlet – herunder journaler med optegnelser af bivirkninger, fordi Julian havde en idé om, at medicinen måske kunne have udløst Jægerens psykose.

Ikke alene var svaret kommet prompte (naturligvis kunne doktor Krause få adgang til forsøgsprotokollerne), Svend Jelling havde desuden sendt et personligt svar, hvori han havde insisteret på, at de skulle mødes, når Julian alligevel var i Danmark for at gennemlæse protokollerne, som nej, desværre nej, ikke kunne udleveres i kopi. Det havde ikke taget Julian mange øjeblikke at slå til, men fordi manden tilsyneladende ikke forstod et nej, havde Julian desuden ladet sig presse til at foretage en ekspertvurdering af en ung, forvaringsdømt mand. Ergo sad de nu her, på Frydenlund, hvor solen prøve at trænge igennem det hårdtprøvede vindue.

“Og seriemorder?” spurgte Jelling.

I lærebogen var seriemord defineret som drab på mindst tre personer, men drabene skulle være adskilt i tid, hvorfor norske Breivik ikke var seriemorder (de op imod 80 dødsofre til trods), men “blot” massemorder. Igennem sin tid i Oxford havde Julian ved flere lejligheder bistået det engelsk politi og havde i den forbindelse blandt andet undersøgt og interviewet de tre engelske seriemordere, han havde været med til at fange. Den seneste havde været Jægeren, der havde givet udtryk for et tilsyneladende oprigtigt ønske om at blive kureret for sin personlighedsforstyrrelse. Og faktisk var det muligt at frakoble fanatikere det åndelige niveau og rekoble dem til det lavere, menneskelige niveau, men det var en langsommelig proces, og de var ikke kommet nogen vegne, før Jægeren var død.

“Der er nok ingen grund til bekymring,” sagde Julian, “for normalt, ja, hvis man altså kan tale om en normal, men normalt finder seriemord heldigvis sted i lande med langt flere kvadratkilometer, end lille Danmark kan præstere. USA, Australien, Canada – seriemordere har typiske brug for, ja, helt banalt et stort, gerne øde, land, for ikke at blive opdaget.”

Svend Jelling nikkede, men virkede ikke overbevist. ”Denne her unge mand, som jeg gerne vil have dig til at vurdere, er kun 25 år gammel, men har allerede flere mord på samvittigheden.”

Den typiske seriemorder (hvis man kunne tale om noget sådant) begik sit første drab i alderen mellem 15 og 45 år.

“Hvorfor dræber han?” ville Julian vide, “er det affektmord eller planlagte mord?” I sin forskning var Julian optaget af triggers. Hvad udløste en forbrydelse, et anfald, et mord? I affektforbrydelser kunne triggeren være alt, et ord, en bevægelse, en lugt. Men i de fleste planlagte forbrydelser var triggeren ikke så tydelig og kunne ligge langt tilbage i tiden. I Breiviks tilfælde havde der muligvis ikke været en egentlig trigger, snarere et brændende ønske om at blive politisk racekriger. Den voldsommeste og mest omfattende form for massemord, folkedrabet,  udsprang ofte af netop et brændende ønske om at udrydde et helt folkeslag af politiske, religiøse eller etniske grunde. Rense ud.

“Han påstår, han er blevet omvendt,” sagde Jelling, “tidligere havde han stærke depressive tendenser og en voldsom dødsangst.”

Julian nikkede.

“Du skal naturligvis danne dig dit eget indtryk,” sagde Jelling, “og jeg forestiller mig, at du kan tale med ham i løbet af ugen?”

“Okay,” sagde Julian, der egentlig havde håbet at få det overstået i dag.

“Men altså: Han siger, at han ikke længere er bange for at dø, og han er heller ikke bange for at slå andre ihjel.” Jelling gik i stå, og en trækning for hen over hans ansigt. “Og han påstår, at han kan se på andre, om de har lyst til at dø. Ja, og så ser han det som sin pligt at hjælpe dem ved at indfri deres dødsønske.”

4 thoughts on “3. december: Menneske, fryd dig

    1. Heldigvis kan jeg glæde dig, Gitte, for morgendagens afsnit er fyldt med julehygge … eller i hvert fald Rudolf. Say what …!? ❤️❤️❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *