2. december: Det’ jul, det’ cool

Søndag den 2. december, klokken 09:30, Meriams og Kits køkken

Julian Krause sad på slagbænken for enden af bordet, som Meriam naturligvis havde pyntet med juledug, gran og julepynt. Der var levende lys, både på bordet og i vinduerne.

“Tak igen, fordi jeg må bo her.” Julian smilede til eks-konen, der havde insisteret på, at han selvfølgelig skulle bo hos dem. Han tog for sig. Der var ikke kun hjemmebagte boller, der var også scones. Han elskede chokoladescones.

Hun nikkede og smilede også, mens hun langsomt trykkede stemplet i stempelkanden i bund. Duften af frisk kaffe gjorde kun smilene større.

Det var blevet sent aftenen før, inden han endelig var ankommet til Danmark, men i morges var han alligevel vågnet tidligt, selvom han ingen planer havde. Det var først i morgen, han skulle mødes med Svend Jelling, og i dag var Julian med andre ord nødt til at arbejde på bogen. Han havde klædt sig afslappet, men lunt på, for mon ikke han fik tid til en tur langs stranden? Det gjorde han nok. I hvert fald skulle han jo ringe til barndomsvennen, Kåre Eskildsen, som han hverken havde set eller talt med i … et års tid, vel? Mærkeligt.

Det var seks år siden, Julian var blevet tilbudt et professorat i Oxford og var blevet først separeret, siden skilt fra sin kone nummer to, Eleonora, og deres fælles datter Lykke Lie. Det var kun tanken om datteren, der fik ham til at smile, for det sved stadig i ham, at Eleonora havde sagt nej til at følge med til England. Han havde været så sikker på, at hun havde været kvinden, han skulle dele resten af sit liv med. Så sikker. Sammen havde de overlevet nogle frygtelige bump på vejen, og så blev det guddødeme Oxford, tænk engang, der satte en stopper for det hele. Hovedrysten.

Da han lige var flyttet til Oxford, havde han været om ikke god, så dog bedre til at holde kontakten med venner og familie hjemme i Danmark, men efterhånden var der langsomt og umærkeligt gået længere og længere tid imellem, han snakkede med barndomsvennen. Men de kendte hinanden, lige som deres mødre havde kendt hinanden. Først havde Kåre og Julian fulgtes ad på medicinstudiet, derefter havde de læst til speciallæger i psykiatri sammen. Og der var nu noget særligt med mennesker, man havde en historie sammen med. “Jeg er virkelig glad for at være her,” sagde Julian.

“I lige måde da,” sagde Meriam og skænkede kaffe, “og jeg har altså ryddet et skrivebord, så du kan arbejde med din bog.” Hun smilede til ham med et glimt i øjet. Ingen kunne lure ham som hende. “Hvordan går det med den?”

“Det går fint, tak,” løj Julian.

Her, hvor han nærmede sig de 50 år, havde Julian i sin tid som psykiater behandlet patienter med stort set alle former for personlighedsforstyrrelser. Denne særlige patient, som Julian nu var i gang med at skrive en bog om, led af en såkaldt transpersonlig identitetsforstyrrelse. En fanatiker med andre ord.

Hævet over enhver tvivl havde patienten set sig selv som et guddommeligt redskab, der var sat på jorden for at rydde op og luge ud. Uheldigvis havde han også vist sig at være en af de værste seriemordere i nyere engelsk tid. Nu var patienten død, men havde efterladt Julian en dagbog. I denne dagbog havde der været nogle spor, som Julian nu var ved at følge op på.

“Det er jeg glad for at høre, og Simon er jo så glad for, at du kan være her til hans forsvar.”

Meriams og Julians fælles søn, Simon, havde pløjet sig igennem bachelorstudiet i religionshistorie på under normeret tid. Inderst inde håbede Julian, at han kunne lokke sønnen med tilbage til Oxford, om ikke andet så for et enkelt semester. Men det var nok tvivlsomt, nu hvor Simon (desværre) havde fået tilbudt et studenterjob i et spændende forskningsprojekt. Men det ville blive skønt at se Simon, og det ville blive skønt at se Lykke Lie, det lille fine væsen. “Jeg har tænkt mig at invitere dem begge to i Tivoli.”

“God idé,” sagde Meriam, “og du skal vel også mødes med Kåre?”

“Helt bestemt,” sagde Julian og mærkede, hvordan den dårlig samvittighed værkede, “hvordan går det med dit studie?” spurgte han.

Nu var det Meriams tur til at kigge væk: “Jeg mangler kun et par fag, så det går nok.” Hun trak på skuldrene.

Julian smilede: “Hvem skulle dog have troet, at et så kreativt mennesker som dig, skulle gå hen og blive jurist?” Han lo. Med sine lange, røde krøller passede ekskonen afgjort bedre ind i det galleri, hun havde haft i nogle år. Eller som catere, selvom hun vist havde skruet ned for catering-forretningen.

“Åh, dér er du, alt okay?” Meriam rejste sig og gik hen og kyssede sin kone på kinden.

“Alt okay,” sagde Kit og satte sig ved bordet: “Hej Julian, velkommen til.”

“Du ser træt ud, min skat.”

Et forpint udtryk gled over Kits ansigt: “Det var slemt, men kirken ligger heldigvis isoleret, så ilden har ikke bredt sig, ja, og faktisk er brandskaderne i selve kirken også begrænsede, men præsten er jo død.”

“Det skete natten til i går?” sagde Julian.

Kit tog en dyb indånding og nikkede kort. Hun skænkede sig en kop kaffe: “Vi har arbejdet hele dagen i går og hele natten til i dag. Vi holdt briefing i morges, og alt er gjort for at sikre de tekniske spor, men det er svært, både på grund af ilden og på grund af vandet.”

Meriam skænkede juice til sin kone, der tømte glasset: “Jeg bliver ved med at stinke af røg.”

Fra sin egen erfaring med undersøgelse af brandsteder vidste Julian desværre, at netop stanken af røg var svær at slippe af med. “Var det et uheld?”

“Nej,” sagde Kit hurtigt, “det var overlagt, en mordbrand, den stakkels mand er i bogstaveligste forstand blevet overhældt med benzin, og derefter er alterlysene blevet brugt til at antænde ilden, der er løbet hele vejen fra alteret ned gennem kirken og har omsluttet ham. Jeg må lige have lidt vand.”

“Lad mig,” sagde Meriam og rejste sig.

“Tak, min skat,” sagde Kit og fortsatte: “Vi har fundet flere vidner, der overværede midnatsgudstjenesten, og der var også én, der filmede den, men dér er intet at se, det hele virkede normalt.” Hun rystede på hovedet.

Meriam satte et stort glas vand foran Kit og skænkede mere kaffe og juice til dem alle.

“Hvornår døde præsten?” spurgte Julian.

“Midnatsgudstjenesten sluttede klokken halv et eller måske et par minutter over halv et, og brandvæsenet ankom syv minutter i et.”

“Såh, han har ryddet op og lukket af, og så … var der en kirketjener?”

Kit rystede på hovedet.

“Så præsten var alene efter gudstjenesten?”

“Ja, han var alene i kirken, han er også den eneste, der er død. Heldigvis var jeg lige ved at sige.”

Julian tømte sin kaffekop. Var der mon endnu en fanatiker på spil? I hvert fald var det jo en meget voldsom måde at tage livet af et andet menneske på. Eller var det hævn? God, gammeldags hævn?

“Det var konen, der fandt ham,” fortsatte Kit, “hun hørte et forfærdeligt skrig, og da hun nåede over i kirken stod han i flammer. Som sagt var der flammer hele vejen ned gennem midtergangen. Hun prøvede selv at slukke branden samtidig med, at hun ringede til brandvæsenet, der var lynhurtigt fremme. Men ikke hurtigt nok. Hun blev også selv forbrændt, konen, temmelig alvorligt tror jeg.”

“Har I et bud på et motiv?” spurgte Julian. Konen havde jo i hvert fald været på stedet. Var det konen, der havde fået nok? Måske var præsten sadist? I Julians erfaring skulle man ofte lede tæt på hjemmet, når man var på jagt efter en morder. Måske var hun ikke blevet forbrændt, fordi hun prøvede at redde ægtemanden, men ved et uheld, da hun skulle sætte ild til ham?

Igen rystede Kit på hovedet: “Ikke det, der ligner. Han var en afholdt mand, og midnatsgudstjenesten var godt besøgt.”

“Men …?” borede Julian.

“Vi fandt hans Bibel,” sagde Kit.

“Og …?”

“Det var ikke kun hans midnatsprædiken, der lå i den.” Kit rynkede brynene, “bagest lå der et brev. Med et bibelcitat om at hælde olie på, så lyset vil brænde. Og så stod der det her.”

Kit fandt sin telefon frem og viste dem et billede.

Hvornår skal man vende den anden kind til, og hvornår skal man slå igen? Hvornår er noget retfærdig gengældelse, og hvornår er det hævn? Hvornår er straf og død nødvendig i retfærdighedens tjeneste?

6 thoughts on “2. december: Det’ jul, det’ cool

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *